Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Prisoverrækkelsen

v. sidste års prismodtager Maja Bissenbakker Frederiksen

Jeg har den store ære at meddelelse, at KRAKA-prisen i år tildeles adjunkt, ph.d. Dorthe Staunæs, Institut for pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet, for ph.d.-afhandlingen ”Køn, etnicitet og skoleliv”.

Staunæs analyserer i sin afhandling, hvordan etniske og kønnede subjektiverings­praksisser sker blandt unge på 7. klassetrin. Dette gør hun gennem konkrete analyser af diskursive praksisser blandt elever, deres lærere og rektorer i to danske skoler – ”Søskolen” og ”Åskolen” – hvis forskellige skolepolitikker vises som særdeles betydningsfulde for elevernes subjektiveringsmuligheder. Hvor den ene skole fremhæver sin rolle som danskhedsformidler, så har den anden en eksplicit multikulturel målsætning. Begge skolers politikker og diskurser angående etnicitet resulterer i praksisser, som sætter ganske bestemte rammer for elevernes identitets­muligheder i forholdt til det, der betragtes som etnisk og kønsligt normalt og ikke-normalt – muligt og ikke-muligt.

Afhandlinger bidrager således med viden om, hvordan de kønnede og etniske subjektiveringsprocesser konkret foregår, men den finder også nye måder at italesætte Andethed på. Således behandler Staunæs blandt andet produktionen af en række grænsefigurer: De som på den ene eller den anden måde overskrider normerne for den foreskrevne performen af etnicitet, køn og seksualitet. På den ene side findes figurer som ”andengenerationsindvandreren”, ”tørklædepigen” og racisten” og på den anden ”bøssen” og ”luderen”. Ét af de mange interessante elementer ved undersøgelserne af grænsefigurerne er, at figurerne ikke primært forstås som uheldige subjekter, der ”er kommet i klemme mellem kulturer” eller ”overdetermineres af modstridende subjektpositioner”. Således ville fx ”homoseksuel i en muslims kultur” være en oplagt, men næppe dækkende kategorisering af én af afhandlingens figurer. Tværtimod viser Staunæs, hvordan grænsefiguren blandt andet affødes af normens forsøg på at etablere entydighed i de kønslige og etniske kategorier. Grænsefiguren optræder både som en identitetsmulighed og som et konstituerende Andet – som et udtryk for, hvordan etnisk og kønslig identitet kan gøres og evt. gøres forkert. Den bliver et knudepunkt for de seksuelle, kønslige og etniske identitetskategoriers overlapninger, deres gensidige understøtten og underminering af hinanden. Dermed giver figuren også et signal om, hvilke muligheder dansk skolekultur overhovedet tilbyder ’sine’ subjekter for at konstruere sig etnisk, kønsligt og seksuelt.

For mig har denne kritiske vinkel været særdeles lærerig, fordi den illustrerer, hvordan grænsefiguren kan benyttes til en analyse af normen og således til at synliggøre vores forestillingen om, hvad der udgør ”det sædvanlige”, ”det normale”. Snarere end at fokusere på minoriteten for at bekræfte dennes marginalstatus og fundamentale forskelsrelation til majoriteten, drejer Staunæs dette fokus, så grænsefiguren kommer til at udgøre en prisme, vi kan betragte normen igennem. Dette betyder ikke blot, at det bliver muligt at imødegå de ellers allestedsnærværende essentialiserende og reduktionistiske fore­stillinger om Kønnet og Kulturen som afgørende årsager til forskellige individers og gruppers handlen. Det betyder også mere fundamentalt, at analysen af marginalen bliver udgangspunkt for en kritik af normens konstruktion af sig selv som naturligt centrum. Det er for mig at se et fokus, der med sin underminerende rokken ved fantasien om ”det naturlige”, ”det oprindelige” gør, at Staunæs’ teoretiske og analytiske projekt i allerhøjeste grad bliver politisk og forandringsbærende.

Sådanne analyser bliver selvsagt særdeles virkningsfulde, når de kombineres med en i så høj grad inviterende formidlingsform som den, Dorthe Staunæs så suverænt besidder. Første gang, jeg stiftede bekendtskab med hendes forskning, var i forbindelse med åbningen af Koordinationen for Kønsforskning for et par år siden. De gange jeg siden har hørt og læst Staunæs, bliver jeg altid lige som dengang forundret over, hvor svært stof, det er, hun så legende let inviterer læseren og lytteren ind i. Ligesom jeg forbavses over, hvor åbenlyst anvendelige nogle ellers meget vanskeligt tilgængelige teoribygninger bliver, når de formidles via konkrete, hverdagsagtige eksempler. Samtidig har Staunæs en unik evne til at lokke tilhøreren til steder, vi tror, vi skal hen – blot for at servere en lidt anden, lidt mere udfordrende pointe end den oplagte. Hun evner at tilbyde optikker, der ikke lukker, men netop åbner for en flerhed af fortolkningsmuligheder.

Staunæs’ forbilledlige formidlingsevne ligger også den sproglige lethed: Det synes blandt andet at være hendes legen med ord og vendinger, som muliggør, at den videnskabelige tekst og den fortællende tekst kan invitere hinanden ind i nye fortællinger om etnicitet, køn og seksualitet. På denne måde tilbyder Staunæs konkret flere væsentlige alternativer til den dæmoniserende, bekymrede, eksotiserende eller negliserende retorik, som Det Andet og De Andre jo ellers oftest omgives med.

Frem for alt understreger Staunæs’ forskning på én gang, at subjektiveringskategorier som etnicitet, køn og seksuel identitet ikke kan reduceres til hinanden – men samtidig, at de heller ikke kan undersøges uafhængigt af hinanden. Dette er et faktum, som gør, at jeg ikke er i tvivl om, at Dorthe Staunæs’ forskning nu og fremover vil udgøre en uomgængelig inspirationskilde for dansk kønsforskning..