KRAKA prisen 2021 – Motivering for uddeling af KRAKA prisen til Tess Sophie Skadegård Thorsen for PhD afhandlingen: Racialized Representation in Danish Film – Navigating Erasure and Presence

Tess Sophie Skadegård Thorsen’s afhandling undersøger racialisering i dansk film og afdækker nogle af de udfordringer minoritetsracialiserede filmfolk møder i deres forsøg på at navigere racialisering og andetgørelse i den danske filmbranche.

Afhandlingen beskæftiger sig således med, hvordan og på hvilke måder minoritetsracialiserede grupper i Danmark disproportionalt påvirkes af racialiserende undertrykkelsesmønstre, ofte under dække af stedfortrædende parametre for forskellighed, som etnicitet, religion og kulturforskel.

Derudover beskæftiger afhandlingen sig med måderne hvorpå filmbranchens og det Danske Film Instituts diversitetsinitiativer – modsat deres intention – risikerer at bidrage til asymmetriske racialiserende dynamikker og vedligeholdelsen af marginaliserende strukturer i den danske filmbranche.

Gennem en imponerende metodisk mosaik, bestående af interviews, arkivresearch, observationer på film-sets, redigeringsrum, til filmpremierer og branche-arrangementer, såvel som analyser af politikker og branche-initiativer, viser Tess, at (og hvordan) racialisering er indlejret i dansk film og filmskabelse og med et sikkert greb om sit materiale formår hun samtidig at påvise, at racialisering sjældent
benævnes i branchen, fordi betydningskonstruktionerne omkring ’race’ generelt i Danmark usynliggør sådanne processer, særligt når de sker i formodet neutrale (og formodet ikke-raciale) kontekster, som eksempelvis i film, hvor alle er hvide.

Afhandlingen, der springer sikkert og meget overbevisende ind og ud af forskellig empiri og teori, tilbyder ikke bare ét, men en række nye perspektiver på køn og racialisering i relation til dansk filmskabelse. Tess beskriver selv, hvordan megen dansk forskning på området vedrørende racialisering” mostly center on direct forms of racialization through stereotyping” mens der findes: ”considerably less
work on representations of others where ‘race’ is erased, made insignificant, or whitewashed”.

På samme vis har dansk filmforskning ofte overset spørgsmål om racialisering i undersøgelser af filmproduktion ved at fokusere på film-analyser snarere end produktionsprocesser.

Dette vidensmæssige og analytiske ’hul’ i forskningen søger Tess på ambitiøs vis at rette op på med sin afhandling – og i den forbindelse bidrager afhandlingen således ikke alene med vigtig og ny viden inden for en underbelyst dansk kontekst, men også med et yderst originalt analytisk værktøj til fortsat analyse af repræsentation i andre eller lignende sammenhænge: Gennem en inddeling af begrebet repræsentation i dels repræsentationslogikker, repræsentationshandlinger og artefakt-repræsentation formår Tess at flytte sit analysefokus fra produkt til handling – et analytisk greb, der muliggør en kompleks analyse af, hvordan racialiseringsprocesser i form af betydningskonstruktioner om forskellighed både
afspejler og medvirker til at skabe fælles samfundsmæssige raciale logikker.

På denne måde peger afhandlingen muligvis ’indad’ på en specifik dansk kreativ branche, men i høj grad også ’udad’ gennem sine fintmaskede, grundige og nytænkende analyser af de måder racialiseringslogikker ofte indlejres og usynliggøres på i samfundet.

Det er derfor med stor glæde, at bestyrelsen for Foreningen for kønsforskning i Danmark kan overrække Tess Sophie Skadegård Thorsen KRAKA prisen.

KRAKA prisen 2020 – Motivering for uddeling af KRAKRA prisen til Ea Høg Utoft for PhD afhandlingen: Motivation, organisational gender equality work and the postfeminist gender regime: A feminist approach.

Ea Høg Utoft’s samfundsvidenskabelige afhandling beskæftiger sig med ligestillingsarbejde i 2 videnstunge, danske organisationer. Ea undrer sig over, hvorfor der på trods af lovgivning sker så lidt på det ligestillingspolitiske område og har strategisk udvalgt to forskellige videnstunge organisationer til at belyse sin forundring.

Ved hjælp af institutionel etnografi og et feministisk perspektiv undersøger Ea to hovedspørgsmål:
a) How are organisations motivated to engage in gender equality work?
b) How do organisations understand and navigate different pressures and incentives to engage in gender equality work?

Gennem etnografisk feltarbejde belyser Ea hvordan motivation er en vigtig, hidtidig overset faktor i ligestillingsaktørers konkrete arbejde. Og samtidig viser hun ved hjælp af en videreudvikling af begrebet postfeminisme, hvordan ligestillingsaktører navigerer i et minefelt, der kræver tilpasning og forståelse for feltets modsætningsfyldte logikker, herunder organisationernes egne grundfortællinger.

Motivation bliver et centralt, analytisk begreb, der ikke har været kortlagt i eksisterende forskning, og dermed har forskningen overset ligestillingsaktørernes konkrete motivation og arbejde. Ea trækker her på et psykologisk begreb med en opdeling mellem ekstern og intern motivation, og påviser empirisk, hvordan noget konstitueres som intern motivation og dermed blive vigtigt og udslagsgivende.

F.eks. påvises det hvordan en Anglo-Amerikansk diskurs om mangfoldighed bliver oversat til en indre motivation i den ene case og udslagsgivende. Ea anvender begrebet ”postfeministisk regime”, der kombinerer modsætningsfyldte forestillinger om at ligestilling er opnået, traditionelle kønsopfattelser og en feminisme.

Betegnelsen post-feminisme er ikke ny, men Ea videreudvikler begrebet fra kultur- og medieteori og yder derved et vigtigt bidrag til den danske, samfundsvidenskabelige kønsforskning.

Værket er originalt, da det er det første, danske samfundsvidenskabelige værk, der systematisk analyserer motivation i ligestillingsarbejdet i organisationer. Samtidig er det også nyskabende, da det ikke bare ser på organisationerne, men analyserer ligestillingsarbejdet i en større kontekst, nemlig det danske, postfeministiske samfund.

Gennem sine analyser påviser Ea hvordan denne ambivalente kontekst konkret påvirker ligestillingsarbejdet, der bliver en vanskelig dans i et minefelt. Værket bidrager dermed til en dybere forståelse af modstanden mod ligestilling i Danmark, der er en unik case sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Værket viser en omfattende viden og brug af feministisk teori og metode i sin analyse.

Og med sin systematiske selvrefleksion synliggør Ea på imponerende vis svære valg omkring sin position som feministisk forsker. Her bringes vi helt ind i det videnskabelige maskinrum.

Det er derfor med stor glæde, at bestyrelsen for Foreningen for kønsforskning i Danmark kan overrække EA Høg Utoft KRAKA prisen.

Krakaprisen 2019 går til Niels Nyegaard for Ph.d.-afhandlingen Perverse forbrydere og gode borgere. Homoseksualitet, heteronormativitet og medborgerskab i Københavns offentlighed, 1906-11

Modtageren af årets Krakapris er Niels Nygaard, der har skrevet en monografisk afhandling, hvis emne er en analyse af københavnske avisers behandling af en række skandalesager om homoseksualitet i perioden 1906-11. Afhandling kaster således lys over det moderne danske medborgerskabs historiske heteroseksualisering. Det gør den ved at undersøge, hvordan den fremvoksende homoseksuelle figur blev konstrueret i relation til det moderne danske medborgerskab i Københavns offentlighed i starten af 1900-tallet. Det er Kraka-komiteens vurdering at Nygaards afhandling leverer et enestående bidrag til dansk og nordisk kønsforskning, idet den både bidrager med ny empirisk viden såvel som ny teoriudvikling. Afhandlingen bidrager dermed ikke alene til dansk homo-, queer– og kønsforskning, men fornyr den også, ved at vise, hvorledes konstruktionen af den homoseksuelle figur som en social outsider og konstruktionen af den moderne medborger går hånd i hånd.

Afhandlingens empiriske materialesamling består af ni hovedstads-dagblade og otte småskrifter fra årene 1906-11 og repræsenterer en mangfoldighed af stemmer, herunder både homo- og ikke-homoseksuelle stemmer, fra Københavns offentlighed i den pågældende periode.

Teoretisk tager afhandlingen afsæt i en poststrukturalistisk ramme, der kombinerer forskellige sociologiske medborgerskabsteorier med foucauldiansk og queerteoretiskseksualitetsteori, postkolonial andetgørelses-teori og feministisk intersektionalitetsteori.

Afhandlingen finder, at det moderne danske medborgerskab gennemgik en historisk heteroseksualisering i Københavns offentlighed i 1906-11, men også at denne proces var præget af en vis ambivalens. Sidstnævnte forhold skyldtes, at Københavns offentlige konstruktioner af den fremvoksende homoseksuelle figur var grundlæggende ustabile. På den ene side definerede offentlighedens ikke-homoseksuelle stemmer gentagne gange det moderne danske medborgerskab som et heteroseksuelt medborgerskab. Det gjorde disse stemmer for det første ved at udsætte den homoseksuelle figur for en national andetgørelse, der konstruerede denne figur som en racialt set ikke-hvid og degenereret udlænding. Denne andetgørelse etablerede indirekte det moderne danske nationale fællesskab, som både hvid og heteroseksuel. For det andet udsatte de ikke-homoseksuelle stemmer den homoseksuelle figur for en internt-national andetgørelse, idet de konstruerede den homoseksuelle figur, der opholdt sig i den danske nation, som en politisk ikke-medborger. Denne andetgørelse tog udgangspunkt i det forhold, at den mandlige homoseksuelle figurs offentlige konstruktion som en kriminel forbryder og et kønskontrært væsen udgrænsede ham fra datidens formelt-normative billede af den politiske medborger som en uberygtet husfader.

På den anden side åbnede enkelte stemmer i Københavns offentlighed lejlighedsvist op for en inklusion af den fremvoksende homoseksuelle figur i det moderne danske medborgerskab. Denne inklusion optrådte for det første blandt enkelte ikke-homoseksuelle stemmer, der slog fast, at den homoseksuelle figur havde ret til lighed for straffeloven. For det andet kom denne inklusion til syne hos offentlighedens få homoseksuelle stemmer. Disse stemmer argumenterede for, at de på trods af deres afvigende homoseksualitet opførte sig som lovlydige, modne og dannede medborgere.

Selvom disse inklusioner umiddelbart markerede en vis udvidelse af det moderne danske medborgerskabs seksuelle rammer, viser afhandlingen, at det er værd at bemærke, at denne udvidelse var ambivalent. Denne ambivalens skyldtes, at alle inklusionerne byggede på den skabsbyggende præmis, at den homoseksuelle figur optrådte som et usynligt samfundsmedlem. Den homoseksuelle figur var kun socialt inklusionsbar i det omfang, den holdt sine intimrelationer skjult i privatlivets mørke sammen med voksne og myndige partnere. På den måde markerede offentlighedens lejlighedsvise inklusioner af den homoseksuelle figurs i det moderne danske medborgerskab en mindre entydig udfordring af dette medborgerskabs historiske heteroseksualisering.

Indstillerne af værket fremhævede blandt andet at, mens ”(…) den danske (og internationale) seksualitets- og queerforskning tidligere enten har beskæftigede sig med historiske forhold belyst ved klassiske historiske metoder eller belyst nutidige forhold via ’moderne’ køns- og kulturteorier (herunder queerforskning, affektstudier og kritiske race-studier), kombinerer Nyegaard på fineste vis de to felter. Herved bidrager han med en væsentlig (og tidligere manglende) historisering af kulturanalyser og sociologiske analyser af homoseksuelle og homoseksualitet i nutiden, ligesom han bidrager til en forståelse af det historiske grundlag for nutidens homonationalisme og heteronormativitet.

Der er efter indstillernes overbevisning tale om en genstandssensitiv, velskrevet, omhyggelig, nyskabende og original forskningsindsats, der både teoretisk og empirisk er velfunderet og sammenhængende, og som i kontinuerlig dialog med forskning og teori giver ny viden om centrale historiske sagsforhold”

Denne vurdering er KRAKA-komiteen enig i. Komiteen finder desuden at afhandlingen bidrager med ikke alene ny empirisk viden, men også spændende og banebrydende teoriudvikling, hvorfor afhandlingen samlet set lever op til Kraka-prisens formål om at hædre en forsker, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning.

I 2018 tildeltes KRAKA-prisen Camilla Bruun Eriksen for ph.d afhandlingen: TYK. Populærkulturelle fortællinger om den tykke krop indleveret ved Institut for Kulturvidenskab, Syddansk Universitet, september 2017

I sin begrundelse fremhævede priskomiteen, at Camilla Bruun Eriksen fik prisen, ”fordi hun både har brugt og videreudviklet det teoretiske felt i kønsforskningen og samtidig har formået at analysere et vedkommende og kønsdifferentieret empirisk emne som tykhed.”

KRAKA-komiteens indstilling:
Bruun Eriksens afhandling består af en teoretisk og metodisk indledning og en
artikelsamling bestående af 3 artikler. Den indledende kappe indeholder 4 kapitler: 1) ”Fat Studies”, 2) ”Et kapitel om (videnskabs)teori”, 3) ”Et trekantsdrama” og 4) ”Et afsluttende kapitel”. Artikelsamlingens 3 artikler er: 1) ”Der er en særlig plads i Helvede for dovne børn” (publiceret it Kultur & Klasse 120), 2) ”Det er ikke slut, før den fede dame taber sig. En form- og normkritik af tv-programmet Min krop til skræk og advarsel” (publiceret i Tidsskrift for Kjønnsforskning 21(2),og 3) ”Sort. En reparerende læsning af den vrede og tykke (kvinde)krop” (publiceret i Kvinder, Køn & Forskning 17(4).

I den omfangsrige og ambitiøse teoretiske og motiverende indledning gennemgås og bearbejdes flere teoretiske felter, der alle relateres og operationaliseres i forhold til afhandlingens vidensinteresse om den tykke krop. I første kapitel introduceres det amerikanske forskningsfelt fat studies, som situeres i en dansk kontekst gennem Bruun Eriksens bearbejdning og udpegning af centrale teoretiske og aktivistiske strømninger, der suppleres med en litteraturoversigt over dansk forskning inden for området. I andet kapitel gennemgås afhandlingens videnskabsteoretiske grundlag, der formes gennem forskellige teoretiske modi. Kapitlet fremstår som et imponerende og velgennemtænkt teoretisk argument for afhandlingens læsestrategiske og videnskabsteoretiske fundament.

I afhandlingens metodologiske tredje kapitel udfoldes Bruun Eriksens triangulære analytiske perspektiv. På baggrund af den teoretiske situering i kapitel 2 gennemgår Bruun Eriksen tre metodologisk-teoretiske perspektiver, som guider afhandlingen:
Narratologi, biomagt og affekt- teori. De tre perspektiver udfoldes i afsluttende læsninger af tv-programmet By på skrump, der tjener til at motivere og klargøre de teoretiske perspektiver og samtidig indbyder læseren til at følge Bruun Eriksens analytiske greb, som udfoldes i artiklerne. Det sidste kapitel redegør for den empiriske afgrænsning og udvælgelsen af materialer. De tre analytiske artikler behandler hver sin case, der alle demonstrerer Bruun Eriksens skarpe analytiske blik. Analyserne er velskrevne, nyskabende og fint-tunede til de forskellige materialeformer. I Bruun Eriksens teoretisk informerede og styrede blik fremstår konklusionerne som klart funderede i grundige og tekstnære analyser.

Bruun Eriksens analyse tager udgangspunkt i to overordnede forskningsspørgsmål:
• Hvordan bliver forståelsen af og forestillinger om den tykke krop til i nyere
dansk populærkultur?
• Hvordan relaterer den tykke krop til forestillinger om sundhed og ’det gode liv’?

I afhandlingens forskellige dele undersøger Camilla Bruun Eriksen de narrativer, der konstruerer den tykke kønnede krop i populærkulturelle fremstillinger. På baggrund af teorier hentet fra kønsforskning, queerteori, disability studies og affektteori udvikler Camilla Bruun Eriksen en ambitiøs og nyskabende kritisk læsestrategi, der genererer nyskabende analyser, der kortlægger den tykke kønnede krops mulighedsbetingelser i moderne populærkultur.

Bruun Eriksen viser blandt andet, hvordan den tykke krop kobles til usundhed, død og negative affekter som skam og skyld. Hermed peger Bruun Eriksen på, hvordan tykhed (og tyndhed) operationaliseres som biopolitiske redskaber, der gennem installation af frygt for at overtræde normative forestillinger om kroppe og sundhed, disciplinerer subjektet til at reproducere sådanne forestillinger og stræbe efter at være tynd. I forlængelse heraf og på original vis peger Bruun Eriksen på, at den tynde krop bliver et ”lykkeobjekt”, som orienterer subjektet i bestemte retninger, der forestilles at have lykkepotentiale. Eller sagt mere ligefremt: Den normativt efterstræbelsesværdige tynde krop forestilles som både midlet til og præmissen for et godt, lykkeligt og ønskværdigt liv. Men dette normative kropsideal er ikke for alle, og Bruun Eriksen viser, hvordan den tynde krop fungerer som en lukket fest for de få, som alle ønsker adgang til.

Bruun Eriksen understreger desuden, hvordan den tykke krop ikke alene fremstilles som ikke-ønskværdig og skammelig, men også kan danne et felt for aktiv modmagt: Gennem læsning af ny litteratur argumenterer Bruun Eriksen for, at tykhed kan fungere som et politisk radikalt potentiale, der gentænker kropsidealer og lykke-orienteringer og på fundamental vis insisterer på andre måder at gøre krop og sundhed på.

Afhandlingen bidrager til nordisk kønsforskning gennem et teoretiske og metodisk-analytiske blik på de produktive koblinger mellem krop, køn og sundhed. Det teoretiske apparat, som Bruun Eriksen udvikler gennem teorier om biomagt, narratologi og affektteori, er fint indstillet til at forstå, hvordan den senmoderne kønnede krop produceres og reguleres gennem forestillinger og normer om sundhed, lykke og skønhed.

Derudover bidrager afhandlingen til nordisk kønsforskning gennem det empiriske genstandsfelt om tykhed. Bruun Eriksen viser, hvordan tykhed fungerer som et normativt og regulerende forbindelsesled mellem lykke, fremtid, begær, køn og krop. Disse indsigter har relevans for et stort publikum i det senmoderne Vesten, hvor netop kroppens optimering gennem kost, sundhed og skønhed tager stadig nye (affektive og biopolitiske) former, og hvor stadig flere grupper af både mænd og kvinder lider under de krav til selvoptimering og selvkontrol, som gøres til middel og præmis for et fuldt, lykkeligt og ønskværdig liv.

Bruun Eriksen skriver overbevisende og med en forståelighed, som gør hendes
forskningsbidrag tilgængelig for en bred skare. Der er komiteens overbevisning at mange – også uden for akademiske kredse – vil læse Bruun Eriksens afhandling med stor fornøjelse og samtidig blive klogere på sig selv og det omgivende samfund.

Krakakomiteen anno 28. august 2018 bestod af: Inge Henningsen, Katrine Kladakis, Bodil Olesen og Karen Sjørup.

Årets modtager af Krakaprisen 2017, Mathias Wullem Nielsen, er Ph.D. fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Mathias Wullum Nielsen har i sin forskning afdækket en lang række forskellige årsager til, at kvinders repræsentation i de øverste lag af akademia er så svag. Hver især kan grundene ikke forklare misrepræsentationen, men når der er mere end én tydelig årsag til et problem, bliver det lettere at afvise og desværre også sværere at løse.

Læs abstractet fra Wullem Nielsens Ph.D. og hent den som pdf her.

Priskomiteens begrundelse

”Nielsens ph.d afhandling er et stykke pionerarbejde i dansk kønsforskning, som har tilvejebragt vigtig ny viden til diskussionen om de vedvarende ligestillingsudfordringer i dansk akademia. Med Aarhus Universitet (AU) som hoved-case illustrerer Nielsen igennem en række innovative delstudier, hvorledes både kulturelle og strukturelle ligestillingsbarrierer reproduceres i et akademisk landskab under hastig forandring.

Afhandlingen har allerede haft en vigtig indflydelse på den danske forståelse af ligestillingsproblemet i det akademiske system. Den udgør samtidigt et betydeligt bidrag til den internationale forskning på området gennem bogens syv indlejrede artikler, som alle er blevet accepteret til udgivelse i anerkendte internationale tidsskrifter. At rejse spørgsmålet om ulighed mellem kønnene i den akademiske verden er at vove sig ind et stærkt ladet og politiseret felt. Nielsen fastholder på forbilledlig vis sin integritet også under denne form for politiserende pres. Denne afhandling vil give grundlag for en dybere og mere velafrundet forståelse af det komplekse fænomen af ​​ulighed mellem kønnene i den akademiske verden.”

Kraka prisen 2016 gik til Kvinder, Køn og Forskning

Krakaprisen 2015 går til værket Har videnskaben køn? Kvinder i forskning af Bente Rosenbeck.

Med bogen Har videnskaben køn? samler og formidler Bente Rosenbeck mange års undervisning i køn og kønsteori på Københavns Universitet, dansk ligestillingshistorie og viden om ligestilling i Akademia.

Rosenbecks værk er på den ene side en klassisk synliggørelse af de kvinder, der er gået mod strømmen og ind i videnskaben trods forventningerne til deres køn, og på den anden side indskriver hun sig i en kategori-kritisk kønshistorie i og med, at hun undersøger, hvordan viden om kønnet og kvindeligheden er blevet konstrueret af videnskaben. Rosenbeck viser hvordan kønsforskningen og de feministiske teorier har rystet – samt udvidet rammerne for videnskaben ved at påvise og kritisere den ideologi, de antagelser og den videnskabelige kultur, som har været taget for givet og anset for naturgiven i forskellige perioder og indenfor forskellige fagområder.

Bogen falder i tre dele: En historisk gennemgang af kvinder i forskning og ”forskning” om kvinder, en oversigt over nyere kønsforskningsteorier og to mere debatterende kapitler, der stiller spørgsmål, om ligestilling i højere uddannelse og forskning og om kønsforskningen har forandret videnskaben.

Bente Rosenbeck viser, med et forrygende overblik og via medrivende empiriske eksempler hvordan den moderne videnskab paradoksalt nok både giver kvinderne formel adgang til Universitetet og samtidig bliver brugt til at føre rationelt bevis for, at kvinders psyke og fysik gør dem uegnede til at være akademikere.

Rosenbeck argumenterer for, at modsætningen mellem den offentlige og den private sfære udgør et centralt omdrejningspunkt for forståelsen af køn og akademia. Ved at repræsentere det private og hjemlige blev kvinder anskuet som en modsætning til det videnskabelige. Det problematiske billede af kvinden i videnskab var en parallel til det problematiske billede af kvinden i offentligheden.

Bogens kapitel om videnskabelighed og kvindelighed udgør en overbevisende gennemgang, som på forbilledlig vist syntetiserer en række studier af kvindelighed og samtidigt sætter disse i en historisk kontekst, der bl.a. omfatter politiske debatter om socialpolitik og ægteskabslovgivning i Norden.

En anden fascinerende redegørelse i bogen omfatter repræsentationer af de kvindelige studerende i fiktionen, der skildrer disse pionerers møde med akademia og akademisk kultur. Disse fiktive stemmer skrevet frem af bl.a. Gyrithe Lemche, Aase Handen og Sonia Hauberg, belyser jf. Rosenbeck vanskeligheden ved at begive sig ind i universitetsverdenen og det hun med bl.a. tysk forskning i hånden karakteriser som ’det akademiske borgerskab’ iklædt en ideologi om maskulinitet.

En af værkets kvaliteter er både dets historiske gennemgang af bevægelser fra ’kønsrolleforskning til kvindeforskning’ og fra ’kvindeforskning til kønsforskning’ og i forbindelse med sidstnævnte dens gennemgang af nogle af de nutidige forståelser og teoretiske tilgange til studier af køn. Læseren møder her positioner og forskere, som tegner et landskab – også for en novice udi køns- seksualitets- og andethedsforskning, og her taler bogen ud til en bred akademisk offentlighed.

Kapitlet om ligestilling i højere uddannelse og forskning er i høj grad baseret på Bente Rosenbecks egne erfaringer gennem 35 års engagement i ligestillingsarbejdet på universiteterne. Her møder vi en skarp og kritisk gennemgang af ministeriers og universiteters ligestillingsbestræbelser, der bliver sat i perspektiv både af bogens historiske afsnit og af de kønsteoretiske overvejelser. Bente Rosenbeck peger i særlig grad på akademias herskende neutralitetsdiskurs som en bremse for ligestillingsbestræbelserne og understreger, hvorledes universiteternes faglighed må ændres, før der kan skabes ligestilling.

Til slut stiller Bente Rosenbeck spørgsmålet, om kønsforskningen har forandret videnskaben? Som hun besvarer med en forsigtig optimisme, idet kønsforskningen allerede har medført en udvidelse af, hvad der betragtes som legitime forskningsområder og synsvinkler. Og Rosenbecks udgangsreplik er, at i Akademia vil en bedre kønsbalance ikke blot indebære større retfærdighed og øge kundskabsressourcerne, men  vil også bidrage til en demokratisering og modernisering af videnskaben.

Værket skriver overbevisende og yderst velskrevet kvinders ligestillings- og uddannelseshistorie ind i universitetshistorien og videnskabshistorien og kobler på ambitiøs vis denne til videnskabsteorien og kønsvidenskabens videnskabskritik.

Afslutningsvis skal fremhæves, at Bente Rosenbeck kontinuerligt og vedholdende har spillet en aktiv rolle i selv at forandre videnskaben, at gøre “det private videnskabeligt” og skabe rum for kvinders liv og erfaringer. Både som studenterpolitisk aktiv, som rødstrømpe, gennem forskellige nævn og udvalg, hvor hun har kæmpet for større ligestilling på universiteterne, og ikke mindst som en utrættelig stemme i den offentlige debat. Ved at give Bente Rosenbeck Krakaprisen, gives prisen således ikke bare prisen til et enkeltstående værk, men til et livsværk.

Kraka prisen 2014 går til “Dramatiske Liv – en antropologisk undersøgelse af pigeperspektiver på vold og konflikter” af Ann-Karina Henriksen på grund af ph.d.-afhandlingens nyskabende og dybdegående indsigter i og brugbare viden om 13-23-årige pigers brug af vold.

Afhandlingen åbner et nyt forskningsfelt, og udfylder et aktuelt videns-tomrum med komplekse forståelser af volden, dens kønnede rationaler og betydninger. Henriksen giver gennem et indefra-perspektiv stemme til udsatte pigers oplevelser og fortællinger om konflikter, der intensiveres i momenter af vold og krænkelser.

Afhandlingen forbløffer ved sin flerhed af betydninger, der på en og samme tid viser volden og konflikterne som dramatiske og hverdagsagtige, uhyre komplekse og såre enkle, for sjov og for alvor.

Henriksen sætter fokus på et fænomen, der med jævne mellemrum skaber spektakulære nyhedsoverskrifter, om bl.a. stigning i pigevold. Henriksens afhandling påpeger mangetydige kulturelle forklaringer, herunder større anmeldelsestendenser, ændring af retspraksis og en ny samfundsmæssig reaktion på pigevold.

Ifølge Henriksen er der snarere end en stigning i volden, tale om en ny samfundsreaktion, om en intens moralsk panik, fordi pigevolden bliver fortolket som et udtryk for en ny og mere aggressiv form for femininitet. Henriksen viser, hvordan det virker særligt grænseoverskridende og stigmatiserede for piger at udøve vold, hvilket betyder, at pigerne af fx hjælpeapparatet bliver sat i bås som ”vilde piger” eller iskolde piger.

Forskningen i unges vold er præget af et altovervejende fokus på drenge og mænds vold, og afhandlingen tilbyder et væsentligt og nyt bidrag til at få indsigt i og forstå de kønnede dynamikker i pigers og unge kvinders voldelige konflikter. Afhandlingen forstyrrer dominerende stereotype kategoriseringer og sammenhængende mellem køn og vold, ved blandt andet at vise, hvordan pigernes udøvelse af vold, drejer sig om forhandlinger af status, ære, hierarkier og mulighed for at udøve indflydelse på eget liv.

Henriksen beskriver voldens mening og pragmatik, men indstiller også blikket på volden som et dramatisk sted at opholde sig, ikke kun fordi pigerne i høj grad lever på gaden, men fordi pigernes vold handler om socialt liv og død.

Henriksen begejstrer ved sin tværfaglighed, indlevelse og åbenhed overfor genstandsfeltet. Metodisk er Ann-Karina Henriksen inspireret af det klassiske antropologiske feltarbejde, hvor hun eksemplarisk viser hvordan feltarbejde kan være en gavnlig metode, når kønsproblematikker og vold skal undersøges.

Henriksen udsætter sig for felten ved 7 måneders deltagelse i pigernes hverdag, og gennem egen krop erfarer hun de kulturelle betydninger som skabes i et ukendt og konfliktfyldt terræn. Via tæt kontakt opnår hun en særlig sensitivitet i forhold til tavs og kropslig viden. Metoden er baseret på åbenhed, nærvær, sansning og tænkning.

Dette sætter Henriksen ind i en større politisk, social og populærkulturel sammenhæng idet hun også anvender kilder såsom musik, medier, rapporter og politiske udmeldinger på området. Dermed skaber afhandlingen et komplekst og nuanceret billede af en gruppe piger, deres kønskonstruktioner og voldsforståelser.

På baggrund af afhandlingens nyudvundne viden om et fænomen, der ellers er præget af stereotype og ureflekterede antagelse, overdrages KRAKA-prisen i år med en opfordring om at formidle konklusionerne til både politikere og praktikere inden for området.

Det er netop forskning som den Henriksen har præsenteret i ”Dramatiske Liv”, der tydeliggør brugbarheden og værdien af dansk kønsforskning.

Ann-Karina Henriksen: Dramatiske liv: en antropologisk undersøgelse af pigeperspektiver på vold og konflikter.
Download afhandlingen

Læs Ann-Karina Henriksens takketale.

KRAKA-prisen 2013 deles på baggrund af en samlet indstilling, mellem to aktuelle værker, der både til sammen og hver for sig understreger nytænkningen og refleksiviteten i dansk kønsforskning. Begge afhandlinger præsenterer nyskabende grundforskning og rammer ned i aktuelle tematikker.

Prisen i år går til Michael Nebeling Petersen for afhandlingen Somewhere, over the rainbow. Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur og til Tobias Raun for afhandlingen Out online: Trans Self-Representation and Community Building on You Tube.

Michael Nebeling Petersens afhandling Somewhere, over the rainbow. Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur undersøger hvordan den homoseksuelle som social og politisk figur er blevet grundlæggende forandret fra at have været forbundet med død, f.eks. degeneration, selvmord, AIDS og sygdom, til at blive relateret til liv f.eks. reproduktion, national genkendelse, ægteskab og slægtskab. Nibeling argumenterer for, at der sker en inklusion af en homoseksuel figur, der er tilpasset en større heteronormativ og national fortælling. Men ved at inkludere den tilpassede homoseksuelle figur ekskluderes samtidigt andre køns- og racekonstruktioner. Den samlede konklusion viser, at den hvide homoseksuelle befolkningsgruppes kamp for at blive inkluderet er en brutal kamp, bl.a. fordi andre befolkningsgrupper må betale prisen for den homoseksuelle inklusion. Afhandlingen sætter fokus på køn og seksualitet på en vedkommende og inviterende måde, og udforsker nye teoretiske sammenhænge mellem post-queer kønsteori, foucaudiansk biopolitik, postkoloniale studier og affektteori. 

Tobias Rauns afhandling Out online: Trans Self-Representation and Community Building on You Tube er et etnografisk studie af vlogs, tilhørende fire transkønnede mænd og fire transkønnede kvinder. Raun anskuer vlogsene som en minoritetsgruppes medium til at repræsentere sig selv og blive forbundet med andre i online fællesskaber. Samtidig søger afhandlingen at forbinde vlogsene med bredere psykologiske, medicinske og teoretiske diskurser om transkønnede, som vlogsene skriver sig ind i og forhandler.  Værket udgør et stykke pionerarbejde i en dansk kontekst ved at placere transstudier centralt i kønsforskningen. Afhandlingen skriver sig ud af perspektiver, som tidligere har fikseret transkønnede som enten kønsforrædere eller kønsrevolutionære. I stedet lægger Raun vægt på en nuanceret analyse af hvorledes vlogsene fungerer som et spejl i spændet mellem selvbiografi og dagbog. Afhandlingen argumenterer for, at vloggen udgør et vigtigt redskab for transkønnedes selvrepræsentationer, og digitale aktivisme. Afhandlingen kobler på imponerende vis det empiriske materiale med maskulinitetsteori, affektteori samt teorier om kreativitet og transition.

Samlet begrundelse

Begge er nyligt forsvarede ph.d. afhandlinger, som præsenterer nyskabende grundforskning, der sætter fokus på identitet, tilblivelse og forandring. Afhandlingerne kredser om temaerne køn og seksualitet, og repræsenterer nogle af de nyeste tendenser i den internationale kønsforskning. En markant fællesnævner for de to afhandlinger er en række affektteoretiske greb, som lokker læsninger af alternative sammenhænge og logikker frem, samtidig med, at de forpligter sig på at diskutere materialets politiske og etiske perspektiver i et kønsforskningslys. Afhandlingerne har et stærkt teoretisk fællesskab, og vidner begge om en stor indsigt i de anvendte teoretiske tilgange samt evnen til at fremanalysere og skabe nye sammenhænge.

KRAKA-bestyrelsen, marts 2013

“Rethinking Gender in Africa honoreres med KRAKA-prisen 2012 for sit unikke bidrag til forskningen i køn, kultur og slægtskab i Afrika. Værket væver overbevisende indsigterne fra 30 års feltarbejde i Mozambique sammen med postkolonial feministisk tænkning i fængslende og originale analyser, som er præget af en slående åbenhed over for genstandsfeltet og en opvakt teoretisk nysgerrighed, der kan inspirere alle områder af kønsforskningen.

Der er tale om et pionerværk, som præsenterer kvindeperspektiver i Afrika, der ellers kun har fået begrænset plads i kønsforskningen. Undersøgelserne af mozambikanske kvinders initieringsritualer og deres bidrag til kvindelige fællesskaber åbner en ellers lukket verden, hvor kvinder fremstår stærke og kreative. Værket bevæger sig med lethed gennem forskellige tematikker og niveauer og fremstår som en ypperlig formidling af dansk kønsforskning.

Signe Arnfred, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet har igennem hele sin karriere beskæftiget sig med kvinders vilkår andre steder i verden. I 1981-84 arbejdede hun i den nationale kvindeorganisation i Mozambique, hvor hun blandt andet ledede en omfattende dataindsamling som baggrund for fastlæggelse af en revideret kvindepolitik. Interessen for kvinder i den tredje verden og særligt i Afrika har resulteret i en lang række publikationer.

KRAKA-prisen uddeles ved årskonferencen for Foreningen for Kønsforskning fredag den 11. maj på Roskilde Universitet. Prisen, der uddeles for 14. gang, er stiftet på grundlag af en gave fra cand.scient. Else Høyrup, og har til formål at fremme dansk kønsforskning.”

Signe Arnfred: Sexuality and Gender Politics in Mozambique. Rethinking Gender in Africa. Woodbridge: James Currey/Uppsala: The Nordic Africa Institute, 2012.
https://koensforskning.dk/where-to-buy-tentex-forte-online

Læs Signe Arnfreds takketale her

Lise Busk-Jensen: Romantikkens forfatterinder bd. 1-3 (1838 sider)
Gyldendal, 2009 (doktorafhandling, forsvaret 2010)

Charlotte H. Kroløkke:  ”Biotourist Performances. Doing Parenting during the Ultrasound”.
Text and Performance Quarterly 31:1, 2011, pp.15-36

Kraka-prisen deles i år mellem to værker, der repræsenterer spændvidden i den aktuelle danske kønsforskning. Det ene er 3-bindsværket Romantikkens forfatterinder (2009) af Lise Busk–Jensen, der fortsætter og fornyr det klassiske projekt at dokumentere kvinders bidrag til den danske kulturarv, og som kombinerer doktorafhandlingen med den brede fortælling i en dansksproget monografi. Det andet er artiklen Biotourist Performances. Doing Parenting during the Ultrasound (2011) af Charlotte Kroløkke, der viser nye veje ved at anvende et kombineret køns- og seksualitetsperspektiv i et komparativt studie af de nye reproduktionsteknologier (Danmark og USA), og som er udgivet i et internationalt fagfællebedømt tidsskrift og derved giver dansk kønsforskning en stemme over for et internationalt fagkollegium.

Romantikkens forfatterinder er en litteraturhistorisk afhandling om 76 danske forfatterinder, der er debuteret i perioden mellem 1820-1870, og hvoraf mange ikke tidligere har været kendte. Værket bidrager derved til det dokumentationsprojekt, der har udgjort en rød tråd i kønsforskningen siden 1970erne. Debatten omkring Romantikkens forfatterinder har drejet sig om, hvorvidt de beskrevne forfatterskaber giver anledning til en revurdering af den litterære 1800-tals kanon. Lise Busk-Jensen forsøger ikke at svare på det spørgsmål én gang for alle, men peger enkelte ud, som må være et minimum, herunder Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger. Værket indstilles ikke mindst i kraft af det omfattende dokumentationsmateriale i bind 3, som vil være en rig kilde for videre forskning, og for de velskrevne analyser i bind 2 med vægt på forholdet mellem liv, værk og samfund. Læseren præsenteres her for Lise Busk-Jensens fortælling om romantik og kvindelitteratur, baseret på et omfattende, livslangt engagement og en imponerende empirisk fylde.

Biotourist Performances. Doing Parenting during the Ultrasound er udgivet i det anerkendte internationale tidsskrift Text and Performance Quarterly. Artiklen præsenterer en del af Charlotte Kroløkkes forskning i køn og nye reproduktionsteknologier, her et projekt om den ultralydsscanning. Undersøgelsen er baseret på observation ved 70 ultralydsundersøgelser, samtaler med 70 deltagere, interviews med 10 kvinder efter de havde født samt samtaler med professionelle på to klinikker i henholdsvis Danmark og USA (New Mexico). Charlotte Kroløkke konkluderer efter en yderst velskrevet og vittig indføring i materialet, at de kommende forældre (og øvrige familiemedlemmer, ikke mindst bedsteforældre) ved disse ultralydsundersøgelser indøver ’drejebøger’ vedrørende køn, seksualitet, forældreskab/familieskab, der er koreograferet af de professionelle. Der iagttages en række kulturelle forskelle mellem Danmark og USA, men også en forbavsende grad af overensstemmelse i iscenesættelsen af de normer for køn, seksualitet og (kerne)familiedannelse, der indskriver det endnu ufødte liv i en bestemt forventningshorisont og social orden. Artiklen bidrager til at rejse spørgsmålet om de nye reproduktionsteknologiers kulturelle og sociale indlejring, og den opstiller den provokerende tese om ”bio-turisme” som en ny form for kolonialisering af såvel kvindekroppen som fosteret.

Kraka-bestyrelsen, april 2011

https://koensforskning.dk/micronase-cheap-paypal

Lene Myong Petersen/Cho Shin-hee: Adopteret – fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse. Ph.d.afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, 2009.

Adopteret – fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelsehonoreres med Kraka-prisen for sit vægtige og originale bidrag til dansk kønsforskning. Værket sammenkæder på konstruktiv vis kønsforskning med adoptionsforskning, slægtskabsforskning, minoritetsforskning og postkolonial forskning. Afhandlingen giver ny og værdifuld viden, og den demonstrerer, hvordan kønsforskningen med fordel kan lade sig informere af og selv bliver informeret af andre forskningsområder. Samtidig understreger værket kønnets sammenvævning med især etnicitet og race.

Afhandlings emne er transnational adoption, og det empiriske udgangspunkt er 35 kvalitative interviews med voksne koreansk adopterede, som rammes ind af en grundig præcisering af den sociale kontekst, omfattende læsning af litteratur om slægtskab og adoption samt populærkulturelle fænomener.

Gennem analyse af interviewene aftegnes tydelige mønstre, der viser, hvordan de koreansk adopterede både opfattes som ‘danskere’ – og så alligevel ikke helt.

Med citatet Den danske sang er en ung blond pige zoomes der ind på race i forhold til slægtskab som afhandlingens gennemgående tema. Hverken race eller adoption har i særlig stort omfang været italesat i informanternes opvækst. Snarere har der været tale om farveblindhed som et væsentligt element i ønsket om at inkludere transnationale adoptivbørn i det etnisk danske vi . Men farveblindheden indebærer en racial stilhed. Den har til hensigt at nedbryde racialiserede forskelle og identiteter, men kommer i stedet til at reproducere og forstærke hvidhed som en usynlig og dominerende norm i en dansk kontekst. Et andet aspekt af race er kønnede forskelle i konstruktioner af asiatiske maskuliniteter og femininiteter, hvor positioner som afseksualiseret og hyperseksualiseret fremlæses på tværs af køn og seksualitet.

Gennem de grundige og dybtgående analyser bidrager afhandlingen ny og brugbar viden om køn og race. Men den skriver sig samtidig ind i en tradition for kritisk adoptionsforskning, ligesom den understreger betydningen af dette centrale tema i forhold til at forstå forholdet mellem følelser, slægtskab, køn, seksualitet og (racialiserede) identiteter.

Afslutningsvis skal det fremhæves, at afhandlingen har skabt en omfattende debat om transnational adoption. Dette understreger emnets globale og samfundsmæssige relevans, men også forfatterens gode formidlingsevner. Der er tale om en yderst velskrevet afhandling, der formår at kombinere dybde og videnskabelig grundighed med en nærværende og læseværdig formidlingsform.

Bestyrelsen for KRAKA-prisen

https://koensforskning.dk/cialis-daily-tadalafil-for-40-year-old

Læs Lene Myong Petersens takketale her 

Stine Faber: På jagt efter klasse. Ph.d.-afhandling. Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet 2008, 271 sider

På jagt efter klasse honoreres med KRAKA-prisen 2009 for på overbevisende vis at sætte fokus på kønnets sammenvævning med klasse i nutidens samfund. Værket genopliver derved det klassespørgsmål, som i de senere år har været underbetonet til fordel for analyser af samspil mellem køn, etnicitet og seksualitet.

På jagt efter klasse demonstrerer, at klassespørgsmålet er helt centralt, når det drejer sig om at begribe nutidens kvinder, om end klasse fremtræder meget indirekte. Med udgangspunkt i etnisk danske kvinders livsfortællinger demonstrerer værket, at sociale skel, distinktioner og skillelinier kontinuerligt reciteres og skabes i kvindernes italesættelse af og relationer til andre, og at kvindernes klassemæssige prægning har stor betydning for deres selvforståelse og for deres personlige oplevelser, erfaringer og handlingsvalg. Det fremgår imidlertid også, at klasse i højere grad manifesteres gennem modstand, afstandstagen og dis-identifikation end gennem accept og identifikation. Nogle af værkets mest spændende analyser viser således, hvordan klasse og køn virker sammen og producerer bestemte diskurser om fx moderskab. De interviewede kvinder retter således en social kritik ikke ud fra, at nogle er mere eller mindre økonomisk privilegerede, men ud fra, at der er nogen, som er mødre på forkerte måder. Herigennem viser værket, hvordan klasse i dag optræder i forklædning, og at individualisering og andre differentieringsprincipper ikke har gjort klassemønstre forældede – blot mindre synlige.

På jagt efter klasse bygger på interviews med 20 kvinder, og det er deres subjektive oplevelse af klasse, der studeres i værket. Teoretisk tages afsæt i Pierre Bourdieus forståelse af klasse som noget, der produceres i relationer mellem mennesker, og som noget, der eksisterer både som materielle fordelinger og som symbolske repræsentationer og mentale strukturer. Desuden hentes begrebet performativitet fra Judith Butler, hvilket bidrager til at tydeliggøre, at både køn og klasse er en aktiv og kreativ praksis. En af værkets bedrifter er gennem kvindernes livsfortællinger at levendegøre, hvordan klasse bearbejdes og forhandles som en del af identitetsskabelsen, selvom kvinderne ikke umiddelbart ytrer sig om klasse.

På jagt efter klasse har lagt nogle afgørende byggesten til en videre udforskning af klassespørgsmålet i dansk kønsforskning. Værket udgør et originalt og vigtigt bidrag til kønsforskningen, men også til den generelle sociologi ved at analysere klassers fremtrædelsesformer i nutidige samfund og ved at belyse sammenvævningen mellem køn og klasse. Ved at honorere På jagt efter klasse med KRAKA-prisen ønsker prisbestyrelsen, udover at værdsætte dette fine værk, også at stimulere den jagt efter klasse inden for kønsforskningen, som værket har slået an.

Bestyrelsen for KRAKA-prisen og Foreningen for Kønsforskning

https://koensforskning.dk/cheap-authentic-tentex-forte

Læs Stine Fabers takketale her

Birgitte Possing: Uden omsvøb – Portræt af Bodil Koch.
Gyldenal 2007, 392 sider.

Uden omsvøb – Portræt af Bodil Koch honoreres med KRAKA-prisen for at løfte en af de mest betydningsfulde kvindestemmer i dansk politik og foreningsliv frem og dermed bidrage til dansk køns- og demokratihistorie. Set i lyset af den aktuelle demokratikanon udgør værket en nødvendig og autoritativ korrektion. Værket er på næsten 400 sider, velskrevet og fremragende illustreret.

Uden omsvøb er en synliggørelse af en markant demokratisk og kvindepolitisk stemme, der havde gennemslagskraft i sin samtid, og som har sat væsentlige spor i nutidens demokratiske kultur og kvindepolitiske profil. For det første fordi Bodil Koch i både teori og praksis fik sat et kvindeligt perspektiv på demokratiet. For det andet fordi Bodil Koch i sin politiske praksis lyttede til og bakkede op omkring bevægelser og organiseringer i det civile samfund.

Birgitte Possing skildrer Bodil Koch som en engageret debattør; som grundlægger af Folkevirke; som kvindelig politiker, kirke- og kulturminister; som teolog og kulturkritiker og endelig som intellektuel sparringspartner for ægtefællen Hal Koch. Forfatteren åbner også de mindre kendte sider af Bodil Kochs liv, men med respekt for den ”urørlighedszone” som Bodil Koch selv fastholdt gennem hele sit liv. ”De lukkede øjne” – titlen på et portræt af Bodil Koch – bliver i biografiværket en metafor for den stadige forhandling af den biograferedes og biografens grænser.

Uden omsvøb bidrager til udvikling af dansk kønsforskning på flere måder. For det første fordi værket kombinerer biografigenrens fokus på enkeltpersoners livsforløb med centrale kønspolitiske temaer såsom forholdet mellem det offentlige og det private; ligestilling og forskellighed; betingelser for at integrere kvinder i elitepolitik; betydningen af kvindepolitiske organiseringer mv. For det andet fordi det bliver en levendegjort markering af sammenhængen mellem den demokratiske og den kønspolitiske udvikling. Det er ikke mindst Bodil Kochs fortjeneste, at kvinder og køn blev tænkt ind i den demokratiske vision, som kom til at præge den danske efterkrigstid.

Værket bidrager også til en formidling af kønsforskningen, som rækker ud over kønsforskningen egne rækker. Det trækker her kønnet ind i en bredere formidling af centrale skikkelser og træk i den danske politiske, kulturelle og demokratiske udvikling. At der her stadig anno 2008 er brug for synliggørelsesprojekter, der sætter fokus på køn, vidner regeringens nye Demokratikanon om. Mens kanonen fremhæver Hal Koch og Grundtvig som chefideologer i det danske demokrati, er Bodil Koch lige så usynlig som stort set alle de andre kvinder, der har præget det danske demokrati. Men kanonen usynliggør ikke kun markante kvinder; den overser også grundlæggende de værdier og perspektiver, som bl.a. Bodil Koch repræsenterede. Det gælder det kønnede perspektiv på demokrati, men også den folkelige basis og den aktive deltagelse i foreninger og bevægelser, som har spillet en altafgørende rolle i den danske demokratimodel.

Ved at honorere Uden omsvøb med KRAKA-prisen ønsker prisbestyrelsen at værdsætte dette fremragende værk, som givetvis kan være med til at sætte det fokus på køn og folkelig deltagelse, som den officielle Demokratikanon helt overser.

Bestyrelsen for KRAKA- prisen og Foreningen for Kønsforskning

https://koensforskning.dk/lamisil-terbinafine-hydrochloride-cost-online

Læs Birgitte Possings takketale her