Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Takketale

Først og fremmest tusind tak til prisudvalget for de fine ord og for den anerkendelse i tildeler mit arbejde med afhandlingen om piger og vold. Også et meget stort tak til mine kollegaer på RUC for at indstille mig til prisen. Jeg føler mig meget beæret over at blive anerkendt i dette fora af kønsforskere, fordi min afhandling netop er et produkt af mødet mellem den nordiske kønsforskning og den amerikanske feministiske kriminologi. Faktisk har nogle af de tidligere modtagere af KRAKA-prisen været centrale inspirationskilder for min undersøgelse af forholdet mellem køn, magt og vold.

Min undersøgelse har først og fremmest søgt indsigt i, hvordan socialt udsatte piger og unge kvinder gør brug af vold, og hvilken betydning de tillægger volden. Jeg har ønsket at bryde med en etableret forståelse, der anskuer pigers voldelige adfærd som udtryk for individuelle problematikker og patologi.

De nordiske undersøgelser har været domineret af en socialpsykologisk forståelsesramme, der ser vold som udtryk for bagvedliggende problemer, der bunder i mistrivsel og opvækst i dysfunktionelle familier. Jeg ønskede med afhandlingen at flytte fokus fra de dysfunktionelle individer og deres familier til en undersøgelse af voldens form og funktion i pigers hverdagsliv.

Der er i bred forstand nogle konceptuelle barrierer for at begribe pigers brug af vold som andet end patologi eller afvigelse. En række forskere fremhæver, at pigers brug af vold udgør en dobbeltafvigelse, idet pigerne både overskrider samfundsnormer, der i stigende grad sanktionerer brug af vold og overskrider passende fremførelse af femininitet. Jeg ønskede at bevæge mig udover både det patologiske blik og blikket på vold som kønnet afvigelse.

I mine læsninger af pigernes beretninger om voldelige hændelser var jeg optaget af at forfølge de subjektpositioner, der blev sat i bevægelse. Jeg fandt, at pigers brug af vold kan være forbundet med bevægelser mod at være ”syg i hovedet”, ”klam” eller ”taber”, men de kan også bidrage til at etablere subjektpositioner forbundet med magt og handlekraft.

En af pigerne siger følgende:

Man skal virkelig vise, at folk skal have respekt for én. Og at man virkelig kan noget. For ellers bliver du slået ned, bliver du overfaldet, bliver du et eller andet, hvis du viser, at du er svag.

Det hverdagsliv pigerne beretter om, er karakteriseret ved en forventning om andres brug af vold. De fortæller om en overraskende forekomst af vold i hverdagslivet – vold i familien og mellem jævnaldrene, mobning i skolen, tyveri, chikane og trusler. Vold og krænkelser finder ikke sted dagligt, men de er en del af hverdagens forventningshorisont, og det former unges interaktion på afgørende måder.

I dette sociale terræn kan det være særdeles effektivt at være kendt som én, der ikke finder sig i noget. Jeg genkender et rationale for respekt og gengældelse, der betyder, at vold ikke kun udgør en afvigelse, men kan være en både berettiget og forventet reaktion på krænkende adfærd. Vold er et redskab til positionering og regulering af andres plads i og udenfor fællesskabet. Brugen af vold er imidlertid reguleret af forventninger og begrænsninger, der er betinget af alder, køn og etnicitet. Jeg har derfor anlagt et intersektionalitetsperspektiv, der synliggør, hvordan kategoriseringerne i forening sætter specifikke muligheder og betingelser for modstand og etablering af magtfulde positioner.

Det er et begrænset antal af unge, der ofte gentagne gange og mere eller mindre direkte er i konflikt med hinanden. Volden som aktualitet og potentialitet banker som en ”puls af uvished”, og her citerer jeg Jette Kofoed, og sætter både positioner og relationer i kontinuerlig bevægelse. Hvem finder sig i hvad? Hvem bakker op om hvem? Hvem er værdige til beskyttelse og hvem ekskluderes af fællesskabet?

Volden, den truende adfærd og den fortællende voldspraksis (som trods alt fylder mest) indgår i et spil om magt og muligheder. Det er mikropolitiske kampe, der udspiller sig ikke bare blandt piger men blandt unge af begge køn. Jeg har været særligt optaget af pigernes multiple kønnede tilblivelser i dette rhizomatiske sociale landsskab. For det er med kønnet som indsats og omdrejningspunkt at pigerne involverer sig i konflikter med vold både som potentialitet og som aktualitet.

Jeg følger eksempelvis Mayas kønnede tilblivelser gennem en række konflikter på hendes efterskole. Hendes narrativ fortælles frem som en noget slingrende passage fra at være udsat og afvigende til at blive genkendt indenfor rammerne af hegemonisk femininitet. Hun siger følgende:

Når jeg stod og kiggede mig i spejlet, så kunne jeg se, hvordan jeg ville ende, hvis jeg fortsatte med det her. Med at tage stoffer og slås og køre psykisk terror på andre. Jeg ville ende som en trunte, der rendte rundt i en 1-værelses lejlighed og ikke havde råd til at betale en skid. Stå nede på gaden for at få penge til mit stof og få penge til at købe mad. 

Maya frygter, at hun vil ende som narkoprostitueret, hvis ikke hun lægger stilen om. Hun bliver tilbudt et ophold på en efterskole, hvilket udgør en vigtig brik i hendes bestræbelser på at fjerne sig fra den livsbane, der inkluderer vold og stoffer. På efterskolen møder hendes bestræbelser imidlertid en del modstand. På den ene side er der en udtalt nul-tolerance for vold (vold er udsmidningsgrundlag), på den anden side er efterskolen befolket af unge, der deler rationalet om respekt og gengældelse.

På én gang trækker Maya på en hegemonisk femininitetsdiskurs hvad angår det lange, glattede hår, de ordnede negle og passende heteroseksuel orientering, samtidig med at hun søger en position øverst i elevernes hierarki gennem en aggressiv attitude og ved at vise vilje til vold. Det producerer et spændingsfelt mellem at gøre nok, for at sætte sig i respekt, uden at gøre for meget, og risikere udsmidning og genkendelse som afviger.

Dette spændingsfelt forbliver uafklaret gennem hele hendes konfliktnarrativ. Maya frygter ikke bare vold og dominans fra andre piger, men også den chikane og underordning, som drengene inviterer hende til. Som hun siger, ”for dem var tøser bare noget, der skulle kneppes, og så skulle de kende deres plads”. Her træder hyper-maskulinitet frem som et magtfuldt fortællespor, som underordner pigerne som sårbare og passive og som objekter for det heteroseksuelle begær.

Som subjekt vil Maya gerne det heteroseksuelle blik, men hun gør modstand mod en underordning. Hendes modstand udspiller sig (næsten) indenfor rammerne af hegemonisk femininitet. Hun svarer igen, når hun føler sig nedgjort, og på et tidspunkt uddeler hun en syngende lussing til en af drengene, i hele skolens påsyn. Hun balancerer flere gange den hårfine grænse mellem at gøre nok og gøre for meget, mellem at fremstå magtfuld i efterskolens sociale terræn og undgå genkendelse som afviger, på vej mod positionen som ”social taber-luder”, for at blive i hendes egen kategorisering.

Afvigelse og patologi er i høj grad kategoriseringer, der er i spil i pigernes møde med velfærdsstatens behandlende og adfærdsregulerende institutioner. Det er Louise et godt eksempel på. Ingen tvivl om, at hendes brug af vold er ekstrem ikke mindst på grund af de elementer af ydmygelse og seksuel krænkelse, der indgår i den vold, hun udøver. Hun er imidlertid også et eksempel på, at piger der bruger vold bliver til som behandlingskrævende afvigere ud fra historisk specifikke logikker, rationaler og behov.

Den måde piger karakteriseres på i den dominerende socialpsykologiske forståelse har fokus på manglende empati, manglende impulskontrol, manglende sociale kompetencer, og grænseoverskridende seksualitet. Det afspejler dominerende forestillinger om kvinder som omsorgsfulde, empatiske, kontrollerede og konsensussøgende. Og diagnoserne står i kø, for at forklare pigers voldelig adfærd.

Det var ordene om afhandlingen. Måske mere et forsøg på at pirre nysgerrigheden end et forsøg på at skitsere afhandlingens centrale bidrag til kønsforskningen. Jeg glæder mig nu til at kaste mig over mit næste projekt, der omhandler pigers afsoning på sikrede institutioner. Forskningsrådet for Samfund og Erhverv har bevilget en postdoc, hvor formålet er at anlægge et kønsperspektiv på behandling og straf af kriminelle unge.

Danmark udmærker sig internationalt ved, at vi som et af de eneste vestlige lande udelukkende tilbyder kønsintegreret afsoning. Det har formodentlig nogle særlige implikationer for de kvindelige afsonere, der udgør en minoritet på institutionerne. Jeg glæder mig til at videreudvikle forståelsen af køn, risikoadfærd og vold, med fortsat inspiration fra alle jer kollegaer beskæftiget med kønsforskning.

Så endnu en gang: Tusind tak for Kraka-prisen!.