Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Blog

Åbent brev til uddannelses- og forskningsministeren

5. Oktober 2014

 

Åbent brev til uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen vedrørende kønsskævheden i regeringens forslag om dimensionering af de videregående uddannelser.

Kære Sofie Carsten Nielsen

Kønsskæve nedskæringer

Foreningen for Kønsforskning opfordrer hermed regeringen til at revurdere sit forslag om nedskæring på de videregående uddannelser. Nedskæringerne vil gøre det sværere for kvinder at få opfyldt deres uddannelsesønsker. De vil øge kønsskævheden blandt det videnskabelige personale og reducere mulighederne for at opnå samfundsmæssigt vigtig viden om køn. Datagrundlaget for nedskæringerne er både usikkert og skævvredet, idet det repræsenterer en historisk og ikke en aktuel arbejdsløshed. Samtidig vil forslaget ramme udviklingen af vækstområder i dansk erhvervsliv, fordi arbejdsstyrken ikke vil have de kvalifikationer, der er behov for.

På universitetsområdet rammer forslaget helt uforholdsmæssigt kvinders uddannelsesmuligheder, idet nedskæringerne er koncentreret i fag, der har mange kvindelige studerende (Antropologi, klassisk humaniora, sprog, æstetiske fag, biologi). Dimensioneringen er angiveligt udtryk for bekymring over kandidaternes arbejdsløshed i disse fag, men bygger på stærkt selekterede måletids-punkter og forældede arbejdsløshedstal. F.eks. har Magistre, DJØFere og Ingeniører i 2014 helt samme dimittendarbejdsløshed. Samtidig kan man konstatere at humaniora/æstetiske fag og antropologi i modsætning til f.eks. naturvidenskab og teknologi er områder med et stigende antal beskæftigede akademikere. Dette afspejler samfundets økonomiske og erhvervsmæssige udvikling, der i stigende grad stiller krav om en kombination af kvalifikationer fra forskellige innovationskil-der og uddannelsesretninger, herunder kommunikation, kulturforståelse og socialt entreprenørskab.

Det aktuelle dimensioneringsforslag lægger op til en drastisk nedskæring af optaget på udvalgte fag. Dette vil medføre betydelige indskrænkninger blandt det videnskabelige personale, og det vil komme til at uddybe kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, da der er forholdsvis mange kvindelige ansatte på de nedskæringstruede fag. Samtidig vil det blive et problem for kønsforskningen, da de fleste kønsforskningsmiljøer er placeret på de humanistiske fakulteter, og det også er her, at køn stærkest og mest systematisk er inddraget i den bredere forskning.

Fagligt er nedskæringerne fulgt af ønsker om, at flere skal søge ind på ingeniøruddannelserne. Erfaringen tilsiger, at nedskæringerne kun i ringe grad vil have den effekt. I de sidste mange år, har der været mellem 5. 000 og 10.000 totalafviste på de videregående uddannelser, mens der samtidig har været ledige pladser på de tekniske uddannelser, der åbenbart ikke opleves som et alternativt til de primære uddannelsesønsker. Man må regne med, at de tusindvis af nye afviste vil opføre sig på samme måde, især da den aktuelle arbejdsløshed på de tekniske uddannelser er den samme som på andre områder. Nedskæringerne vil derfor primært føre til en forøget mismatch mellem de unges uddannelsesønsker og fordelingen af studiepladser.

På denne baggrund opfordrer vi regeringen til at trække dimensioneringsforslaget tilbage.

Venlig hilsen

Inge Henningsen

Forkvinde

Foreningen for Kønforskning i Danmark

 

 

 

 

 

Comments

  1. Interessant perspektiv. Jeg undrer mig dog lidt.
    Der er ca. 57% kvinder or so på videregående uddannelser nu. At denne dimensioneringsplan forholdsvis rammer kvindedominerede studier… er det så ikke en god ting fra et ligestillingsperspektiv?

Submit a Comment