Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Takketale

Kære KRAKA-prisbestyrelse, indstillere og Else Høyrup

Tusind tak for denne fine pris. Jeg synes, det er ret vildt og snurrende-i-maven-agtigt at få sådan en anerkendelse. Og det er dejligt, at prisoverrækkelsen foregår netop i dag på en konference, der er helliget temaer som etnicitet og køn, intersektionalitet og mangfoldighed.

Der er i dag vist ikke tvivl om, at etnicitet og køn betyder noget. Der er vist heller ingen tvivl om, at man er meget uenige i, hvad det så lige betyder. Det er på dette område ganske tydeligt, at blikket afhænger af, ikke bare hvad der tales om men i høj grad, hvor der tales fra.

”Hvad er i grunden etnicitet og køn? Hvad er i grunden mangfoldighed?” kunne man få lyst til at spørge, når man kigger ned over f.eks. denne konferences program og lader sine øjne fæstne ved pudsige ord som ”smadderfrigjorte Lise”, ”kærlighed, der bliver til tvang”, kriminalitet og maskulinitet” mm.

Som flere af konference-indslagene signalerer – og som flere af dem forsøger at problematisere – ved ”vi” i hvert fald godt, hvad ”vi” mener med begrebet mangfoldighed. Det har noget med de Andre at gøre. Især de etnisk racialiserede Andre, der på deres kroppe bærer udlændingetegn og inskriptioner om indvandring fra Mellemøsten, Asien og Afrika. Allermest handler mangfoldighed i den dominerende diskurs om de ultimative Andre, muslimerne – dem der i hverdagens diskurser forbindes med ”tvangsægteskaber”,”hovedtørklæder” og ”kriminelle rødder”.

I reglen er mangfoldighed nemlig alt det, ”vi” ikke er: Ikke-kristne, ikke-hvide, ikke-danske, migranter og ikke-fastboende. I reglen oversættes etnicitet til et spørgsmål om migranter ligesom køn oversættes til et spørgsmål om kvinder. Kombinationen hvidhed, danskhed og maskulinitet er faktisk sjældent en del af mangfoldigheden. Den mangfoldighed, ”vi” som oftest griber fat i, er med andre ord majoritetsekskluderende og andetgørende. Og videre er der ofte også en indbygget værdisætning og hierarkisering af mangfoldigheden på spil, hvor forskellige etniciteter konkurrerer om førstepladsen.

Begrebet om mangfoldighed og mangfoldighedshåndtering (diversity management) indeholder ofte en mere eller mindre skjult stræben efter ikke bare forskellighed, men også en inddæmning og ensgørelse af netop diversiteten. Det ser vi f.eks. i skolen, hvor man taler om rummelighed samtidig med, at man regulerer elevernes identiteter med bestemte teknologier så som elevsamtaler, refleksionsfora etc. Her er budskabet at mangfoldigheden heller ikke skal være for bred, for ultimativ, men netop genkendelig og passende. Her er vi fanget i en neoliberal diskurs, der taler om mangfoldighed, men som samtidig opretholder krav om entydighed – f.eks. når skolen kræver, at eleverne skal lede sig selv, men samtidig guider selvstyringen ind i den rette retning. Altså man skal være forskellig og Anden på en passende måde. Det skal ikke blive for kompliceret og komplicerende. Det skaber problemer og gør praksis uhåndterbar.

En del forskning lige nu går den modsatte vej og forsøger at komplicere billedet af, hvad mangfoldighed kan være.

Tidligere har der i en del kønsforskning været tendens til, at etnicitetskategorien ikke inddrages og at kultur gøres lighed monolitiske, geografiske og sproglige enheder (gennem f.eks. nationalitetskategorier).

I etnicitetsforskningen har der omvendt været tendens til, at køn stadig blot er et spørgsmål om binære kategorier; dreng vs. pige, mand vs. kvinde (bemærk rækkefølgen, den er ikke tilfældig!).

Den vanskelige udfordring lige nu er, hvordan man jonglerer med flere decentrerede, men også sammenvævede kategorier på en gang, hvordan man undgår at kun den ene kategori udsættes for udfordring og den anden forbliver intakt og indforstået. Det er den metodologiske udfordring, der forsøges håndteret med det hotte ord ”intersectionality” eller i en skandinavisk version ”intersektionalitet”, og som er en begrebsliggørelse og en metodologi, der har et kompleksitetssensitivt sigte. Og hvor kompleksiteten søges gennem at se på, hvordan kategorier leves, betydningssættes og transfomeres i interaktive processer. Hvordan de infiltrerer sig, toner, gennemfarver og skygger for hinanden.

Det er dog ikke alle, der vil en sådan komplicering og kompleksitet. Komplicering og kompleksitet er en omstridt strategi. Nogle anvender dem som radikalt refleksive strategier. Andre nærer stor aversion og taler om forenkling og tydelighed som forskningens metier.

Hvorfor kan man have aversioner mod at anvende kompleksitetssensitive forskningsredskaber? Det kan der være mange grunde til. Det, jeg her vil se på, er, hvad der kan ske, når man nysgerrigt forsøger at åbne diskursen en smule og levitere lidt over betydninger. Afvise frosne kategorier, løsne grebet om entydighed og skubbe etablerede andetgørelse og hierarkier, etablerede helte- og skurkebilleder.

En aktuel sag kan belyse det. Bogen Efter drabet og en efterfølgende dokumentarfilm af journalist Peter Øvig Knudsen handler om de ca. 400 stikkerlikvideringer bygger på en række interview med modstandsfolk, som fortæller om gennemførslen af likvideringerne. På baggrund af bogen og ved at sammenkæde den med endnu en aktuel bog Forbrydere uden straf, som gennemgår sager om tyske krigsforbrydere, der ikke er blevet dømt for drab under besættelsen har de danske nazister (DNSB) nu meldt en række tidligere modstandsfolk til rigsadvokaten og bedt om at få rejst sag om manddrab.

I den forbindelse udtaler formanden for DNSB, Johnny Hansen fra Greve, at da begrebet ”drab” dækker den tilsigtede og retsstridige berøvelse af et andet menneskes liv, og da gældende retsorden som hovedregel bør gælde for alle, vil ethvert angreb på et menneskes liv og førlighed således være en retsstridig handling. Lighed for loven er et bærende princip i den danske lovgivning, citerer Jonny korrekt den dominerende diskurs og åbner op for en retssag mod modstandsfolkene.

Se, det der sker her er interessant. Peter Øvig Knudsen åbner diskursen om besættelsestidens og modstandsbevægelsens heltemod og gør modstandsfolkenes identiteter mere komplekse og flertydige, hvorefter Johnny Hansen griber de hager, der er i Øvigs diskursive åbning, trækker en allerede etableret og dominerende retfærdighedsdiskurs frem og forsøger at lukke Øvigs diskursive åbning med krav om juridisk ”entydighed” og retningsbestemt handling.

Øvigs bog er ikke forskning. Men hans journalistisk manøvre med at sejle lidt rundt i rørt vande i forhold til besættelsestidens helte og skurke, og især konsekvensen af hans sejlads er også interessant i en forskningsmæssig sammenhæng om de ligeså politiserede problemstillinger omkring etnicitet, køn og mangfoldighed.

Også i forskning kan man blive gidsel i andres diskurslukninger. Som forsker kan man f.eks. opleve, at man forsøges indhentet af aktører, der vil lave politik på det, de tror, man siger. Det er f.eks. det er sket i de svenske diskussioner om Fadime, der blev dræbt af sin far. Det er i sådanne diskursive kampe, hvor forskere har oplevet sig som gidsler i diskurslukninger, de selv var i tvivl om eller slet ikke ønskede at bidrage til. Hvor man synes, at en lukning er ”forkert”; i den betydning, at man er politisk uenig eller finder, at lukningen vil få ubehagelige, ja undertiden voldelige konsekvenser for nogle, man ellers er solidarisk med eller sympatiserer med. Eller ”forkerte” i den betydning, at diskurslukningen vil understøtte magt- og dominans-forhold, man finder uhensigtsmæssige.

Det kan være, at angsten for at blive gidsel sætter grænser for lysten til at åbne diskursen og til at lade den være åben et stykke tid. I politiserede områder kan det være yderst vanskeligt at arbejde radikalt refleksivt. Måske er det i den erkendelse og det ubehag, vi slår bak og søger forenklingen. Måske er det angsten for de forkerte lukninger forleder os til at give køb på kompleksiteten, reducerer i antallet af kategorier, droppe flertydigheden og nuancerne. Så kan vi måske være heldige at undgå en ”fortynding” eller en ”underminering” af det, vi har gang i. Diskurslukninger foregår ikke i tomrum. De finder sted i en verden, hvor magten allerede er ranet, og noget allerede fikseret. Hvor det allerede er bestemt, hvem der er den første og den anden, og hvad der er det rigtige og det forkerte, det passende og det upassende.

Hvilke diskursive åbninger, der kan laves hvor afhænger naturligvis af konteksten. Af politiserede med- og modvinde.

Der er ingen lette løsninger på dilemmaet. Det placerer alle – og især os, der har skiftet identitetspolitikken og standpunktsteorierne ud med radikalt refleksive begreber og komplicerende analysestrategier – i det Patti Lather vil kalde et aporia. Et omstridt sted, hvor vi må wrestle med vores ideer for at finde nye steder og nye veje, der endnu ikke findes.

Én vej måske ikke ud men videre i dette morads kan være et princip om at se på de skiftende minoriteter. Dvs. at opgive solidaritet og bekymring med bestemte grupper af mennesker (f.eks. kvinder, piger, mænd, drenge, indvandrere eller danskere, elever eller lærere), men i snarere være solidarisk og bekymret forhold til de lokalt tilblevne og skiftende Andre (og det kan alt efter kontekst og situation være kvinder, piger, mænd, drenge, indvandrere eller danskere, elever eller lærere). Her bliver den analytiske optik altså rettet mod forskydninger i magtforhold, og bestræbelsen bliver at undersøge, hvornår og hvordan den Anden ikke længere er den Anden. Den anden kan nemlig blive den første – selvom det er i få lokale, situerede og korte øjeblikke. Og omvendt den første kan blive den Anden i få lokale, situerede og korte øjeblikke. Det er her, hvor vi må reflektere over, hvis lidelser, der let kan forskes i og skrives om, fordi de støtter en bestemt identitetskamp, og hvis lidelser, der gemmes væk for at tækkes samme identitetskamp.

Det handler således ikke bare om lade magten komme til udfoldelse og lade den være uanfægtet, men om at holde den i ave ved at modarbejde frosne og stivnede minoritets- og majoritetskategorier.

En anden vej kan være et princip om at afbryde førsteheden ved at undersøge dens konstituering. Dvs. at man kan gøre det maskulinitetsforskere og etnicitetsforskere allerede er godt i gang med at gøre, nemlig at undersøge mænd som køn og hvide/danskere som etniske. Og det queerforskere gør, når de udfordrer heteronormativiteten og det bi-teoretikerne gør, når de udfordrer homo-normativiteten. På en og samme tid forstås.

Hvis man f.eks. skal undersøge, hvorfor der er så få (etniske minoriserede og majoriserede) kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, kan man frem for at se på de manglende aktørers mangler undersøge, det der faktisk er over glasloftet hvide, globaliserede maskuliniteter med adgang til rationalistiske forståelsesrammer og flair for økonomisk og juridisk tænkning. Og man kan undersøge, hvad det er for nogle kulturelle kloningsprocesser, der leder frem til, at det gang på gang bliver lige netop de kategori-bærere, der ses som de mest passende her.

Med den optik drejer det sig ikke bare om førstehedens eksistens, men om at analysere den måde førsteheden dagligt og lokalt bliver til på og den måde førstehedens tilblivelse dagligt og lokalt skaber og udgrænser det andet og De Andre.

Det kan være, at principper som de to nævnte kan give eksempler på, hvad mangfoldighed også kan være – bortset fra ”tvangsægteskaber”, ”tørklæder” og ”kriminelle rødder” – og her har jeg så altså ikke sagt, at vi ikke også skal se på ”tvangsægteskaber”, ”tørklæder”, ”kriminelle rødder” osv. – men jeg har foreslået, at vi analyserer det relationelt, majoritetsinkluderende og med udsigt til, hvad der er diskursivt og kontekstuelt indstiftet som førstehed.

Hvis man overhovedet skal begive sig ud i mangfoldighedens aporia kræver det kollektive subjekter. Det her er ikke noget, man kan gøre alene. Uden støttende, udfordrende, øjen- og døråbnende netværker kan man ikke lave diskursive åbninger.

Tak til alle jer, kolleger på DPU, på RUC og i køns- og minoritetsforskningsmiljøerne, der har skubbet mig ud i diverse aporiaer og igen har hjulpet mig med at finde veje, når jeg har mistet fodfæste og ikke kunne komme videre..