Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Kønslighed og/eller akademisk åbenhed v. Sidsel Eriksen, lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

I 1990erne var jeg involveret i en debat i Historisk Tidsskrift som delte historiefaget i to – for og imod relevansen af kvindebiografier. Det rystede mig, måske fordi debatten udsprang af noget langt mere alvorligt: nemlig det forhold, at der var 40 mandlige lektorer og professorer – hovedparten mellem 50 og 65 år – og to kvinder ved Institut for Historie i København. Og sådan havde det altid været.  Måske skal man ikke rode op i det gamle, men på den anden side er det jo vigtigt at prøve at forstå, hvorfor historiefaget (og historieforskningen)  i lang tid stod så kvindefremmed. Det er også på tide, at vi får taget fat på diskussionen af, hvad vi gjorde/kunne gøre i vores egen tid. I 1990’erne kunne man gøre noget ved det, fordi oplysninger om ansøgere, sammensætningen af bedømmelsesudvalg og også bedømmelser af ansøgerkredsen (til adjunkturer såvel som professorater) var tilgængelige for ansøgerne – uden restriktioner.  Det betød, at det gamle old-boys-netværks beslutninger kunne imødegås med argumenter om faglighed og relevans. I foredraget argumenteres for, at denne åbenhed var med til at sikre, at kvinder  rent faktisk blev ansat og fik mulighed for at gøre en forskel. Men det forpligter. Det, der frem for alt bekymrer mig nu, er, om vi i vores arbejde for at sikre ligestilling i virkeligheden slet ikke har gjort op med den gamle lukkede indforståede netværks-tanke. Er vi blevet til et ’old girls network’, der ikke længere protesterer mod den tiltagende lukkethed (og manglende faglige indsigt) i ansættelses- og udnævnelsesprocedurer til adjunkturer, professorater og forskellige ledelsesopgaver?