Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

I medierne

Mænds ret til barsel er sat i stå – hør udsendelsen på P1 formiddag

I forbindelse med at regeringen udsætter øremærkning af barsel til fædre, var Anette Borchorst på besøg hos Poul Friis i P1 formiddag og tale om hvordan barsel til mænd, kan ses som en byggesten for mere ligestilling på arbejdsmarkedet.

Høre udsendelsen her


.

3 mdr. øremærket barsel til fædre er udskudt.

Regeringen vælger alligevel ikke at gennemføre 3 mdr. øremærket barsel til fædre. Dette sker på trods af, at det står i regeringsgrundlaget – og på trods af at forskningen jo viser, hvor vigtigt det er for ligestilling, for samfund, for alle køn osv. osv. Kort sagt for mange ting.

Topfolk i fagbevægelsen beskylder i Ugebrevet A4 onsdag regeringen for løftebrud, fordi regeringsgrundlaget fastslår, at man vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden.

Dette glæder oppositionspartierne og man kan i Berlinske læse, at:

“Konservatives arbejdsmarkeds- og ligestillingsordfører, Mai Henriksen, glæder sig.

– Det er helt klart et løftebrud over for de vælgere, der stemte på regeringspartierne, men det er et dejligt løftebrud, så på den måde bakker jeg op om, at regeringen ikke holder sine løfter. Hvis regeringen virkelig havde ment det her alvorligt, så ville de have fremsat lovforslaget allerede sidste år, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.”
(Læs mere her.)

For mere om de goder samfundet nu går glip af pga. den manglende øremærkning af barsel til fædre læs:

.

Norsk kønsforskning mister øremærkede forskningsmidler

Kvinfo NYT skriver på deres nyhedssite at norsk kønsforskning vil miste 56 mio. n.kr. Se mere her.

Norsk kønsforskning mister 56 mio. n.kr., der har været øremærket til netop det forskningsfelt. Kønsforskningen har i de seneste 17 år været bygget op omkring disse bevillinger, men det norske forskningsråd satser i stedet på at få integreret kønsperspektivet i andre forskningsprogrammer. Det betyder, at kønsforskningen fremover kommer til at konkurrere om midler i åbne forskningsprogrammer. Divisionsdirektør Anders Hanneborg siger til aftenposten.no, at initiativet har været tænkt som et tidsafgrænset projekt, der har skullet opbygge kompetencer. Det er lykkedes, så tiden er nu inde til afslutte ordningen.
Marit Aure, der leder Foreningen for kønsforskning i Norge, mener, at det er en dårlig idé, fordi kønsforskningen er et lille felt med få faste stillinger. “Uden den ekstra opmærksomhed, som ligger i et eget program, er vi bange for at forsvinde”, siger hun på baggrund af andre erfaringer med denne form for “mainstreaming”.

 

.

Pressemeddelelse fra VM – Viden om Mænd

 

Pressemeddelelse

Manderollen og mænds situation er i heftig forandring, og begrebet ’maskulinitet’ er ved at få en ny betydning. Men hvor er de politiske initiativer, der tager fat på de samfundsforhold, der knytter sig til mænd og drenge?

I dag udgiver Tænketanken VM – Viden om Mænd ”30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling”. Udgivelsen samler de vigtigste problemstillinger og anbefalinger til politiske handlinger inden for seks områder:

  • Mænd, sundhed og livsstil
  • Mænd, arbejdsmarked og barsel
  • Mænd, drenge og uddannelse
  • Faderskab, familieformer og omsorg
  • Socialt udsatte mænd
  • Mænd, vold og kriminalitet

”30 forslag – en politik for drenge og mænds ligestilling” bliver præsenteret i dag den 29. november kl. 15.00 i Nationalmuseets Festsal, hvor også ligestillingsminister Manu Sareen vil tale om mænds ligestilling.

De 30 forslag er bud på, hvor man kan starte et arbejde for, at dansk køns- og ligestillingspolitik også kommer til handle om maskulinitet og mænd som køn. De i alt 17 medlemmer af VM – heraf både forskere og praktikere – har defineret de 30 vigtigste problemstillinger, og 30 tilhørende forslag til politiske handlinger.

Formand for Tænketanken VM – Viden om Mænd, chefpsykolog ved Rigshospitalet, Svend Aage Madsen siger:

”Der sker store forandringer i mænds liv i disse år. Det er både positive og negative forandringer. Mænd får nu et langt tættere forhold til deres børn og deltager mere ligestillet i familieliv.
Samtidig er det blevet klart, at mange drenge bliver uddannelsesløse, at mænd har halvanden til to en halv gang så stor dødelighed af stort set alle sygdomme og begår tre til fem gang så mange selvmord som kvinder. Vi stiller 30 forslag, der er nogle af svarene på de udfordringer, mænd står over for i dag”.

Se mere og download udgivelsen på www..tænketankenvm.dk

.

Læserbrev fra Weekendavisen om universiteternes bonusordning

Carla Nielsen, cand.theol. og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet skriver her et læserbrev om ‘Bonuskvinder’:

Universiteternes bonusordning, som be- lønner de økonomiske trængte institut- ter/fakulteter økonomisk, hvis en kvinde ansættes, bliver kritiseret fra flere sider. Det er blevet hævdet, at det ikke længere kun er de akademiske kriterier, der af- gør, hvem der ansættes, og at ordningen svarer til et 100-meter-løb, hvor udvalgte deltagere begynder ti meter foran de andre. Men se, det er her den afgørende misforståelse ligger. Kvinderne stiller slet ikke op til Det akademiske 100-meter- løb. De får nemlig ikke muligheden for at deltage i den strengt nødvendige træning.

Det vil jeg give et par eksempler på: På teologi i Aarhus arrangeres jævnligt et meget populært heldagsseminar om forskellige aspekter ved Løgstrups tænkning. Ved det kommende arrange- ment den 26. november i år er der ud af de seks oplæg ingen kvindelige oplægs- holdere. Dette er ikke enestående. Hvis vi kigger tilbage, så har der siden 2007 været fem lignende arrangementer. I alt 38 forelæsninger, hvoraf kun to er blevet holdt af en kvinde.

Ofte bliver det sagt, at der ikke er nogen kvinder at finde inden for det pågældende område. Men på nuværende tidspunkt er der tre kvindelige ph.d.-stu- derende ved teologi i Aarhus, som netop beskæftiger sig med Løgstrup.

Hvis vi vender os mod de forskellige foredragsforeninger, er tendensen den samme. Teologisk Forening, Religions- videnskabelig Forening, Studenterkred- sen i Aarhus samt Studenterkredsen i København holder dette semester tilsammen 23 arrangementer, hvor kun fire afholdes af en kvinde.

Et andet eksempel angår publikationer. Ved hovedindgangen på teologi i Aarhus står der nogle glasmontrer, hvor de seneste publikationer af stedets for- skere udstilles. Kun to af de ti redigerede værker har en kvindelig medredaktør.

Konsekvensen af, at kvindelige forskningstalenter i mindre udstrækning end mandlige forskningstalenter bliver spurgt, om de vil være med i forskellige faglige tiltag, kan måske aflæses i antal- let af ansættelser af mandlige lektorer. Ved det teologiske fagmiljø i Aarhus er der siden 2004 ansat fire lektorer inden for systematisk teologi. De er alle mænd (min kritik angår ikke disse fire mænds forskning eller berettigelse til at besidde deres stilling).

Mit spørgsmål er: Hvordan skal kvin- der få en stærk forskningsprofil, som kvalificerer dem til et lektorat, hvis de ikke bliver inviteret med til træningen, inden det akademiske 100-meter-løb skydes i gang? En indvendig kunne her lyde: Kvinde lad være med at græde og tag selv initiativet! Men her bryder  forskellen(e) frem. For sat på spidsen kan det siges, at kvinder selv skal tilkæmpe sig den stærke forskningsprofil, hvor de mandlige forskningstalenter får den givet. Det er svært at forestille sig, at en kvindelig forsker kan acceptere, at hun kun får stillingen, fordi hun er en kvinde. Men at kvinder ikke bliver spurgt, fordi de er kvinder, kan vi heller ikke acceptere. På den måde er univer- siteternes løsning med en bonusordning blot en symptombehandling, men ikke desto mindre nok nødvendig.

 

Klik her for at læse læsebrevet i Weekendavisen..

Debatindlæg: Myten om merit

Nedenstående debatindlæg er blevet bragt i Politiken 13. oktober 2011 under overskriften: Vi får først ligestilling om 246 år. Anledningen er bl.a. professor Hans Bondes kritik af Københavns Universitets initiativ om kvinder i forskning og ledelse. Læs mere om denne kritik her på bloggen:

Diskussion om “Kvinder i forskning og ledelse” blusser op igen

Vi får først ligestilling om 246 år

Hans Bonde mener at meritokratiet hersker på danske universiteter. Det lyder besnærende, men er det virkeligheden i den danske universitetsverden? Desværre ikke, men som så mange andre steder hersker MYTEN om meritokratiet – altså forestillingen om, at man(d) selvfølgelig bliver ansat på sine kvalifikationer.

Kan man vurdere ansøgningsfeltet, hvis stillingen ikke bliver slået op?
I Hans Bondes debatindlæg i Politiken 1. oktober 2011 stilles der spørgsmålstegn ved om kvinder, der kvoteres ind i professorater, er godt for universitetet. Ifølge Hans Bonde må mentorordninger og andre ‘bløde’ tiltag være nok til at skabe en positiv udvikling, så den kvindelige talentmasse kan komme i spil. Lad os bare vente på, at udviklingen sker af sig selv, synes rationalet at være. Dette kan der stilles spørgsmål til, hvilket også flere har gjort. Problemet er, at hvis vi venter og ikke gør andet end det vi plejer at gøre, så får vi, ifølge statistiker Inge Henningsens rapport 30 års march på stedet (2002), ikke ligestilling på universitetet før om ca. 246 år. Men selv om hastigheden i de sidste år er sat noget op, så kan det alligevel undre at vi, med de mange kvalificerede kvinder på de danske universiteter, ikke er kommet nærmere ligestilling, hvis ansættelse på universitetet kun afhænger af kvalifikationer.

Faktum er, at 21 % af de videnskabelige stillinger sker ved kaldelse. Det vil sige, stillingerne bliver ikke slået op, fordi de er skrevet til en bestemt person. Andre kvalificerede – kvinder som mænd – har dermed ingen mulighed for at søge dem. Hvis man hylder de fri markedskræfter, kan det ikke være en tendens, man støtter, for uden et opslag får man ikke et reelt indtryk af, hvilke kvalificerede forskere der findes til en given stilling.

Et vigtigt skridt vil derfor være at slå alle stillinger op, hvis man tror på meritokrati. Af seniorforsker Bertel Ståhles rapport En forskerstab i vækst fra foråret 2011 fremgår det, at især Sundhedsvidenskab (30 % af professoraterne) og Humaniora (15 % af professoraterne) ikke slår deres stillinger op, mens det for Jordbrugs- og veterinærvidenskab gælder, at kun en eneste professorstilling i perioden 2007-2009 blev besat uden opslag. Således er der er tale om forskellige ansættelseskulturer på forskellige fagområder.

Hvorfor er disse rekrutteringsprocesser så overhovedet vigtige at holde sig for øje? Fordi sandsynligheden for, at man kender hele det potentielle ansøgerfelt er ret lille – og dermed også grundlaget for at vælge den bedst kvalificerede – hvis en stilling ikke bliver slået op.

Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får
Når man ser på andelen af stillinger, der besættes af interne kandidater, får man heller ikke indtryk af, at det er meritokratiet, der hersker på universitetet: Samlet set bliver 62 % af alle videnskabelige stillinger på universitetet besat af interne kandidater, på professorniveau gælder det 68 %, på lektorniveau hele 71 % og på adjunktniveau 54 %. Det vil sige, at der er en tendens til, at man ansætter dem, man plejer at spise frokost med. At procentsatsen kun er ca. 50 % for adjunkter kan måske afspejle, at adjunkter kun er ansat for en treårig periode, så dem kan man lettere tage chancer med – man skal med andre ord kun spise frokost med dem i tre år, hvis de viser sig at være uinspirerende eller på andre måder falder udenfor.

Igen er der tale om variationer mellem fakulteterne, og igen kan man pege på forskellige ansættelseskulturer. Men i forhold til forestillingen om meritokrati er det berettiget og nødvendigt at spørge, om man virkelig kan regne med, at alle fakulteter på de danske universiteter i så høj grad kan producere de bedst kvalificerede ansøgere til netop de stillinger der bliver slået op hos dem selv? Eller er der andre aspekter end lige faglige kvalifikationer, der spiller ind ved ansættelse?

Konkurrence på kvalifikationer?
Et aspekt, der spiller ind i ansættelsen, er selvfølgelig det øvrige ansøgerfelt. Og her er det interessant, at der til 30 % af de videnskabelige stillinger i perioden 2007-2009 der blev slået op, kun var en eneste ansøger. Med andre ord var der absolut ingen konkurrence, og så er det jo ikke så svært at ansætte den bedst kvalificerede! I ansættelsessammenhænge som disse bør man måske nok spørge sig selv, om der ikke er problemer med proceduren, hvis man kun har en mulig kandidat – især hvis denne er intern! En mulig forklaring kan være, at opslaget ikke er nået særligt vidt omkring. En anden forklaring kunne selvfølgelig være, at opslaget er skrevet meget snævert til en bestemt person. Uden egentlig konkurrence i ansættelser er det ikke muligt at fastholde myten om meritokratiet.

Er det et problem, at vi ikke har meritokrati på danske universiteter?
Det er et problem at påstå, at universitetsansættelser bygger på meritokrati, når det tydeligvis ikke er tilfældet. Ikke mindst fordi det er meget svært at ændre på ansættelsesprocedurer så længe man fastholder myten om meritokratiet. Og de fleste kan vel blive enige om, at det ikke er til gavn for forskning, at der kun ansættes internt: dem, man kender, dem man kan komme i tanke om, og dem, der ligner en selv.

Efter al sandsynlighed er det de danske universiteters ansættelsesprocedurer og strukturer, der betyder, at der stadig er meget få kvinder ansat i videnskabelige stillinger på universitetet. 12% på professorniveau og 28% på lektorniveau er utroligt lavt, når man ser på det rekrutteringsgrundlag, der rent faktisk findes. Et af de problemer, der følger med denne uligestilling, er, at der sker en homogenisering af forskningen, som ikke er ønskelig for en kritisk indstillet forskning. Det betyder, at der bliver forsket meget lidt i det, der bryder med de etablerede paradigmer. Populært sagt bliver der forsket i det, vi er enige om og ikke så meget i det vi er uenige om. Det betyder, at diversiteten i forskningen bliver meget lille.

Et andet problem ved myten om meritokrati er, at man ikke behøver at tænke nyt eller overveje om de strukturer, der findes på universitetet, egentlig er de mest hensigtsmæssige. Enhver nytænkning i den retning kan skydes ned med argumentet om, at det handler om kvalifikationer og at systemet allerede er det bedste. Dette er aldeles problematisk, når det i højere grad er MYTEN om meritokratiet, der hersker og ikke meritokratiet selv.

Desværre ser det ud til, at kvinderne ikke i samme grad som mænd får muligheden for at gøre karriere på universitetet. De får simpelthen ikke stillingerne i samme grad som mændene. Hans Bonde hævder, at det er fordi kvinderne ikke er kvalificerede. Men ser man på hvad der faktisk foregår, så er en del af ansættelsespraksisserne desværre ikke baseret på det, Hans Bonde kalder ’ærlig konkurrence’ og ’oplysningstankens fineste mekanisme [..] nemlig at det er meritokratiet, der gælder, altså at ansættelse og forfremmelse beror på talentet [..]’. Det er på tide at indrømme, at meritokratiet en myte mere end en realitet i den danske universitetsverden. I stedet bør der arbejdes på at skabe mangfoldighed og på at give alle kvalificerede lejlighed til at søge de stillinger der er. Et andet tiltag i samme retning kan så være at kvotere kvinder ind i toppen af de videnskabelige stillinger på universitetet. Efterhånden er der en overvægt af kvindelige studerende på universiteterne i Danmark, og det har ført til at man på nogen studier, f.eks. medicin, ’kvoterer’ mænd ind gennem den måde man optager studerende på. Hvor man ofte læser rasende indlæg mod ‘kvindekvoter’, er der tilsyneladende ingen der ser grund til at løfte et øjenbryn over ‘mandekvoter’.

Farvel til myten om meritokratiet og det neutrale blik
Når vi begynder at tale om, hvordan ansættelsesprocedurerne faktisk fungerer på universitetet, så kan vi i samme omgang opgive forestillingen om ’det neutrale blik’ som Hans Bonde også fremfører. Netop det neutrale blik har f.eks. kønsforskningen, som Hans Bonde også tilhører, gennem mange år stillet spørgsmålstegn ved, fordi det neutrale blik i virkeligheden er naturaliseringen af en norm – ofte en maskulin norm – som ikke har noget med meritokrati at gøre, men derimod er en favorisering af mænd.

På vegne af Foreningen for Kønsforskning i Danmark
Forkvinde, Ph.d.-studerende Gry Høngsmark Knudsen.