Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

Forskningspolitik

Åbent brev til uddannelses- og forskningsministeren

5. Oktober 2014

 

Åbent brev til uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen vedrørende kønsskævheden i regeringens forslag om dimensionering af de videregående uddannelser.

Kære Sofie Carsten Nielsen

Kønsskæve nedskæringer

Foreningen for Kønsforskning opfordrer hermed regeringen til at revurdere sit forslag om nedskæring på de videregående uddannelser. Nedskæringerne vil gøre det sværere for kvinder at få opfyldt deres uddannelsesønsker. De vil øge kønsskævheden blandt det videnskabelige personale og reducere mulighederne for at opnå samfundsmæssigt vigtig viden om køn. Datagrundlaget for nedskæringerne er både usikkert og skævvredet, idet det repræsenterer en historisk og ikke en aktuel arbejdsløshed. Samtidig vil forslaget ramme udviklingen af vækstområder i dansk erhvervsliv, fordi arbejdsstyrken ikke vil have de kvalifikationer, der er behov for.

På universitetsområdet rammer forslaget helt uforholdsmæssigt kvinders uddannelsesmuligheder, idet nedskæringerne er koncentreret i fag, der har mange kvindelige studerende (Antropologi, klassisk humaniora, sprog, æstetiske fag, biologi). Dimensioneringen er angiveligt udtryk for bekymring over kandidaternes arbejdsløshed i disse fag, men bygger på stærkt selekterede måletids-punkter og forældede arbejdsløshedstal. F.eks. har Magistre, DJØFere og Ingeniører i 2014 helt samme dimittendarbejdsløshed. Samtidig kan man konstatere at humaniora/æstetiske fag og antropologi i modsætning til f.eks. naturvidenskab og teknologi er områder med et stigende antal beskæftigede akademikere. Dette afspejler samfundets økonomiske og erhvervsmæssige udvikling, der i stigende grad stiller krav om en kombination af kvalifikationer fra forskellige innovationskil-der og uddannelsesretninger, herunder kommunikation, kulturforståelse og socialt entreprenørskab.

Det aktuelle dimensioneringsforslag lægger op til en drastisk nedskæring af optaget på udvalgte fag. Dette vil medføre betydelige indskrænkninger blandt det videnskabelige personale, og det vil komme til at uddybe kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, da der er forholdsvis mange kvindelige ansatte på de nedskæringstruede fag. Samtidig vil det blive et problem for kønsforskningen, da de fleste kønsforskningsmiljøer er placeret på de humanistiske fakulteter, og det også er her, at køn stærkest og mest systematisk er inddraget i den bredere forskning.

Fagligt er nedskæringerne fulgt af ønsker om, at flere skal søge ind på ingeniøruddannelserne. Erfaringen tilsiger, at nedskæringerne kun i ringe grad vil have den effekt. I de sidste mange år, har der været mellem 5. 000 og 10.000 totalafviste på de videregående uddannelser, mens der samtidig har været ledige pladser på de tekniske uddannelser, der åbenbart ikke opleves som et alternativt til de primære uddannelsesønsker. Man må regne med, at de tusindvis af nye afviste vil opføre sig på samme måde, især da den aktuelle arbejdsløshed på de tekniske uddannelser er den samme som på andre områder. Nedskæringerne vil derfor primært føre til en forøget mismatch mellem de unges uddannelsesønsker og fordelingen af studiepladser.

På denne baggrund opfordrer vi regeringen til at trække dimensioneringsforslaget tilbage.

Venlig hilsen

Inge Henningsen

Forkvinde

Foreningen for Kønforskning i Danmark

 

 

 

 

 

Antallet af kvindelige forskere er næsten stagneret

Berlingske skriver i dag, at antallet af kvindelige forsker kun er steget med cirka en halv procent på et år – på trods af at flere universiteter har gjort tiltag for netop at få flere kvinder ind i forskningsmiljøerne. F.eks. har både Aarhus Universitet (AU) og Københavns Universitet (KU) iværksat initiativer, der skal få flere kvindelige forskere på deres lønningslister. Især indsatsen på KU har skabt en del debat om forfordeling af kvinder, ansættelsesprocedurer og uformelle strukturer på universiteterne.

Nina Smith, professor i økonomi ved AU, udtaler i artiklen: “Der er brug for en grundlæggende kulturændring. Kvinder, der stifter familie, kan ikke tillade sig at tro, at de bliver professorer ved at arbejde 37 timer om ugen og have masser af tid til børnene.”

I Foreningen for Kønsforskning mener vi ikke, at den manglende udvikling i antallet af kvindelige forskere blot kan forklares med en uvilje blandt kvinderne overfor arbejdstiderne på universiteterne. I stedet anbefaler vi, at man ser nærmere på, hvordan stillinger besættes på universiteterne, hvilke værdier og kompetencer der favoriseres i akademia og hvordan arbejdet eventuelt kan struktureres anderledes.

Læs artiklen “Universiteters kamp for flere kvinder fejler” her.

Den aktuelle ligestillingspolitik tenderer mod at udpege kvinder som mangelfulde individer, til hvem der skal tages særlige hensyn, men som samtidig må ændre sig for at leve op til forskningens normer og krav. Som alternativ ønsker Foreningen for Kønsforskning en politik, hvor ligestillingsarbejdet primært skal have som formål at ændre de eksisterende ulighedsskabende strukturelle forhold, og benytte virkemidler der integrerer ligestilling i en realisering af institutionernes øvrige målsætninger.

Den task force, der på KU blev nedsat til at se på emnet, udformede en række anbefalinger, som Foreningen for Kønsforskning tilskynder alle involverede parter til se nærmere på. Anbefalingerne kan læses her..

“Men hvordan sætter vi børnene fri?”

En artikel i Berlingske foranledte i sidste uge en del debat om børn og kønsroller. Artiklen omhandlede en 3-årig dreng, som nogle gange har lyst til at have kjole på – og som får lov til det af sine forældre. Især sidstnævnte detalje har medført debat om forældres rolle ift. kønsnormer og opdragelse.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen har i et debatindlæg under titlen “Rum til udfoldelse og kreativitet” kastet sig ind i debatten og påpeget, at det er nødvendigt at rykke ved fasttømrede kønsroller og kønsspecifikke valg.

“Når piger og drenge, kvinder og mænd i dag meget ofte træffer nogle helt forskellige valg – både på uddannelsesfronten, karrierefronten og familiefronten – skyldes det uden tvivl mange gange, at vi gør det, der forventes af os, og det, vi er opdraget til. Men hvordan sætter vi børnene fri? Vi har alle sammen et ansvar for at tænke over, hvordan vi møder vores børn. Jeg vil som ligestillingsminister også gøre mit til, at personalet i f.eks. daginstitutioner og skoler i højere grad får den viden, og de redskaber, der skal til.” [Manu Sareen]

Foreningen for Kønsforskning støtter op om Sareens intentioner om at opkvalificere f.eks. pædagoger og lærere på dette område og indstiller på det kraftigste til, at eksisterende, relevant kønsforskning vil blive inddraget i arbejdet. Samtidig finder vi det vigtigt, at køn og ligestilling kommer på skoleskemaet i det danske undervisningssystem for at give børn og unge viden om køn og dermed bl.a. være med til at nedbryde stereotype forestillinger og fremme mangfoldighed.

Derudover håber Foreningen for Kønsforskning naturligvis, at Sareen vil bidrage politisk til en større vægtning af kønsforskning fremover. Med den aktuelle udmelding, er vi sikre på, at ministerenvil være imødekommende overfor forslag, der kan styrke dansk kønsforskning – f.eks. via oprettelsen af et nationalt kønsforskningsprogram.

Sareens debatindlæg kan læses her og artiklen, der udløste debatten, kan læses her..

Norsk kønsforskning mister øremærkede forskningsmidler

Kvinfo NYT skriver på deres nyhedssite at norsk kønsforskning vil miste 56 mio. n.kr. Se mere her.

Norsk kønsforskning mister 56 mio. n.kr., der har været øremærket til netop det forskningsfelt. Kønsforskningen har i de seneste 17 år været bygget op omkring disse bevillinger, men det norske forskningsråd satser i stedet på at få integreret kønsperspektivet i andre forskningsprogrammer. Det betyder, at kønsforskningen fremover kommer til at konkurrere om midler i åbne forskningsprogrammer. Divisionsdirektør Anders Hanneborg siger til aftenposten.no, at initiativet har været tænkt som et tidsafgrænset projekt, der har skullet opbygge kompetencer. Det er lykkedes, så tiden er nu inde til afslutte ordningen.
Marit Aure, der leder Foreningen for kønsforskning i Norge, mener, at det er en dårlig idé, fordi kønsforskningen er et lille felt med få faste stillinger. “Uden den ekstra opmærksomhed, som ligger i et eget program, er vi bange for at forsvinde”, siger hun på baggrund af andre erfaringer med denne form for “mainstreaming”.

 

.

Pressemeddelelse fra VM – Viden om Mænd

 

Pressemeddelelse

Manderollen og mænds situation er i heftig forandring, og begrebet ’maskulinitet’ er ved at få en ny betydning. Men hvor er de politiske initiativer, der tager fat på de samfundsforhold, der knytter sig til mænd og drenge?

I dag udgiver Tænketanken VM – Viden om Mænd ”30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling”. Udgivelsen samler de vigtigste problemstillinger og anbefalinger til politiske handlinger inden for seks områder:

  • Mænd, sundhed og livsstil
  • Mænd, arbejdsmarked og barsel
  • Mænd, drenge og uddannelse
  • Faderskab, familieformer og omsorg
  • Socialt udsatte mænd
  • Mænd, vold og kriminalitet

”30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling” bliver præsenteret i dag den 29. november kl. 15.00 i Nationalmuseets Festsal, hvor også ligestillingsminister Manu Sareen vil tale om mænds ligestilling.

De 30 forslag er bud på, hvor man kan starte et arbejde for, at dansk køns- og ligestillingspolitik også kommer til handle om maskulinitet og mænd som køn. De i alt 17 medlemmer af VM – heraf både forskere og praktikere – har defineret de 30 vigtigste problemstillinger, og 30 tilhørende forslag til politiske handlinger.

Formand for Tænketanken VM – Viden om Mænd, chefpsykolog ved Rigshospitalet, Svend Aage Madsen siger:

”Der sker store forandringer i mænds liv i disse år. Det er både positive og negative forandringer. Mænd får nu et langt tættere forhold til deres børn og deltager mere ligestillet i familieliv.
Samtidig er det blevet klart, at mange drenge bliver uddannelsesløse, at mænd har halvanden til to en halv gang så stor dødelighed af stort set alle sygdomme og begår tre til fem gang så mange selvmord som kvinder. Vi stiller 30 forslag, der er nogle af svarene på de udfordringer, mænd står over for i dag”.

Se mere og download udgivelsen på www..tænketankenvm.dk

.

Invitation til lanceringen af Tænketanken VMs nye udgivelse om mænd og ligestilling

Tænketanken VM (Viden om Mænd) inviterer til deres nye udgivelse – “30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling.

Du inviteres hermed til lanceringen af Tænketanken VM – Viden om Mænds udgivelse ”30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling”. Udgivelsen samler de vigtigste problemstillinger og anbefalinger til politiske handlinger inden for seks områder:

  • Mænds sundhed
  • Mænd, arbejdsmarked og barsel
  • Drenge, mænd og uddannelse
  • Mænd og forældreskab
  • Socialt udsatte mænd
  • Mænd, vold og kriminalitet

Lanceringen finder sted kl. 15 – 17.00 tirsdag den 29. november 2011 i Nationalmuseets festsal, Frederiksholms Kanal 12, København K Program:

  • Velkommen ved initiativtager Marie Valentin Beck
  • Om mænds ligestilling ved ligestillingsminister Manu Sareen
  • Om udgivelsen og arbejdet ved formand for Tænketanken VM – Viden om Mænd, Svend Aage Madsen
  • Uddrag af udgivelsen: Mænd på barsel og i det kønsopdelte arbejdsmarked – ved ph.d., adjunkt ved Aalborg Universitet, Lotte Bloksgaard – Socialt udsatte mænd – ved forstander for Kofoeds Skole (tidl. forstander for Mændenes Hjem), Robert Olsen.
  • VM-gruppen besvarer spørgsmål fra salen

Tilmelding senest 18. november pr. mail til vm@taenketankenvm.dk Se mere på www.tænketankenvm.dk

 .

Debatindlæg: Myten om merit

Nedenstående debatindlæg er blevet bragt i Politiken 13. oktober 2011 under overskriften: Vi får først ligestilling om 246 år. Anledningen er bl.a. professor Hans Bondes kritik af Københavns Universitets initiativ om kvinder i forskning og ledelse. Læs mere om denne kritik her på bloggen:

Diskussion om “Kvinder i forskning og ledelse” blusser op igen

Vi får først ligestilling om 246 år

Hans Bonde mener at meritokratiet hersker på danske universiteter. Det lyder besnærende, men er det virkeligheden i den danske universitetsverden? Desværre ikke, men som så mange andre steder hersker MYTEN om meritokratiet – altså forestillingen om, at man(d) selvfølgelig bliver ansat på sine kvalifikationer.

Kan man vurdere ansøgningsfeltet, hvis stillingen ikke bliver slået op?
I Hans Bondes debatindlæg i Politiken 1. oktober 2011 stilles der spørgsmålstegn ved om kvinder, der kvoteres ind i professorater, er godt for universitetet. Ifølge Hans Bonde må mentorordninger og andre ‘bløde’ tiltag være nok til at skabe en positiv udvikling, så den kvindelige talentmasse kan komme i spil. Lad os bare vente på, at udviklingen sker af sig selv, synes rationalet at være. Dette kan der stilles spørgsmål til, hvilket også flere har gjort. Problemet er, at hvis vi venter og ikke gør andet end det vi plejer at gøre, så får vi, ifølge statistiker Inge Henningsens rapport 30 års march på stedet (2002), ikke ligestilling på universitetet før om ca. 246 år. Men selv om hastigheden i de sidste år er sat noget op, så kan det alligevel undre at vi, med de mange kvalificerede kvinder på de danske universiteter, ikke er kommet nærmere ligestilling, hvis ansættelse på universitetet kun afhænger af kvalifikationer.

Faktum er, at 21 % af de videnskabelige stillinger sker ved kaldelse. Det vil sige, stillingerne bliver ikke slået op, fordi de er skrevet til en bestemt person. Andre kvalificerede – kvinder som mænd – har dermed ingen mulighed for at søge dem. Hvis man hylder de fri markedskræfter, kan det ikke være en tendens, man støtter, for uden et opslag får man ikke et reelt indtryk af, hvilke kvalificerede forskere der findes til en given stilling.

Et vigtigt skridt vil derfor være at slå alle stillinger op, hvis man tror på meritokrati. Af seniorforsker Bertel Ståhles rapport En forskerstab i vækst fra foråret 2011 fremgår det, at især Sundhedsvidenskab (30 % af professoraterne) og Humaniora (15 % af professoraterne) ikke slår deres stillinger op, mens det for Jordbrugs- og veterinærvidenskab gælder, at kun en eneste professorstilling i perioden 2007-2009 blev besat uden opslag. Således er der er tale om forskellige ansættelseskulturer på forskellige fagområder.

Hvorfor er disse rekrutteringsprocesser så overhovedet vigtige at holde sig for øje? Fordi sandsynligheden for, at man kender hele det potentielle ansøgerfelt er ret lille – og dermed også grundlaget for at vælge den bedst kvalificerede – hvis en stilling ikke bliver slået op.

Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får
Når man ser på andelen af stillinger, der besættes af interne kandidater, får man heller ikke indtryk af, at det er meritokratiet, der hersker på universitetet: Samlet set bliver 62 % af alle videnskabelige stillinger på universitetet besat af interne kandidater, på professorniveau gælder det 68 %, på lektorniveau hele 71 % og på adjunktniveau 54 %. Det vil sige, at der er en tendens til, at man ansætter dem, man plejer at spise frokost med. At procentsatsen kun er ca. 50 % for adjunkter kan måske afspejle, at adjunkter kun er ansat for en treårig periode, så dem kan man lettere tage chancer med – man skal med andre ord kun spise frokost med dem i tre år, hvis de viser sig at være uinspirerende eller på andre måder falder udenfor.

Igen er der tale om variationer mellem fakulteterne, og igen kan man pege på forskellige ansættelseskulturer. Men i forhold til forestillingen om meritokrati er det berettiget og nødvendigt at spørge, om man virkelig kan regne med, at alle fakulteter på de danske universiteter i så høj grad kan producere de bedst kvalificerede ansøgere til netop de stillinger der bliver slået op hos dem selv? Eller er der andre aspekter end lige faglige kvalifikationer, der spiller ind ved ansættelse?

Konkurrence på kvalifikationer?
Et aspekt, der spiller ind i ansættelsen, er selvfølgelig det øvrige ansøgerfelt. Og her er det interessant, at der til 30 % af de videnskabelige stillinger i perioden 2007-2009 der blev slået op, kun var en eneste ansøger. Med andre ord var der absolut ingen konkurrence, og så er det jo ikke så svært at ansætte den bedst kvalificerede! I ansættelsessammenhænge som disse bør man måske nok spørge sig selv, om der ikke er problemer med proceduren, hvis man kun har en mulig kandidat – især hvis denne er intern! En mulig forklaring kan være, at opslaget ikke er nået særligt vidt omkring. En anden forklaring kunne selvfølgelig være, at opslaget er skrevet meget snævert til en bestemt person. Uden egentlig konkurrence i ansættelser er det ikke muligt at fastholde myten om meritokratiet.

Er det et problem, at vi ikke har meritokrati på danske universiteter?
Det er et problem at påstå, at universitetsansættelser bygger på meritokrati, når det tydeligvis ikke er tilfældet. Ikke mindst fordi det er meget svært at ændre på ansættelsesprocedurer så længe man fastholder myten om meritokratiet. Og de fleste kan vel blive enige om, at det ikke er til gavn for forskning, at der kun ansættes internt: dem, man kender, dem man kan komme i tanke om, og dem, der ligner en selv.

Efter al sandsynlighed er det de danske universiteters ansættelsesprocedurer og strukturer, der betyder, at der stadig er meget få kvinder ansat i videnskabelige stillinger på universitetet. 12% på professorniveau og 28% på lektorniveau er utroligt lavt, når man ser på det rekrutteringsgrundlag, der rent faktisk findes. Et af de problemer, der følger med denne uligestilling, er, at der sker en homogenisering af forskningen, som ikke er ønskelig for en kritisk indstillet forskning. Det betyder, at der bliver forsket meget lidt i det, der bryder med de etablerede paradigmer. Populært sagt bliver der forsket i det, vi er enige om og ikke så meget i det vi er uenige om. Det betyder, at diversiteten i forskningen bliver meget lille.

Et andet problem ved myten om meritokrati er, at man ikke behøver at tænke nyt eller overveje om de strukturer, der findes på universitetet, egentlig er de mest hensigtsmæssige. Enhver nytænkning i den retning kan skydes ned med argumentet om, at det handler om kvalifikationer og at systemet allerede er det bedste. Dette er aldeles problematisk, når det i højere grad er MYTEN om meritokratiet, der hersker og ikke meritokratiet selv.

Desværre ser det ud til, at kvinderne ikke i samme grad som mænd får muligheden for at gøre karriere på universitetet. De får simpelthen ikke stillingerne i samme grad som mændene. Hans Bonde hævder, at det er fordi kvinderne ikke er kvalificerede. Men ser man på hvad der faktisk foregår, så er en del af ansættelsespraksisserne desværre ikke baseret på det, Hans Bonde kalder ’ærlig konkurrence’ og ’oplysningstankens fineste mekanisme [..] nemlig at det er meritokratiet, der gælder, altså at ansættelse og forfremmelse beror på talentet [..]’. Det er på tide at indrømme, at meritokratiet en myte mere end en realitet i den danske universitetsverden. I stedet bør der arbejdes på at skabe mangfoldighed og på at give alle kvalificerede lejlighed til at søge de stillinger der er. Et andet tiltag i samme retning kan så være at kvotere kvinder ind i toppen af de videnskabelige stillinger på universitetet. Efterhånden er der en overvægt af kvindelige studerende på universiteterne i Danmark, og det har ført til at man på nogen studier, f.eks. medicin, ’kvoterer’ mænd ind gennem den måde man optager studerende på. Hvor man ofte læser rasende indlæg mod ‘kvindekvoter’, er der tilsyneladende ingen der ser grund til at løfte et øjenbryn over ‘mandekvoter’.

Farvel til myten om meritokratiet og det neutrale blik
Når vi begynder at tale om, hvordan ansættelsesprocedurerne faktisk fungerer på universitetet, så kan vi i samme omgang opgive forestillingen om ’det neutrale blik’ som Hans Bonde også fremfører. Netop det neutrale blik har f.eks. kønsforskningen, som Hans Bonde også tilhører, gennem mange år stillet spørgsmålstegn ved, fordi det neutrale blik i virkeligheden er naturaliseringen af en norm – ofte en maskulin norm – som ikke har noget med meritokrati at gøre, men derimod er en favorisering af mænd.

På vegne af Foreningen for Kønsforskning i Danmark
Forkvinde, Ph.d.-studerende Gry Høngsmark Knudsen.

Tillykke til Danmarks første kvindelige statsminister

Kære Helle Thorning

Tillykke med valget! I Foreningen for Kønsforskning håber vi, at den nye regering vil opprioritere en mere kønsforskningsbaseret politik. Den viden, vi har om køn i Danmark, bliver på grundlæggende områder som f.eks. familiepolitik ikke brugt. Og meget af den viden, der er brug for, findes ikke:  Der forskes alt for lidt i køns betydning i det danske samfund. Således er der på nuværende tidspunkt ganske lidt viden, som kan understøtte de politiske beslutninger, der påvirker alle køn i det danske samfund. Det vil vi i Foreningen for Kønsforskning gerne være med til at afhjælpe!

Det er symptomatisk for den plads, kønsforskningen har haft i den danske forskningsverden, at arbejdet med at formulere et nyt grundlag for de strategiske forskningsmidler foregår uden, at Koordinationen for Kønsforskning i Danmark eller Foreningen for Kønsforskning i Danmark er høringsparter i processen. Hidtil er kønsforskningen end ikke blevet prioriteret på landsplan. Vi vil derfor opfordre til, at en ny regering vil prioritere kønsforskningen højere. Køn er et væsentligt aspekt i samfundet, og vi har på nuværende tidspunkt alt for lidt viden om, hvad køn betyder, og hvordan køn indvirker og bliver påvirket på alle mulige niveauer i samfundet; fra det kønsopdelte arbejdsmarked, barselsorlovsordninger, familieformer til sundhed og klima. For eksempel ved vi, at kvinder oftere bruger offentlig transport, og mænd går mindre til læge. Men hvilke implikationer, det har, kan vi kun finde ud af, hvis vi forsker videre med et skarpt kønsblik på samfundets problemstillinger. Og hvis vi vil ændre på forholdene, er vi også nødt til at vide, hvordan forskellige køns adfærd kan påvirkes på forskellige områder.

I Foreningen for Kønsforskning vil vi derfor opfordre til, at der bliver sat penge af til et nationalt kønsforskningsprogram. På den måde kan vi være med til at skabe viden om menneskers vilkår og adfærd i Danmark og dermed kvalificere den politiske proces.

Vi håber på et konstruktivt samarbejde..

Ligestillingsministerens perspektiv- og handlingsplan 2011

Foreningen for Kønsforskning har med interesse læst ligestillingsministerens perspektiv- og handlingsplan, der skal debatteres i folketinget 29. marts 2011. Indledningsvis vil vi konstatere, at vi er grundlæggende uenige i ministerens opfattelse af sin rolle, når hun i præsentationen af perspektiv- og handlingsplanen på ligestillingsafdelingens hjemmeside fraskriver sig sit prærogativ som minister, nemlig mulighederne for at initiere lovgivning:

Alle initiativer i Perspektiv- og handlingsplanen er baseret på frivillighed.

Vi er heller ikke enige med ministeren, når hun fortsætter:

Vi kan ikke opnå forpligtende ligestilling igennem tvang og lovgivning. Vi har allerede formel ligestilling og de nødvendige lovgivningsmæssige rammer.

Der er stadigt behov for ændringer og justeringer af lovgivning og forvaltningsmæssige rammer. Etableringen (ved lov) af et uafhængigt organ til at fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd var utvivlsomt et skridt frem for ligestillingen, ligesom ligestillingsvurdering af lovforslag (mainstreaming) er et nyttigt redskab i arbejdet for at stille kvnder og mænd lige. På samme måde stiller lovgivningskomplekset omkring orlov og barsel hverken formelt eller reelt mænd og kvinder lige.

Der er vores opfattelse, at ligestilling bedst nås gennem en blanding af lovgivning og aktiviteter i civilsamfundet. Derfor savner vi i planen på den ene side ministerens egne lovgivningsinitiativer og hendes overvejelser over, hvordan hun i regeringen har tænkt sig at påvirke lovgivningen på andres områder. På den anden side mangler perspektiv- og handlingsplanen helt en diskussion af og en plan for samarbejdet med den lange række af organisationer og forskningsmiljøer, der aktuelt beskæftiger sig med køn og ligestilling.

Vi finder det dog positivt, at den nuværende minister har blik for at ligestilling handler om køn og ikke kun kvinder. Det er ligeledes et fremskridt, at redegørelsen ikke længere stereotypiserer indvandrerkvinder, som de eneste, der har et ligestillingsproblem. Dog er centrale ligestillingsproblematikker (for både minoriteter og majoritet) fraværende. Fx nævnes ligeløn kun i forhold til nedbrydelse af det kønsopdelte arbejdsmarked og kun for det offentlige, og pension er stort set fraværende – for at bare at nævne nogle få.

Det er også positivt, at regeringen langt om længe har valgt at etablere et uafhængigt organ, der skal fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd. Det er en længe ønsket gennemførsel af forpligtelserne i ligebehandlingsdirektivet (2006/54/EF) og ligestillingsdirektivet 2004/113/EF.

Vi finder det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder i varetagelsen af sit nye mandat samarbejder med vidensinstitutioner, som f.eks. universiteterne, der kan levere forskningsbaseret viden på en lang række af de områder, der er relevante for det nye uafhængige organ. Relevante samarbejdspartnere på universiteterne er f.eks. Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på Roskilde Universitet og FREIA, Center for Kønsforskning ved Ålborg Universitet. Foreningen for Kønsforskning i Danmark finder det ligeledes vigtigt, at det nye organ samarbejder med internationale kønsforskningsaktører som f.eks. NIKK, det Nordiske Institutt for Kunnskap om Kjønn og ATGENDER The European Association for Gender Research, Education and Documentation.

Vi mener, at et sådan samarbejde er væsentligt, hvis det uafhængige organ skal kunne levere de analyser, der nødvendigvis må til for at kunne komme med forslag til løsninger, der fremmer ligestilling mellem kvinder, mænd og transkønnede.

I det følgende vil vi knytte nogle kommentarer til dele af perspektiv- og handlingsplanen.

Et frit uddannelsesvalg

Foreningen for Kønsforskning er glade for, at ministeren vil sætte fokus på det kønsopdelte uddannelsesvalg, selv om vi ikke ser ministerens ensidige prioritering af vækst og konkurrence som produktiv, ligesom vi heller finder faktagrundlaget helt overbevisende. Vi mener, at der mangler nogle vigtige initiativer for at sikre, at man i sit uddannelsesvalg ”ikke begrænses af egne og andres forventninger til, hvad man bør beskæftige sig med som mand og kvinde” (side 5). Der skal sættes ind længe før, unge mænd og kvinder skal foretage deres uddannelsesvalg. Hvor er indsatsen på lærer- og pædagoguddannelserne, således at de kommende lærere og pædagoger bliver bevidste om kønsspecifikke spørgsmål og bliver i stand til, fra et reflekteret udgangspunkt, at varetage undervisning og opdragelse af børn og unge i et køns- og ligestillingsperspektiv? Hvor er læseplanerne om køn, seksualitet og ligestilling i folkeskolen og undervisningsmaterialerne, der kan støtte en sådan undervisning?

Foreningen finder det vigtigt, at køn og ligestilling kommer på skoleskemaet i det danske undervisningssystem (grundskole, gymnasiale uddannelser, tekniske uddannelser, kortere og længere videregående uddannelser) for at give børn og unge viden om køn og dermed bl.a. være med til at nedbryde stereotype forestillinger og fremme mangfoldighed. For at understøtte dette fokus i undervisningen skal der udvikles curriculum, og lærer- og pædagoguddannelserne bør have fokus på køn og ligestilling, således at de studerende bliver bevidste om en række kønsspecifikke spørgsmål og bliver i stand til, fra et reflekteret udgangspunkt, at varetage undervisning af børn og unge i et køns- og ligestillingsperspektiv.

NIKK udarbejdede i 2005 rapporten ”Køn, ligestilling og skole 1990-2004”, hvor følgende konklusioner blev draget.

Langt de fleste uddannelsespolitiske tiltag er taget i Sverige, hvorfor de måske også står for langt størstedelen af forskningen. I Sverige har man formuleret en mainstreaming, hvor ligestillingspolitikken er integreret i det pædagogiske ligestillingsarbejde i den samfundsmæssige, kulturelle og institutionelle kontekst.

Der er flere eksempler på konkrete strategier for at fremme ligestilling mellem kønnene så som at integrere ligestilling i skolens mål og læreplaner, initiere og opmuntre til lokale udviklingsarbejder i førskole (børnehaveklasse) og skole. Også Norge har været tidligt fremme med at få en formulering ind i skolens læreplan om ligestilling mellem kønnene, selv om den er forsvundet med den seneste læreplan. I Finland har man arbejdet med ligeværd med det formål at fremme social lighed; men ligestilling mellem kønnene indgår i Regeringens ligestillingsprogram fra 2004. Danmark markerer derimod ingen tiltag, når det gælder ligestilling i uddannelsespolitikken. Fra Island har vi ikke fået oplysninger om tiltag.

Flere temaer er underbelyste i periodens forskning så som pædagogernes/lærernes og ledernes køn, pædagogisk tekstforskning med inddragelse af de nye medier, forebyggelse af vold i skolen samt køn og ligestilling i pædagog- og læreruddannelserne.

( http://www.nikk.no/Skandinavisk/Temaer/Skole_kon_og_ligestilling/Forskning/)

Mangfoldigheden skal styrkes i ledelse og bestyrelser

I Danmark er kvinder underrepræsenteret på alle niveauer i forskning, men mest på de højeste, og der er en lang række faglige-strukturelle prioriteringer, som har klar indflydelse på denne ulige kønsfordeling. Foreningen for Kønsforskning arbejder for, at kvinder og mænd skal have samme magt over og indflydelse på forskningen i Danmark. Derfor er det med beklagelse, at vi kan konstatere, at problemstillinger om kvinder og forskning slet ikke er med i perspektiv- og handlingsplanen.

Den aktuelle ligestillingspolitik tenderer mod at udpege kvinder som mangelfulde individer, til hvem der skal tages særlige hensyn, men som samtidig må ændre sig for at leve op til forskningens normer og krav (også kaldet ‘Fix the women’). Heroverfor vil foreningen stille en politik, hvor ligestillingsarbejdet primært skal have som formål at ændre de eksisterende ulighedsskabende strukturelle forhold, der skaber uligheder, og benytte virkemidler, hvor ligestillingen integreres i en realisering af institutionernes øvrige målsætninger (hvad man kan kalde ‘Fix the universities’).

Vi undrer os ligeledes over den manglende opfølgning på Charter for flere kvinder i ledelse. Den første evaluering af charteret offentliggjort i december 2010 viser med alt ønskelig tydelighed, at der stadig er lang vej. I indledningen til evalueringen fremhæves, at særlig charterets fokus på at udvikle og opstille mål og/eller måltal for andelen af kvinder på udvalgte ledelsesniveauer, anses for vigtig i forhold til evalueringen. Disse konkrete og tidsbestemte måltal anses for en forudsætning for at kunne sikre fremdrift i arbejdet med charteret.

Det fremgår af evalueringens bilag, at alle er blevet spurgt direkte, om måltallene er opfyldt, eller om der foreligger gode grunde til, at målene ikke er opfyldt. Spørgsmålet er obligatorisk at besvare. Men i evalueringen fremgår ingen steder, hvorvidt måltallene er opfyldt og/eller, hvorvidt der foreligger gode grunde til det. Det vækker undren, at lige præcis en så konkret resultatmåling udelades fuldstændig.

Ligestilling er også for mænd

Vi hilser initiativet om større fokus på mænd og ligestilling velkommen og vil pege på, at der allerede i organisationer og forskningsmiljøer ligger megen værdifuld viden. Det er i denne sammenhæng yderst vigtigt, at ministerens initiativ kobles til forskningsmæssig viden om mænd, maskulinitet og ligestilling. Ligestillingsindsatsen i Danmark har i en årrække været frakoblet et forsknings- og vidensbaseret grundlag; både i forhold til nationale, nordiske og europæiske resultater. Det er derfor vigtigt, at der afsættes ressourcer til forskning i mænd, maskulinitet og ligestilling.

F.eks. lægges ansvaret for flere mænd på barsel på virksomhedsniveau (”virksomheder skal blive bedre til at skabe arbejdspladskultur, hvor det er acceptabelt, at mænd tager barsel” (side 9), ”Minister vil indsamle gode erfaringer fra virksomheder, der er lykkedes med at understøtte ansattes brug af barsel” (side 10)) og på individniveau (”den enkelte mand der gerne vil have mere barsel, skal blive bedre til at gøre op med normen om, at barsel er et kvindejob”, s. 10). Det er problematisk, at barselsrettigheder til mænd fastlægges på overenskomst- og virksomhedsniveau, idet mænd således får meget forskellige rettigheder til orlov, alt efter hvor de er beskæftigede. Dansk og nordisk forskning viser, at øremærket orlov til far i høj grad benyttes, mens fælles orlov i vid udstrækning tages af moderen. Lovgivningsmæssige rettigheder er dels med til at sikre lige rettigheder til barsel for alle mænd uanset beskæftigelse (branche/arbejdsplads), dels er barselsorlovslovgivning normsættende for forestillingerne om køn og barsel og dermed for kvinders og mænds adfærd. Det er ligeledes problematisk, at spørgsmålet om mænd og barsel individualiseres, så individuelle fædre (i modsætning til mødre) fortsat selv skal forhandle deres barsel på arbejdspladsen.

Vi hilser det nyudnævnte mandepanel velkommen – der er brug for mænds stemmer i debatten – men vi undrer os også her over den manglende fokus på forskningsbaseret viden. Panelet har én forsker, der har beskæftiget sig med køn. Vi håber derfor, at det ligger inden for panelets arbejde at orientere sig i den forskningsmæssige viden om mænd, maskulinitet, køn og ligestilling, således at panelets anbefalinger kan dannes på et vidensbaseret grundlag.

Det nævnes i perspektiv- og handlingsplanen, at panelet nedsættes med inspiration fra Norge (side 10). Det ser dog ikke ud til, at det er i sammensætningen af panelet man har hentet inspiration fra det norske panel, der var langt mere mangfoldigt sammensat end det danske er det. Udover den åbenlyse mangel på panelmedlemmer, der faktisk ved noget om kønsproblematikker, udmærker det danske panel sig ved at bestå af en homogen gruppe af hvide etnisk danske mænd fra toppen af det danske samfund. Hvor er de etniske minoriteter, de homoseksuelle, de transkønnede, de unge, de ældre, de handicappede, arbejderne, de arbejdsløse og alle de andre sociale kategorier, der åbenbart ikke skal have en stemme i ligestillingsdebatten.

Det offentlige skal gå foran i ligestillingsarbejdet

Foreningen for Kønsforskning mener, at øget viden om køn er vigtigt for at kvalificere samfundsdebatten. Udgangspunktet for kønsforskning er, at køn har betydning, og at viden om køn derfor er vigtig i de fleste samfundsmæssige debatter og politiske beslutninger. Desuden kræver en effektiv implementering af mainstreamingsforpligtigelsen, der er indskrevet i den danske ligestillingslovgivning, det kvalificerede vidensniveau, som kønsforskningen kan levere. Så for at det offentlige kan være førende i ligestillingsarbejdet og leve op til forpligtigelserne i ligestillingsloven om at indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning (side 23) er der brug for en lang mere fokuseret indsats end hidtil.

For det første er det bekymrende, at mainstreamingsforpligtigelsen ikke opfyldes på en lang række områder. Ifølge en række udvalgsspørgsmål til ministerierne om ligestillingsvurderinger af lovforslag (se f.eks. Politiken 8. februar 2011) er det kun halvdelen af alle ministerier, der har foretaget ligestillingsvurderinger af lovforslag. Dette kunne tyde på, at embedsværket ikke er klædt godt nok på til arbejdet, og at forpligtigelsen ikke tages alvorligt. Vi vil derfor med interesse følge det omtalte EU-projekt om mainstreaming (s. 23).

Men webbaserede redskaber kan ikke løse hele problemet. Vidensniveauet bør hæves. Køn er ligesom f.eks. miljø et vidensområde og for at kunne lave kvalificerede ligestillingsvurderinger kræves et kvalificeret vidensgrundlag. En forklaring på de manglende ligestillingsvurderinger kunne være, at man i ministerierne mangler viden om hvilken betydning køn har inden for de enkelte ressortområder. Der er behov for nye samlende initiativer, som f.eks. et nationalt kønsforskningsprogram, der kan styrke og udvikle kønsforskningens potentialer som et samlet forskningsfelt, som aktivt kan bidrage til forståelse af betydelige samfundsmæssige udfordringer som demokrati og globalisering, sikkerhed, migration og alder, krops- og reproduktive teknologier, klima og bæredygtighed, produktion, arbejdsmarked og innovation. En samlet satsning på kønsforskning vil samtidig være et offensivt bidrag til den igangværende implementering af mainstreaming i alle politikområder og offentlige initiativer.

Der er derfor brug for en mere seriøs implementering af ligestillingslovens bestemmelser, hvor f.eks. redegørelse for de ligestillingsmæssige konsekvenser af lovforskag er et krav på linje med for eksempel økonomiske, administrative og miljømæssige konsekvenser. Derudover bør ministeriernes kapacitet og kompetencer til at arbejde med køn, herunder ligestillingsvurderinger, styrkes. Embedsværket skal uddannes til at kunne efterspørge viden om køn og have redskaberne til at tilvejebringe denne viden.

Der bør ligeledes arbejdes meget mere med kravene / indikatorerne til ligestillingsredegørelser fra staten og lommunerne. Som de er nu er de ret mangelfulde med fokus på forhold som, hvorvidt der er en politik på området samt personalemæssige tiltag. Dette er et område der burde udvides betydeligt, da det er et af de eneste steder, hvor der mere systematisk opsamles information fra den offentlige administration på området – m.a.o. der er behov for udvikling af flere og bedre kriterier for monitorering. Samtidig må man sige, at tallene på side 24 ikke er imponerende i forhold til, at vi taler om en offentlig forpligtelse stadfæstet ved lov.

Ligestilling – også i et internationalt perspektiv

Foreningen for Kønsforskning har tidligere på året kommenteret på Danidas handlingsplan for implementering af Udenrigsministeriets strategi på ligestillingsområdet. Foreningen for Kønsforskning fandt det positivt, at man i strategien har valgt at sætte fokus på forskning, og at dette forskningsinitiativ skal ligge til grund for udarbejdelsen og implementeringen af fremtidige projekter. I køreplanen for 2011 på ligestillingsområdet er forskningsinitiativet ligeledes nævnt i den indledende tekst, men genfindes ikke i nogen af de actions, der er planlagt for året. Vi vil således gerne tilskynde, at man allerede i den første årsplan inkluderer forskning, da netop forskning på området kan være med til at sikre, a projekter og indsatser er i overensstemmelse med de behov og i dialog med den kulturelle kontekst, hvori de skal implementeres. Forskning kan endvidere bidrage til udviklingen af et mere horisontalt perspektiv på køn i de andre fokusområder og på den måde sikre mainstreaming af køn i udarbejdelsen af projektindsatser i implementeringen af de fire andre fokusområder for strategien for udviklingssamarbejdet.

Ligeledes vil Foreningen gerne tilskynde, at man inkluderer mænd i handlingsplanen, da kønsligestilling og fremme af kvinders rettigheder ikke alene er kvinders ansvar men samfundets generelt, og derfor er mænd også en del af løsningen. De strukturelle barrierer, der forhindre marginaliserede kvinder i at nyde deres rettigheder og derved også kønsligestilling, er kun mulige at forandre ved at inkludere såvel kvinder som mænd..

← Older
1 2