Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Takketale

I en akademisk verden med ensomt slid, konkurrence og præstationskrav, er det altid spændende, at se hvad der sker, når man giver slip på sit arbejde og sender det ud til omverdenens kritiske bedømmelse. Det er derfor med en forunderlig blanding af glæde, stolthed og taknemlighed at jeg i dag står her for at modtage Kraka-prisen for mit arbejde. Jeg vil først og fremmest gerne sig tak – tak for prisen og tak for den anerkendelse, der ligger i den.

Som historiker føler jeg det som noget ganske særligt at have fået Kraka-prisen. Der er lang vej igen før køn er en integreret analysekategori i historiefaget i Danmark. For mig er prisen derfor både en påskønnelse af det arbejde jeg har lavet, og en stor tilskyndelse til fortsat at arbejde for at gøre kønsforskningen mere synlig i historiefaget.

Jeg har i mit arbejde lagt vægt på at bringe køn i konkret anvendelse som analysekategori for at gøre det muligt, at se hvordan individer udnytter de diskursive strukturer som loven og myndighederne stiller til rådighed. Derved er det blevet muligt at skrive en anden historie, end historien om passivt marginaliserede kvinder – det er blevet muligt at se både mænd og kvinder som aktivt agerende og positionerende sig i forhold til de skiftende diskurser, der var til rådighed for identitetsdannelse og etablering af en position, hvorfra en vis magt over egen skæbne kunne udøves.

Jeg har analyseret myndighedernes regulering af befolkningens seksualitet i Danmark i 1700-tallet med henblik på at klarlægge hvorfor man regulerede, hvorfor man ophørte med at regulere og ikke mindst hvilke konstruktioner af køn og seksualitet, der fulgte med reguleringen. Den seksualitet, der blev reguleret, var de førægteskabelige forhold og forhold ved siden af ægteskabet – det var seksualitet, der truede ægteskabet som institution.

Mens jeg har arbejdet med afhandlingen er temaet gentagne gange blevet aktualiseret af debatten om regulering af seksualitet rundt om i verden og blandt etniske minoriteter i Danmark. Det forekommer mig derfor i dag ikke mindre vigtigt, at kende baggrunden for den kriminalisering af seksualitet uden for ægteskab, som historiske set har fundet sted i Danmark. Hertil hører også analyse af konsekvenserne når loven i den sammenhæng diskursiver køn og seksualitet.

I Danmark har myndighederne gennem tiden reguleret seksualitet i to sammenhænge. Enten har man, som i den tidlige middelalder, reguleret kvinders seksualitet som et slægtsanliggende. Eller også har man som senere, især fra reformationen og frem, reguleret både mænds og kvinders seksualitet med udgangspunkt i det kristne ægteskabs normer om jomfrudom ved ægteskabets indgåelse og monogami i ægteskabet.

Regulering af seksualitet på et religiøst grundlag betød i første omgang, at der ikke blot blev stillet krav til kvinden, men også til manden, om monogami i ægteskab. Først derefter blev den ugifte kvinde gjort ansvarlig for sin egen seksualitet i den forstand, at hun stod til straf, hvis hun frivilligt indlod sig i et seksuelt forhold før ægteskabet. Indtil da havde ansvaret for de førægteskabelige forhold være mandens alene.

Baggrunden for, at begge køn blev stillet lige for loven i reguleringen seksualitet var den religiøse synd som både mand og kvinde begik ved at krænke det 6. bud – “du må ikke bedrive hor”. Både manden og kvinden blev regnet for ansvarlig for synden og blev straffet for krænkelsen af Gud. Ansvarliggørelsen af den ugifte kvinde betød, at hun fik identitet som et selvstændigt retsligt og seksuelt subjekt frem for blot, at blive betragtet som objekt for mandens seksualitet. Hun var ikke længere passivt krænket, hun havde aktivt syndet.

Viljen til at se mand og kvinde som lige skyldige i et uægteskabeligt forhold dominerede lovgivningen fra begyndelsen af 1600-tallet til starten af 1700-tallet. Men trods lige skyld blev manden regnet som ansvarlig – initiativet og ansvaret for de seksuelle forhold var stadig hans.

Mandens ansvar for det seksuelle forhold rummede en forpligtelse til at gifte sig med den kvinde han havde et førægteskabeligt forhold til. I katolsk ægteskabsforståelse havde et hemmeligt samtykke, efterfulgt af samleje, udgjort et gyldigt ægteskab. Som et levn heraf var manden i Danske Lov fra 1683 bundet til at følge et seksuelt forhold til en ærbar kvinde op med et lovformeligt ægteskab, hvis hun og værgen accepterede det. Dermed var både mandens og kvindens seksualitet tænkt ind i en ægteskabelig ramme i en grad hvor samlejet i sig selv blev taget som udtryk for intention om ægteskab – den seksuelle handling blev et ægteskabsløfte som kvinden kunne henholde sig til og kræve at manden opfyldte.

Den religiøse synds ligestilling af manden og kvinden sammen med den tætte kobling af seksualitet og ægteskab gav – i mit perspektiv – kvinden en mere magtfuld og handlekraftig position end forskningen traditionelt har tillagt den stakkels forførte kvinde – og måske var denne position også for magtfuld efter samtidens smag.

Blikket på mandens seksualitet som naturligt indeholdende et ægteskabsløfte, på hans ansvar for samfundets sociale orden, og på den ærbare kvindes uskyldsrene seksualitet var under forandring. I 1734 gjorde en skelsættende lov op med mandens forpligtelse til at lade ægteskab følge af et førægteskabeligt forhold. I stedet blev det kvindens ansvar, at sikre sig et gyldigt ægteskabsløfte, før hun indlod sig med en mand.

Mandens seksualitet blev dermed flyttet ud af den religiøse kontekst og gjort til en naturlig drift, hvor det var acceptabelt at manden lød sig forføre af et øjebliks fristelse, uden altid at have tanke for konsekvenserne, endsige have ægteskab i tankerne. Kvindens seksualitet derimod fremstod i en dobbelt rolle, der udsprang af, at den var kontrollerbar og derfor farlig. Den ærbare kvinde forventedes, at kunne kontrollere sin seksualitet indtil det lovformelige ægteskabsløfte var i hus, men den kontrollerbare seksualitet kunne også anvendes til planlagt forførelse. Kvinden blev i tidens optik til den farlige forføreske, der lokkede manden til et seksuelt forhold for at opnår ægteskab.

Særligt farligt var det hvis der var tale om en tjenestepige – hun kunne med sin seksualitet forføre både husets herre og sønner og således opnå et socialt fordelagtige ægteskab, hvis seksualitet og ægteskab var koblet for nøje. Derfor blev tjenestepigen med loven i 1734 gjort eneansvarlig for seksuelle forhold til sin arbejdsgiver eller dennes søn. Ansvaret for både seksuelle relationer og social orden påhvilede nu kvinden.

Mens manden blev det nye offer, gjort sårbar af sin seksuelle drift, blev kvindens udvikling fra passivt objekt for mandens seksualitet til selvstændigt seksuelt subjekt tilendebragt i den nye rolle som aktiv forfører. Hendes ansvar havde udviklet sig fra et personligt, religiøst syndsansvar til et kulturelt defineret ansvar for de seksuelle forhold som frister og forfører.

Det begyndende opbrud i den religiøse forståelse, der havde bundet seksualitet snævert til ægteskab, ændrede i løbet af 1700-tallet endnu engang afgørende konstruktionen af mænd og kvinders identitet i sammenhæng med den uægteskabelige seksualitet. I 1763 blev faderen til et uægte barn forpligtet til at bidrage økonomisk med mindst halvdelen af udgifterne til barnets forsørgelse indtil dets 10. år. Det var nyt at lovgiveren interesserede sig for de børn, der kom ud af de stadig illegitime uægteskabelige forhold. Hidtil havde man kun søgt, at begrænse og forhindre de seksuelle forholds eksistens overhovedet. Indførelsen af faderens forsørgerpligt signalerede derfor en ændret kontekstualisering af den uægteskabelige seksualitet. Den var ikke længere defineret som en religiøs synd, men snarere som et socialt onde, hvis følger man måtte søge at afbøde mest muligt.

Spørgsmålet var ikke længere hvem der var ansvarlig for det illegitime forhold, men hvem der var ansvarlig for dets konsekvenser, det uægte barn. Her blev manden og kvinden igen forpligtet lige – som de tidligere havde været lige i synden. Ikke med udgangspunkt i deres identitet som mand eller kvinde, men med udgangspunkt i deres identitet som forældre. Men på trods af deres lige ansvar som forældre fulgte en højst forskellig og kønnet konstruktion af deres forældreskab.

Den ugifte kvinde, synderen og forførersken, blev en kærlig, omsorgsfuld og opofrende mor, en kvinde med et naturligt og ubrydeligt bånd til sine børn, der gik foran alt andet her i livet. Den naturlige moderkærlighed, uafhængigt af ægteskab og sociale forhold, var født.

Faderen blev samtidig kategoriseret som forsørger. Han skulle bidrage økonomisk til sit uægte barns forsørgelse, det var et naturligt kald for ham, som moderkærligheden var det for kvinden. Ud over den forældreidentitet, der lå i pligten til at forsørge, havde manden ingen rettigheder i forhold til det uægte barn. I modsætning til kvinden manglede manden nemlig evnen til at elske det illegitime barn. Hvor moderkærligheden var uafhængig af sociale forhold, blev det uægte barns eventuelle hindring af mandens sociale fremfærd, betragtet som en kilde til så negative følelser i manden, at han ikke kunne drage omsorg for det – retten til at opfostre det uægte barn tilfaldt derfor kvinden.

Mandens identitet som ukærlig forsørger af det uægte barn bragte ægteskabet i centrum som den ramme, der kunne skabe det rette forhold mellem mand og barn. Grundtasterne til det 19. århundredes borgerlige familieidyl mere end anes i denne konstruktion af forældrekærlighed, der gjorde den fortsatte regulering af førægteskabelig seksualitet umulig. Samtidig minder et blik på nutidens kærlige og omsorgsfulde faderrolle os om det historisk foranderlige ikke bare i forældreskabets karakter, men i selve forældrekærlighedens væsen.

I sidste ende blev de uægte børns forsørgelse et moralske problem for samfundet, hvilket førte til afkriminalisering af ugiftes seksuelle forhold i 1812. Det kunne ikke længere betragtes som legitimt at straffe hverken mænd eller kvinder for en religiøs synd, når straffen i form af bøde eller fængsel gjorde, at de ikke kunne varetage den samfundsmæssigt og moralsk centrale opgave det var, at forsørge sine børn.

Det uægte barns ret til et værdigt liv, med en kærlig mor og en forsørgende far skubbede reguleringen af den uægteskabelige seksualitet som en religiøs synd i baggrunden og satte individets rettigheder på lovgivningens dagsorden i stedet. Med udgangspunkt i individets rettigheder, det være sig barnets, kvindens eller mandens, ser det ikke ud til at være muligt at regulere voksnes seksualitet uden for ægteskab.

Kønshistorien var ikke en del af den herskende diskurs, da jeg fik min grundlæggende skoling som historiker. Derfor vil jeg gerne slutte med at sige tak til dem, der har bragt kønsperspektivet ind i mit arbejde med historien og dermed givet mig en konstant relevant og nærværende vinkel.

Tak for daglig støtte og ideudveksling til kollegaer i det lille, men aktive kønsforsker miljø i Århus – og tak til de bredere netværk af kønsforskere i Danmark, som har taget imod mig og min forskning med åbne arme og givet stor inspiration til at gå videre..