Her ved udgangen af 2012 vil vi gerne fra bestyrelsen ønske jer alle et godt nytår!
Vi har i Foreningen for Kønsforskning haft et spændende år med både nye ansigter i bestyrelsen og diskussioner omkring både EU’s og Danmarks nye forskningsstrategier. Men også uden for (de symbolske) bestyrelseslokaler er der sket en del.
Under temaet Tro, håb & kærlighed blev der i foråret afhold årskonference på RUC – der skal lyde en stor tak til både arrangører og oplægsholdere. I samme forbindelse blev årets KRAKA-pris overrakt Signe Arnfred, der modtog hæderen på baggrund af værket Rethinking Gender in Africa.
Næste årskonference i Foreningen for Kønsforskning afholdes den 13. april 2013, i år arrangeret af KVINFO. Sæt allerede nu kryds i kalenderen!
Derudover har vi fejret 20-års jubilæet for Kvinder, Køn & Forskning, hvis stadige succes og relevans vi glæder os over. Vi håber, at vores medlemmer også nyder tidsskriftet, som i øvrigt er ved at blive digitaliseret. Se mere her.
Sammen med KVINFO har vi igen i år afholdt Vækstlaget – Nyt fra Kønsforskningen med stor succes. I det nye år vil vi arbejde videre på at udbrede konceptet til andre dele af landet. Vi hører gerne fra jer, hvis I har interesse i at være lokal samarbejdspartner i denne forbindelse.
Endelig vil vi blot minde om, at vi altid gerne modtager input til nye tiltag via foreningen@koensforskning.dk.
Godt nytår!
Submit a Comment