Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Blog

Debatindlæg: Myten om merit

Nedenstående debatindlæg er blevet bragt i Politiken 13. oktober 2011 under overskriften: Vi får først ligestilling om 246 år. Anledningen er bl.a. professor Hans Bondes kritik af Københavns Universitets initiativ om kvinder i forskning og ledelse. Læs mere om denne kritik her på bloggen:

Diskussion om “Kvinder i forskning og ledelse” blusser op igen

Vi får først ligestilling om 246 år

Hans Bonde mener at meritokratiet hersker på danske universiteter. Det lyder besnærende, men er det virkeligheden i den danske universitetsverden? Desværre ikke, men som så mange andre steder hersker MYTEN om meritokratiet – altså forestillingen om, at man(d) selvfølgelig bliver ansat på sine kvalifikationer.

Kan man vurdere ansøgningsfeltet, hvis stillingen ikke bliver slået op?
I Hans Bondes debatindlæg i Politiken 1. oktober 2011 stilles der spørgsmålstegn ved om kvinder, der kvoteres ind i professorater, er godt for universitetet. Ifølge Hans Bonde må mentorordninger og andre ‘bløde’ tiltag være nok til at skabe en positiv udvikling, så den kvindelige talentmasse kan komme i spil. Lad os bare vente på, at udviklingen sker af sig selv, synes rationalet at være. Dette kan der stilles spørgsmål til, hvilket også flere har gjort. Problemet er, at hvis vi venter og ikke gør andet end det vi plejer at gøre, så får vi, ifølge statistiker Inge Henningsens rapport 30 års march på stedet (2002), ikke ligestilling på universitetet før om ca. 246 år. Men selv om hastigheden i de sidste år er sat noget op, så kan det alligevel undre at vi, med de mange kvalificerede kvinder på de danske universiteter, ikke er kommet nærmere ligestilling, hvis ansættelse på universitetet kun afhænger af kvalifikationer.

Faktum er, at 21 % af de videnskabelige stillinger sker ved kaldelse. Det vil sige, stillingerne bliver ikke slået op, fordi de er skrevet til en bestemt person. Andre kvalificerede – kvinder som mænd – har dermed ingen mulighed for at søge dem. Hvis man hylder de fri markedskræfter, kan det ikke være en tendens, man støtter, for uden et opslag får man ikke et reelt indtryk af, hvilke kvalificerede forskere der findes til en given stilling.

Et vigtigt skridt vil derfor være at slå alle stillinger op, hvis man tror på meritokrati. Af seniorforsker Bertel Ståhles rapport En forskerstab i vækst fra foråret 2011 fremgår det, at især Sundhedsvidenskab (30 % af professoraterne) og Humaniora (15 % af professoraterne) ikke slår deres stillinger op, mens det for Jordbrugs- og veterinærvidenskab gælder, at kun en eneste professorstilling i perioden 2007-2009 blev besat uden opslag. Således er der er tale om forskellige ansættelseskulturer på forskellige fagområder.

Hvorfor er disse rekrutteringsprocesser så overhovedet vigtige at holde sig for øje? Fordi sandsynligheden for, at man kender hele det potentielle ansøgerfelt er ret lille – og dermed også grundlaget for at vælge den bedst kvalificerede – hvis en stilling ikke bliver slået op.

Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får
Når man ser på andelen af stillinger, der besættes af interne kandidater, får man heller ikke indtryk af, at det er meritokratiet, der hersker på universitetet: Samlet set bliver 62 % af alle videnskabelige stillinger på universitetet besat af interne kandidater, på professorniveau gælder det 68 %, på lektorniveau hele 71 % og på adjunktniveau 54 %. Det vil sige, at der er en tendens til, at man ansætter dem, man plejer at spise frokost med. At procentsatsen kun er ca. 50 % for adjunkter kan måske afspejle, at adjunkter kun er ansat for en treårig periode, så dem kan man lettere tage chancer med – man skal med andre ord kun spise frokost med dem i tre år, hvis de viser sig at være uinspirerende eller på andre måder falder udenfor.

Igen er der tale om variationer mellem fakulteterne, og igen kan man pege på forskellige ansættelseskulturer. Men i forhold til forestillingen om meritokrati er det berettiget og nødvendigt at spørge, om man virkelig kan regne med, at alle fakulteter på de danske universiteter i så høj grad kan producere de bedst kvalificerede ansøgere til netop de stillinger der bliver slået op hos dem selv? Eller er der andre aspekter end lige faglige kvalifikationer, der spiller ind ved ansættelse?

Konkurrence på kvalifikationer?
Et aspekt, der spiller ind i ansættelsen, er selvfølgelig det øvrige ansøgerfelt. Og her er det interessant, at der til 30 % af de videnskabelige stillinger i perioden 2007-2009 der blev slået op, kun var en eneste ansøger. Med andre ord var der absolut ingen konkurrence, og så er det jo ikke så svært at ansætte den bedst kvalificerede! I ansættelsessammenhænge som disse bør man måske nok spørge sig selv, om der ikke er problemer med proceduren, hvis man kun har en mulig kandidat – især hvis denne er intern! En mulig forklaring kan være, at opslaget ikke er nået særligt vidt omkring. En anden forklaring kunne selvfølgelig være, at opslaget er skrevet meget snævert til en bestemt person. Uden egentlig konkurrence i ansættelser er det ikke muligt at fastholde myten om meritokratiet.

Er det et problem, at vi ikke har meritokrati på danske universiteter?
Det er et problem at påstå, at universitetsansættelser bygger på meritokrati, når det tydeligvis ikke er tilfældet. Ikke mindst fordi det er meget svært at ændre på ansættelsesprocedurer så længe man fastholder myten om meritokratiet. Og de fleste kan vel blive enige om, at det ikke er til gavn for forskning, at der kun ansættes internt: dem, man kender, dem man kan komme i tanke om, og dem, der ligner en selv.

Efter al sandsynlighed er det de danske universiteters ansættelsesprocedurer og strukturer, der betyder, at der stadig er meget få kvinder ansat i videnskabelige stillinger på universitetet. 12% på professorniveau og 28% på lektorniveau er utroligt lavt, når man ser på det rekrutteringsgrundlag, der rent faktisk findes. Et af de problemer, der følger med denne uligestilling, er, at der sker en homogenisering af forskningen, som ikke er ønskelig for en kritisk indstillet forskning. Det betyder, at der bliver forsket meget lidt i det, der bryder med de etablerede paradigmer. Populært sagt bliver der forsket i det, vi er enige om og ikke så meget i det vi er uenige om. Det betyder, at diversiteten i forskningen bliver meget lille.

Et andet problem ved myten om meritokrati er, at man ikke behøver at tænke nyt eller overveje om de strukturer, der findes på universitetet, egentlig er de mest hensigtsmæssige. Enhver nytænkning i den retning kan skydes ned med argumentet om, at det handler om kvalifikationer og at systemet allerede er det bedste. Dette er aldeles problematisk, når det i højere grad er MYTEN om meritokratiet, der hersker og ikke meritokratiet selv.

Desværre ser det ud til, at kvinderne ikke i samme grad som mænd får muligheden for at gøre karriere på universitetet. De får simpelthen ikke stillingerne i samme grad som mændene. Hans Bonde hævder, at det er fordi kvinderne ikke er kvalificerede. Men ser man på hvad der faktisk foregår, så er en del af ansættelsespraksisserne desværre ikke baseret på det, Hans Bonde kalder ’ærlig konkurrence’ og ’oplysningstankens fineste mekanisme [..] nemlig at det er meritokratiet, der gælder, altså at ansættelse og forfremmelse beror på talentet [..]’. Det er på tide at indrømme, at meritokratiet en myte mere end en realitet i den danske universitetsverden. I stedet bør der arbejdes på at skabe mangfoldighed og på at give alle kvalificerede lejlighed til at søge de stillinger der er. Et andet tiltag i samme retning kan så være at kvotere kvinder ind i toppen af de videnskabelige stillinger på universitetet. Efterhånden er der en overvægt af kvindelige studerende på universiteterne i Danmark, og det har ført til at man på nogen studier, f.eks. medicin, ’kvoterer’ mænd ind gennem den måde man optager studerende på. Hvor man ofte læser rasende indlæg mod ‘kvindekvoter’, er der tilsyneladende ingen der ser grund til at løfte et øjenbryn over ‘mandekvoter’.

Farvel til myten om meritokratiet og det neutrale blik
Når vi begynder at tale om, hvordan ansættelsesprocedurerne faktisk fungerer på universitetet, så kan vi i samme omgang opgive forestillingen om ’det neutrale blik’ som Hans Bonde også fremfører. Netop det neutrale blik har f.eks. kønsforskningen, som Hans Bonde også tilhører, gennem mange år stillet spørgsmålstegn ved, fordi det neutrale blik i virkeligheden er naturaliseringen af en norm – ofte en maskulin norm – som ikke har noget med meritokrati at gøre, men derimod er en favorisering af mænd.

På vegne af Foreningen for Kønsforskning i Danmark
Forkvinde, Ph.d.-studerende Gry Høngsmark Knudsen.

Comments

  1. Blot en kuriositet – hvis foreningen går ind for ligestilling, og hvis kvotering er et anvendelsesværsogt værktøj og hvis resultatmålet er den relevante måde at måle ligestilling på, hvordan kam det så være at foreningens bestyrelse består af kvinder for 100% vedkommende….?
    Mvh
    Tomas Friis
    Terapeut, mentor og forbruger af kønsforskning

    • Gry Høngsmark Knudsen

      Kære Tomas Friis,

      Mange tak for din kommentar. Vi er sådan set enige i din pointe. Vi ville gerne have en ligestillet bestyrelse. Når vi ikke har det, skyldes det flere ting. En af årsagerne er, at bestyrelsesarbejdet er frivilligt og ulønnet, så vi har faktisk ofte svært ved at rekruttere nok personer til overhovedet at dække pladserne i bestyrelsen. En anden årsag er, at bestyrelsen skal rekrutteres blandt medlemmerne, og her udgør mændene en ret lille del af rekrutteringsgrundlaget. Vi ville gerne have flere mandlige medlemmer, men vi er en forening og det er således frivilligt om man vil betale for et medlemsskab.
      Så, som du kan se mener jeg, at der er væsentlige forskelle mellem at rekruttere til videnskabelige stillinger på universitetet og til en forenings ulønnede og frivillige bestyrelse.

      Men som forbruger af kønsforskning er du måske interesseret i et medlemsskab? Vi vil meget gerne have dig som medlem og så er der jo mulighed for at stille op til bestyrelsen, når der er valg til foråret.
      Mange Hilsner,
      Gry Høngsmark Knudsen, Forkvinde

  2. Johannes Cecil Jensen

    Ligestilling handler om, at give kvinder flere rettigheder / mere magt, ligeløn, lige mange i bestyrelserne, folketinget og universitets professore.

    Hvad med bunden af pyramiden, hvornår kommer der kønskvotering der, hvornår kommer der initiativer til, at få kvinder i niveau med mænd, der?

    Eller, allerhelst, mænd i niveau med kvinder.

    Hvorfor er ligestilling kun for eliten? Har i glemt os på bunden?

    Jeg savner kvinder der kæmper for ligestilling, ikke kun deres eget køn. Hvorfor efterlyser man mænd i debatten om ligestilling, betyder det, at hvis man er kvinde, kæmper man kun for sin datters vilkår som kvinde, og ikke for sin søns vilkår som mand?

    Bør man ikke kæmpe for ligestilling, snare end for sit eget køn, det er da, hvad kvinder har råbt på i 110år er det ikke? Ligestilling, har man råbt, ikke al magt til kvinderne, heller ej mere magt til kvinderne, men ligestiling.

    Elsker kvinderne ikke deres sønner, siden de ikke vil kæmpe for deres vilkår som mænd?

    Kæmp for din søn og din datter, ikke kun for din datter.

    Kæmp for dine ufaglærte brødre, ikke kun dine akademiker kollegaere.

    Hvor er de højtuddannedes mænd solidaritet med deres ufaglærte lavindkomst brødre?

    De højtuddannede kvinder kæmper for deres lavtuddannede søstres vilkår, hvorfor kæmper de højtuddannede mænd ikke for deres lavindkomst brødre?

    Hvorfor kæmper kvinder kun for kvinder og hvorfor kæmper højtuddannede mænd ikke for deres brødre?

    • Gry Høngsmark Knudsen

      Kære Johannes Cecil Jensen,
      Tak for dit indlæg. Jeg kan forstå at du er meget frustreret, men jeg er ikke sikker på at det giver mening at lade den frustration gå ud over os. Vores forening består af kønsforskere, aftagere af kønsforskning og institutioner, der finder kønsforskning relevant.
      Der er faktisk mange af vores (også kvindelige) forskere som arbejder med mænd og mænds vilkår, så det er ikke rigtigt at der ikke bliver gjort noget for mænd.
      Det gør der! Og en væsentlig pointe for mange af vores forskere er netop at ligestilling i de fleste situationer er bedst – ikke at det ene køn har forrang frem for det andet. Men det kan være nødvendigt en overgang at have særligt fokus på det ene køn for at nå frem til ligestillingen.

      Udover den forskning som vores medlemmer producerer, så har Tænketanken Viden om Mænd specifikt fokus på ‘mænd på bunden’, som du kalder dem. Så måske kan du starte med at henvende dig der, hvis du har noget at byde ind med eller ønsker at vide mere om konkrete tiltag.
      Din karakteristik af foreningen og medlemmerne er ikke fair.
      Mange hilsner,
      Gry

Submit a Comment