Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

2003: M. Bissenbakker Frederiksen og Ulla Angkjær Jørgensen

KRAKA-prisen uddeles af Foreningen for Kønsforskning i Danmark ved dennes årskonference Køn som forestilling på Syddansk Universitet den 26. april 2003. KRAKA-prisen er indstiftet af Else Høyrup og har til formål at støtte nyskabende bidrag til dansk kønsforskning.

Tildelingen deles i år mellem stud. mag. M. Bissenbakker Frederiksen, Syddansk Universitet, for specialeafhandlingen Begreb om begær. En eksemplificering af queer teoriens anvendelighed som litterær fortolkningsmetode og cand. mag. og ph.d. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet Ulla Angkjær Jørgensen for ph.d.-afhandlingen Den performende beskuer. Kunstanalyse med krop og køn.

Motivationen for den delte indstilling er, at de to forfattere i de indstillede værker nytænker fagkritik med kønskritik og samtidig formår at forny afhandlingen som akademisk form.

Stud. mag. M. Bissenbakker Frederiksen (MBF) har indleveret specialeafhandlingen “Begreb om begær. En eksemplificering af queer teoriens anvendelighed som litterær fortolkningsmetode via applikation på: Kongens Fald (Johannes V. Jensen), Barndommens Gade (Tove Ditlevsen), Den kroniske uskyld (Klaus Rifbjerg) og Baby (Kirsten Thorup)” som besvarelse på en prisopgave ved Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet.

Afhandlingens teoretiske del omfatter tre forfatterskaber, der internationalt har tegnet udviklingen af queer teori som et nyt teorifelt, der endnu ikke har været præsenteret samlet i en dansk kontekst. Det drejer sig om den franske idéhistoriker og magtfilosof, Michel Foucault, den amerikanske retoriker og kønsfilosof, Judith Butler, og den amerikanske litterat, Eve Kosofsky Sedgwick. MBF demonstrerer en imponerende indsigt i de nævnte teoretikere og deres centrale værker og formår ydermere at fremstille deres væsentligste bidrag til queer teori i en på én gang suveræn og læseværdig form.

I analysen af de fire romaner demonstrerer MBF en evne til at omsætte queer teoris grundlæggende indsigter i de kulturelle konstruktioner af køn og begær i kreative og nyskabende litterære analyser, der bringer nye – queer – aspekter af en række kanoniske forfattere og værker frem i lyset. Især forekommer nylæsningerne af Kongens Fald og Den kroniske uskyld overbevisende med deres påpegning af den litteraturhistoriske kontinuitet og variation i “misogyniens homofobe janusansigt.”

I konklusionen understreges det, at queer teori snarere er et perspektiv end en metode, og at den snarere må forstås som radikalt søgende end en ny type sandhed: “Den væsentligste opgave for en omfattende queering af den danske litterære kanon bliver at imødegå de konstruerede blindheder, der gør seksualitet og køn til perifere perspektiver for litteraturen. I stedet må en queer fortolkningsstrategi vise, at det er muligt at tage køn og begær alvorligt som meningsproducerende litterære elementer (s. 173).

Om end afhandlingen ikke er uden svagheder og kan siges at mangle en kritisk distance til sit eget projekt, så viser MBF sig trods sin unge alder som kandidat som en fantasifuld, følsom og original tekstlæser, der på én gang er sig sit fag bevidst og har mod til at gå i dialog med de etablerede litteraturkritiske traditioner. Hendes samvittighedsfulde, grundige og lødige omgang med henholdsvis litteraturkritik og litterær kønskritik vidner om en uhyre vigtig nytænkning af såvel litteraturvidenskaben som den humanistiske kønsforskning.

Cand. mag. og ph.d. i kunsthistorie Ulla Angkjær Jørgensen (UAJ) har indleveret og forsvaret ph.d.-afhandlingen Den performende beskuer. Kunstanalyse med krop og køn. I afhandlingen beskæftiger UAJ sig med aktuel performancekunst, især af kvindelige kunstnere som Ann Hamilton, Mona Hatoum og fra Danmark Kirsten Justesen.

Performancekunst defineres indledningsvist som kunst, der sigter på at inddrage beskueren og tale til publikums kropslige og sanselige medleven og dermed som kunst, der kalder på nye forståelser af såvel værk som værkmodtagelse. I afhandlingen tages der afsæt i forskellige, teoretisk baserede forståelser af køn, krop og kunstreception.

UAJ kritiserer på den ene side, at der i den etablerede videnskabelige tradition næsten udelukkende er lagt vægt på den visuelle oplevelse, og hun har som projekt at sammenføje en fænomenologisk forståelse af kroppen med et semiotisk perspektiv på kunst og dermed forbinde værket og beskueren på nye måder.

UAJ kritiserer på den anden side også de køns- og kropsteorier, der har været anvendt i et kunstkritisk perspektiv, og hun peger her på et tredie standpunkt, der inddrager den sanselige krop uden at forfalde til kønsessentialisme.

Afhandlingen peger på dette tredje sted, men den udfylder ikke stedet. Vi får ikke en ny teori om krop og køn mellem konstruktion og essentialisme. I stedet fremskriver afhandlingen dette sted som en blind plet, som eksperimenterende og forsøgsvist indkredses i en række værklæsninger.

Afhandlingen er kendetegnet ved sin eksperimenterende måde at skrive ny teori frem på igennem kunstanalyserne. I en cirklende bevægelse skitserer forfatteren en teoretisk position, bruger den til at åbne et kunstværk med, men møder så i læsningen behovet for andre teorier, som flettes sammen med værklæsningen, indtil den slutter. Ikke altid med en konsekvent kortlægning eller håndfast konklusion, men som regel med et blik for nye og overraskende forbindelser, f.eks. mellem bio-semiotikken og den nye kropskunst.

Resultatet bliver en afhandling, der så at sige performer sin metode i teksten, og som dermed på kreativ og original vis demonstrerer en supplementsteori, om end man kunne have ønsket sig en mere empirisk tilgang til kunstrecption og kunstkritik. UAJ lægger en helt ny vinkel til både køns- og kropsteorierne og forholdet mellem dem og til kunstkritikken.

Den nye indsigt, afhandlingen åbner for, er, at kunsten ikke bare konstruerer betydninger, f.eks. af det kulturelle køn, tegnene arbejder sig ind i kroppene, som kønner sig, bl.a. fordi vi kommer til at identificere særlige kropslige fornemmelser med de kulturelle tegn for køn. På samme måde lader afhandlingen de analyserede kunstværker gnave sig ind i teoridannelserne og lægge noget til dem. Det er ikke bare intelligent, men smukt gjort.

Bestyrelsen for KRAKA-prisen og Foreningen for Kønsforskning.