Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Takketale

Så har vi den igen, erfaringskrisen, hvor globale diskurser om religion, kultur, magt og ideologi tørner sammen og endnu engang bliver kvindens krop, dens grader af synlighed og bevægelse et emblematisk samlingspunkt for fortolkningernes sammenstød. På den ene side en gåde i et spil af betydninger, på den anden side en benhård realitet, der handler om overlevelse uden lemlæstelse. Kulturens kriser synes med regelmæssighed at medføre en udpegning af kvinder som kønnet, gerne det køn der skal reguleres, så stabilitet og orden kan genopstå. Det var Pil Dahlerup, der i sin tid kaldte 1800-tallets sædelighedsfejde for en mandebevægelse. Den nordiske kulturkrise, der jo også omfattede politik, magt og videnskab i forhold til religionen, udså sig kvindernes kroppe som fælles angrebspunkt, hvis sag de samtidig talte varmt for: den var jo hysterisk, frigid, dæmonisk, ødelagt af for megen læsning og meget mere. Og det sker igen i mellemkrigstidens voldsomme og tragisk blodige livtag med moderniseringen og moderniteten, nu med moderkroppen som omdrejningspunkt.

Det var, har jeg lært, en mørk tid for kvindebevægelsen, fordi de politiske ideologier enedes om dette ene, at kvindernes individuelle bestræbelser må vige i en krisetid. Højrefløjen henviste kvinderne til deres stumme fødende kroppe, kommunisterne gjorde efterhånden det samme, for kvinder må bøje sig for partiet og naturen (sagde f.eks. Aksel Larsen), socialdemokraterne nøjedes med at ville reparere på det store hele ved at henvise gifte kvinder til hjemmet og foreslå dem afskediget fra offentlige stillinger. Tavsheden syntes også at brede sig ind i litteraturen, hvor kun Karen Blixen som en enlig og mærkelig svale gjorde sig bemærket; forrige generation havde fostret en håndfuld aktive og vigtige forfattere, Thit Jensen, Agnes Henningsen, Karin Michaëlis, Gyrithe Lemche, nu var der næsten stille frem til 1960 og det modernistiske gennembrud med Inger Christensen, Cecil Bødker og siden mange flere. I mellemtiden var der lige Sonja Hauberg, der efter sin tidlige død første blev færdigpubliceret i 1961 og Tove Ditlevsen, der først i det sidste 10-år er rykket frem i retning af kanon. Men kan det virkelig passe, at alt gik i stå, at modernitetskrisen kun var et tilbageslag for kvinderne, at talen om kønnet var monologisk, en strøm af diskurser fra den herksende kultur ned over kvinderne? Var der ikke også tale om en sprække i kulturen, som kvinderne havde del i, og var kulturens problemer med kønnet kun et kvindeproblem? Det er den dialog jeg har forsøgt at efterforske ud fra den hypotese, at produktionen af kulturen altid er kønnet – og omvendt at kvindernes stemmer, deres tekster, der i perioden i høj grad handler om køn og kvinder i bred betydning, også producerer kultur, samtidig med at de producerer betydninger over noget så konkret som kvinders liv og færden. Det første jeg fandt var ca. 300 aktive kvindelige forfattere – det næste, at en del af dem faktisk skrev noget, der både litterært og i bredere kulturel henseende var værd at læse og lytte til. Det vil jeg kort demonstrere gennem to meget forskellige eksempler.

Det første handler om Aase Hansen (1893-1981), der i sin tid, dvs. især i perioden 1930-1960, var blandt de kvindelige læseres yndlingsforfattere. Hun skrev sin tids erfaringslitteratur for moderne kvinder, kvinder der var introduceret til de moderne tider med uddannelse og kærlighedsproblemer, der ikke hørte ægteskabet til. I 1929 debuterer hun med Ebba Berings Studentertid, om provinsstudinen, der kommer til København for at læse statsvidenskab, men forbliver tøvende over for det med videnskaben og staten, der sætter hendes opfattelse af sig selv som kvinde på spil, hendes synlighed som erotisk objekt og muligt giftermål. Nogle år før havde Thit Jensen i sine romaner om Gerd (Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde,1918 og Aphrodite fra Fuur. Den moderne Kvindes Udviklingshistorie, 1925) ladet folketingsmanden Gerd Palludan vælge kærligheden gennem så mange overvejelser, at Thit Jensens nutidsforfatterskab og forsøg på at skrive The New Woman måtte stoppe her. Aase Hansens kvinder foretager ikke så drastiske valg; de har modernitetens stadige ambivalens som forudsætning, og romanernes konflikter munder ofte ud i en tøvende vaklen mellem melankoli og resignation.

Det giver romanerne en særlig stilhed, de er alt andet end melodramatiske, men refleksioner over vekselspillet mellem tid, køn og identitet. Kan man være kvinde i det moderne eller betyder modernitet et tab af kvindelighed? Det er tabets melankolske spørgsmål, men sammen med det rejser sig en anden form for skepsis, der gør, at romanerne ikke blot kan og skal læses for deres forslag til et moderne kvindeliv – de er også modeller for en måde at forstå og leve kulturen på i disse moderne tider.

Forfatterskabets forudsætning er moderniteten, der helt konkret åbner døre for kvinderne, romanernes heltinder uddanner sig, læser, er kunstudøvere, rejser og befinder sig meget sjældent inden for en traditionel livsform som mødre og husmødre. De forbliver moderne kvinder, der finder sig til rette i tiden og med tidens gang. De politiske diskussioner er i de fleste af romanerne ganske periferie, de kan derimod læses som dannelsesromaner for moderne kvinder, og de er dannede og kultiverede romaner, med vilje, fordi de gør den kultiverede og reflekterende dannelse til en strategi, der bærer videre hen over de mere dramatiske begiveneheder som dødsfald og kærlighedstab, der i den naturalistiske roman satte kvinderne direkte på dødskurs. Refleksionen bliver en måde at leve på, som passer til de moderne tider – og den bliver også Aase Hansensk indspil til den moderne kultur. Det viser sig direkte i romanen Tordenluft fra 1945 (skrevet 1941), der foregår i besættelsens første år og i det regi fortæller om samspillet mellem politiske og erotiske konflikter. Her taler den reflekteret-kultiverede stemme mod totalitarisme, lederdyrkelse og for fællesskabet mellem kønnene som grundlag under det erotiske liv. Helten er en mandlig dommer, der formår at forholde sig fleksibelt til loven, når det drejer sig om modstand mod besættelsesmagten. I forhold til mellemkrigstidens stærkt polariserede tænkning bliver Hansens romaner med al deres koncentration om kvindehjerte og kvindeliv, også en skrift, der manøvrerer gennem den moderne verden med en historie der fastholder kultiveringen af kønnet og derigennem også kvalificerer dem som kultiveret indspil i kulturen. Aase Hansens forfatterskab er bestemt en stemme i tidens dialog og i litteraturen, som det er værd at lytte til.

Mit andet eksempel er aldeles anderledes. Det handler om psykoanalytikeren, socialisten og den skandaleombruste forfatter Jo Jacosben (1883-1963), der er lige så direkte og melodramatisk, som Aase Hansen er diskret. Budskabet står i forgrunden, der handler helt eksplicit om, at kulturen er ødelæggende, at ødelæggelsen især rammer kvinderne, børnene og kærligheden, og at den skal ændres ved at tage sit udgangspunkt i kvindens elskende krop. Modstanderne er kirken, patriarkatet, kapitalismen og nazismen, der alle undertrykker barnligheden, kvinden og den sunde seksuelle kærlighed mellem kønnene. Det ligner meget 1930ernes venstrefløjs-freudianisme-reichianisme, men er det, som vi skal se, ikke helt. Jo Jacobsen debuterer i 1924 med romanen Hjertets Køn, der fortæller om en kvindes kranke skæbne efter en skilsmisse. Handlingen slutter i et dobbelt selvmord: heltinden går, efter hendes eksmand har voldtaget hende, i døden, samtidig med at hendes elskede langt derfra lader sig glide ud over rælingen i sit polarskib. Kærligheden leves ud i sommerkapitlerne, med vinteren følger døden, modsætningerne og handlingsgangen inklusive dens bihandlinger er voldsomme, gotiske, betydningsladede og stærkt polariserede.

Drivkraften i Jo Jacobsens skrifter er altid modsætninger, i sidste instans mellem liv og død, og både romaner og oplysningsværker drives frem af denne polarisering, men den er ikke absolut. For et sted ind i modsætningen findes en utopi, der modererer sig – uden at miste lidenskab. Elementerne i den er dels oplysningen, dels billedet af en kærlighedsform, der ganske vist frisætter den seksuelle nydelse, men ikke isoleret. Jacobsen tog del i den psykoanalytiske venstrefløj, der i tidsskriftet Sex og Samfund oplyste om seksualitet i en form, der i dag virker meget afdæmpet, men som i samtiden gav anledning til retssager og fængsling, og hun skrev selv to oplysningsbøger, Seksualreform fra 1932 og Kærlighedslivets Labyrint fra 1943. Tidsskriftet førte også seksualpolitik, nogle gange i en meget primitiv form, der erstattede den officielle (kirkens og borgerskabets) puritanske seksualmoral med en forsimplet modsætning, der gjorde seksualitet til en sund og interesseløs aktivitet, ja næsten en pligt for et moderne menneske. Jo Jacobsens projekt er et ganske andet, for tværs gennem hendes sociologiske og freudianske analyser af kærlighedslivet bygger hun en forestilling om en kultiveret og sublimeret kærlighed op, der er langt fra vitalismen. Romanen Det er ikke til at vide… (1935, under pseudonymet Frese Olsen) fortæller fra børnenes perspektiv og delvis med deres sprog, hvordan den ødelagte og frigide moder ødelægger sine børn i sind og krop, mens den i slutningen tegner et billede af en utopisk familie omkring moderens glæde og skønhed, der når helt op i den himmel, – som Jo Jacobsen dels vil menneskeliggøre, dels feminisere. Det kan lyde enkelt, men er også bemærkelsesværdigt, at socialisten Jacobsen som svar på sin materialistiske analyse af kapitalens og kirkens ødelæggelser sætter kærligheden i en utopi, der både er etisk og æstetisk; hun er en af de få feminister jeg har set argumentere for kvinders ret til skønhed, helt konkret i form af kropspleje efter fødsler! Politik og litteratur og kvindekamp og oplysning finder i hendes virke sammen i et lidenskabeligt projekt, der er helt fremme på tæerne når det drejer sig om at blive en kraftig stemme i tidens diskurser om politik, kultur og køn. Hun taler alle midt i mod, og hvor Aase Hansens skæbne i historien og litteraturhistorien blev en let marginalisering, blev Jo Jacobsen mødt med skræk og ironi. Begge læsestrategier placerer dem uden for det centrale felt af stemmer – i min afhandling giver jeg dem ordet igen.

Aase Hansen genindskriver tiden i sine tekster, idet billederne af den harmoniske fortid og idyllen mellem kønnene lever videre i melankolien, men også i en viden om at moderniteten er vilkåret. Jo Jacobsen skriver dels hele verdenshistorien, den helt store historie, i legenden En sang paa Trapperne (1949) om kampen mellem Maria og Gudfader, dels den mindre historie, der handler om indskrivningen af en barnlig viden om livet som eventyr og mysterium i den voksne krop. Jeg behøver næsten ikke at sige det: hun beskriver kulturen gennem dens virkning på barnet og kvinden og melder tilbage med en udfordring, der bryder op i hele kulturens værdigrundlag, volden, hadet, krigen, religionen og ødelæggelsen af den menneskelige krop og barnesindet.

Min mere optimistiske opdagelse af 30erne var, at mens mange stemmer havde travlt med at marginalisere, udelukke eller naturalisere kvinderne, så betød udpegningen af kvinderne som køn (det eneste ene eller det andet) også, at de indimellem blev så synlige, at de blev mere end køn, nemlig individer med forskellige livsprojekter. Den blev også, at kvindernes mangeartede tekster dels kan læses som en mangfoldighed af bud på den moderne kvinde, men at de også altid førte videre i teksten. Fremstillinger af kønnet lader ikke kulturen uforandret.

Igen: mange tak for prisen, tak for anerkendelsen af arbejdet og for at bringe både mig og mine kvinder frem i lyset. Kønsforskningen er i dag polyfon og åben og arbejder inden for et sæt af paradigmer der allerede har en stærk og også stærkt dialogisk historie bag sig. Jeg er utrolig glad for at kunne deltage i og i dag oven i købet få gode ord med på vejen for mit eget bidrag..