Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

2015: Bente Rosenbeck

Krakaprisen 2015 går til værket Har videnskaben køn? Kvinder i forskning af Bente Rosenbeck.

Med bogen Har videnskaben køn? samler og formidler Bente Rosenbeck mange års undervisning i køn og kønsteori på Københavns Universitet, dansk ligestillingshistorie og viden om ligestilling i Akademia.

Rosenbecks værk er på den ene side en klassisk synliggørelse af de kvinder, der er gået mod strømmen og ind i videnskaben trods forventningerne til deres køn, og på den anden side indskriver hun sig i en kategori-kritisk kønshistorie i og med, at hun undersøger, hvordan viden om kønnet og kvindeligheden er blevet konstrueret af videnskaben. Rosenbeck viser hvordan kønsforskningen og de feministiske teorier har rystet – samt udvidet rammerne for videnskaben ved at påvise og kritisere den ideologi, de antagelser og den videnskabelige kultur, som har været taget for givet og anset for naturgiven i forskellige perioder og indenfor forskellige fagområder.

Bogen falder i tre dele: En historisk gennemgang af kvinder i forskning og ”forskning” om kvinder, en oversigt over nyere kønsforskningsteorier og to mere debatterende kapitler, der stiller spørgsmål, om ligestilling i højere uddannelse og forskning og om kønsforskningen har forandret videnskaben.

Bente Rosenbeck viser, med et forrygende overblik og via medrivende empiriske eksempler hvordan den moderne videnskab paradoksalt nok både giver kvinderne formel adgang til Universitetet og samtidig bliver brugt til at føre rationelt bevis for, at kvinders psyke og fysik gør dem uegnede til at være akademikere.

Rosenbeck argumenterer for, at modsætningen mellem den offentlige og den private sfære udgør et centralt omdrejningspunkt for forståelsen af køn og akademia. Ved at repræsentere det private og hjemlige blev kvinder anskuet som en modsætning til det videnskabelige. Det problematiske billede af kvinden i videnskab var en parallel til det problematiske billede af kvinden i offentligheden.

Bogens kapitel om videnskabelighed og kvindelighed udgør en overbevisende gennemgang, som på forbilledlig vist syntetiserer en række studier af kvindelighed og samtidigt sætter disse i en historisk kontekst, der bl.a. omfatter politiske debatter om socialpolitik og ægteskabslovgivning i Norden.

En anden fascinerende redegørelse i bogen omfatter repræsentationer af de kvindelige studerende i fiktionen, der skildrer disse pionerers møde med akademia og akademisk kultur. Disse fiktive stemmer skrevet frem af bl.a. Gyrithe Lemche, Aase Handen og Sonia Hauberg, belyser jf. Rosenbeck vanskeligheden ved at begive sig ind i universitetsverdenen og det hun med bl.a. tysk forskning i hånden karakteriser som ’det akademiske borgerskab’ iklædt en ideologi om maskulinitet.

En af værkets kvaliteter er både dets historiske gennemgang af bevægelser fra ’kønsrolleforskning til kvindeforskning’ og fra ’kvindeforskning til kønsforskning’ og i forbindelse med sidstnævnte dens gennemgang af nogle af de nutidige forståelser og teoretiske tilgange til studier af køn. Læseren møder her positioner og forskere, som tegner et landskab – også for en novice udi køns- seksualitets- og andethedsforskning, og her taler bogen ud til en bred akademisk offentlighed.

Kapitlet om ligestilling i højere uddannelse og forskning er i høj grad baseret på Bente Rosenbecks egne erfaringer gennem 35 års engagement i ligestillingsarbejdet på universiteterne. Her møder vi en skarp og kritisk gennemgang af ministeriers og universiteters ligestillingsbestræbelser, der bliver sat i perspektiv både af bogens historiske afsnit og af de kønsteoretiske overvejelser. Bente Rosenbeck peger i særlig grad på akademias herskende neutralitetsdiskurs som en bremse for ligestillingsbestræbelserne og understreger, hvorledes universiteternes faglighed må ændres, før der kan skabes ligestilling.

Til slut stiller Bente Rosenbeck spørgsmålet, om kønsforskningen har forandret videnskaben? Som hun besvarer med en forsigtig optimisme, idet kønsforskningen allerede har medført en udvidelse af, hvad der betragtes som legitime forskningsområder og synsvinkler. Og Rosenbecks udgangsreplik er, at i Akademia vil en bedre kønsbalance ikke blot indebære større retfærdighed og øge kundskabsressourcerne, men  vil også bidrage til en demokratisering og modernisering af videnskaben.

Værket skriver overbevisende og yderst velskrevet kvinders ligestillings- og uddannelseshistorie ind i universitetshistorien og videnskabshistorien og kobler på ambitiøs vis denne til videnskabsteorien og kønsvidenskabens videnskabskritik.

Afslutningsvis skal fremhæves, at Bente Rosenbeck kontinuerligt og vedholdende har spillet en aktiv rolle i selv at forandre videnskaben, at gøre “det private videnskabeligt” og skabe rum for kvinders liv og erfaringer. Både som studenterpolitisk aktiv, som rødstrømpe, gennem forskellige nævn og udvalg, hvor hun har kæmpet for større ligestilling på universiteterne, og ikke mindst som en utrættelig stemme i den offentlige debat. Ved at give Bente Rosenbeck Krakaprisen, gives prisen således ikke bare prisen til et enkeltstående værk, men til et livsværk.