Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Socialrettens kønsløse kønnede kroppe v. Camilla Jydebjerg, Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Absalon, casj@ruc.dk

I dette paper, undersøger jeg hvilke betingelser sociallovgivningen på beskæftigelsesområdet giver kroppe for at eksistere og blive til, og hvilken rolle køn spiller i disse tilblivelser.  Kroppen er et omstridt område i jobcentrets daglige praksis. Socialarbejderens vurdering af kroppens evne til at fungere på et arbejdsmarked er afgørende for, hvilken slags hjælp borgeren kan få og hvilke forpligtelser, der knyttes til denne hjælp. En af de måder borgere og borgeres krop registreres på i det sociale arbejde er via køn. Om borgeren er registreret som en mand eller en kvinde fremgår øverst i journalen, ligesom det ofte er ved køn, alder og ydelse borgeren kategoriseres. Forståelsen af sociale problemer er også ofte kønnet. Kvinder har funktionelle lidelser og ’ondt i livet’. Mænd begår kriminalitet og er misbrugere. Kvinder undertrykkes, mænd marginaliseres. Samtidig er lovgivningen formuleret kønsneutralt. Køn nævnes ikke og er ikke et lovmæssigt kriterie i sig selv. I paperet konkluderer jeg, at køn lever et dobbeltliv i beskæftigelsesindsatsen. På den ene side er kønsforståelser tilstedeværende i relation til forståelser og kategoriseringer af borgeren. På den anden side er køn så godt som fraværende i afgørelsespraksis eller forstås som en neutral beskrivende markør. Jeg diskuterer i paperet, hvilke konsekvenser dette tilstedeværende fravær får, for hvordan kønnede kroppe kan blive til i beskæftigelsesindsatsen. Jeg forsøger samtidig at udfordre dette med afsæt i en forståelse af (rets)subjektet inspireret af ’vulnerability theory’. ’Vulnerability theory’ gør op med det traditionelle liberale, rationelle, autonome, objektivt handlende bonus pater retssubjekt og tager i stedet afsæt i et kropsligt menneske, som altid allerede er dybt forankret i en konkret socio-materiel sårbar væren i verden. ’Vulnerability’ er et ontologisk grundvilkår for alle mennesker. Teorien er derfor også et opgør med en forståelse af udsathed, som udgrænser særlige grupper af mennesker som særligt udsatte fx på grund af deres køn.