Image Image Image 01 Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to Top

To Top

KRAKA-prisen

Takketale: At vende tilbage til sit udgangspunkt

Først og fremmest vil jeg sige tusind tak. Jeg er meget beæret over at have modtaget Krakaprisen, der er blevet til en fin tradition i det danske kønsforskningsmiljø. Kvindeforskning hed det, da jeg begyndte at interessere mig for feltet – netop her på dette universitet, som jeg har fulgt fra 1967: fra husningen på Odense Teknikum over barakkerne til ”Rustenborg”, som refererer til de ruste plader, som udgjorde facaden på det nybyggede Odense Universitet. Det var planlagt i opgangstid og realiseret i nedgangstid, hvilket gik ud over de planlagte saunaer, som blev for dyr en luksus efter oliekrisen i 1973.

Jeg indledte mit akademiske liv på Odense Universitet året efter, at universitetet var startet i 1966. I 2016 har OU, nu Syddansk Universitet, 50 års jubilæum, jeg altså året efter. Så jeg vil næsten tro, at jeg må være den ældste prismodtager. Det tjener prisen til ære, at der er så stor aldersspredning blandt prismodtagerne.

Har videnskaben køn? Kvinder i forskning (2014) har mange forhistorier, og jeg fortæller en ny hver gang. Hvis jeg skal sige, hvornår bogen blev påbegyndt, kunne jeg vælge 2004, hvor jeg mere seriøst begyndte at skrive. Det kunne være 1998, hvor jeg blev inviteret som taler på en nordisk feministisk filosofikonference, og hvor det gik op for mig, at jeg var den nærmeste og den eneste fastansatte kvindelige akademiker i Danmark, som kom i nærheden af filosofi.[1] Det var en øjenåbner. Jeg havde dog kun et bifag fra dette universitet.  Robin May Schott, som også holdt oplæg på konferencen, var uddannet filosof og havde været i Danmark nogle år.  Vi besluttede at skrive en bog sammen om feminisme, filosofi og videnskabshistorie, men splittede op, og det er nu blevet til to bøger. Robins bog Feministisk filosofi. En introduktion kom i 2004, min kom 10 år senere.

Bogen kunne også starte i 1967, hvor jeg begyndte at studere. Den 4. september kl.10 mødte jeg op til min første forelæsning med professor Erling Ladewig Petersen.  Og jeg nåede at blive godt nervøs, for der kom ingen før 10.15.  Hvad vidste jeg om det akademiske kvarter? Men professoren kom dog, pulsende på sin cigar, som han lagde i kridtrillen. Måske tog han et par sug under sin forelæsning om 1600-tallet, ellers fortsatte han efter timerne på samme cigar. Vi var ret mange nye historiestuderende, 40- 50 stykker, men kun 5 kvinder, som alle i øvrigt blev færdige. Der var ellers et stort frafald.

Jeg kom da derud af. Jeg var ikke nogen superstudent, men fulgte med, var flittig og blev ”vakt” af fagkritik og positivismekritik, og dét der kom efter: studenteroprør med ideologikritik og socialisme. Jeg blev som så mange andre optaget af at forandre historiefaget.

Vi var dengang generelt interesseret i objektivitetskritik, i teoretiske og videnskabsteoretiske problemstillinger og forholdt os kritiske til faget. Vi ønskede et paradigmeskift inspireret af Thomas Kuhns ideer om videnskabelige revolutioner.

Det forekom mig egentlig ikke mærkeligt, at historie ikke handlede om kvinder, for de havde ikke markeret sig i offentligheden og den politiske sfære. Og selvom jeg samtidig gik på ”barrikaderne” i rødstrømpebevægelsen, koblede jeg det ikke sammen med mine studier. Det forsøgte jeg lidt senere, da jeg efter mit hovedfag læste filosofi. Jeg ville (som det eneste frie valg på en lang litteraturliste) opgive John Stuart Mill: Om undertrykkelsen af kvinderne (org. 1867), men det fik jeg ikke lov til. Det var ikke filosofi. Jürgen Habermas bog: Borgerlig Offentlighed (org. 1968) blev heller ikke accepteret.  Alligevel lykkedes det at få kvindeperspektivet på banen, om end ad omveje, nemlig da rødstrømpebevægelsen i 1972 med et års forsinkelse i forhold til København kom til Odense.

Vi læste mange af de nye feministiske bøger af Kate Millett, Juliet Mitchell, Germain Greer og Sulamith Firestone, bøger som formåede, at tematisere og teoretisere, hvad der var den nye kvindebvægelse havde sat på dagsorden.  I kapitel 5, som har titlen ”Fra kvinder til køn”, gennemgås kvinde- og kønsforskningens udvikling i korte træk med henblik på at vise udviklingen og forandringerne i de teoretiske positioner. Jeg skriver desuden om den klasse- og kønsrejse, som mange foretog i 1970’erne.

Mens kvindebevægelsen i den første fase fra 1870 bidrog til at åbne for kvinders adgang til uddannelse, var 1970’ernes kvindebevægelse med til at åbne fagene og disciplinerne. Den amerikanske kønsforsker Evelyn Fox Keller har fremhævet, at det var de sociale bevægelser, som skabte forandringerne – også på universiteterne.  De virkelige heltinder er ikke kvindeforskerne, men de kvindelige aktivister.  Kapitel 5 handler også om de nytilkomne, som med kvindebevægelsen i ryggen, formåede at bryde den dominerende ideologi og vælge en subversiv strategi: begreber hentet hos Pierre Bourdieu. Ligeledes formåede rødstrømpebevægelsen at problematisere den naturlige kvindelighed: at problematisere doxa. De nytilkomne ville ikke bare gå på universitetet, de problematiserede kanon og ville også forandre det faglige indhold. Der foregik således en bevægelse fra aktivisme til akademia.[2]

Det kapitel, som jeg har skrevet om kvindeforskning og kønsteori sammen med  kapital 6: ”Feministisk videnskabskritik” er at betragte som en slags historiografi/faghistorie. I forbindelse med min undervisning i køn både på Københavns Universitet og på Lunds Universitet slog det mig, at kønsstudier var på omgangshøjde med det nye, men at man lidt overså, hvad der var gået forud. Desuden synes jeg, at en historiografi eller faghistorie er vigtig for udvikling af fagligheden. Bogen udspringer derfor i meget høj grad, af min mangeårige undervisning i ”Køn og videnskab”, et kursus, som er del af KA-tilvalg i kønsstudier på Københavns Universitet.

Min tale om historien bliver endnu mere lokal[3], fordi det var her, det begyndte for mig. Studiekredse i Rødstrømpebevægelsen (RS) blev til kredsarbejde under Nordisk Sommeruniversitet (NSU), som siden 1950 har været banebrydende for nordisk samarbejde og for introduktion af nye vinkler og specielt for tværvidenskabelige tilgange. Intellektuelle strømninger er meget hurtigt blevet taget op af NSU for senere at sætte sig spor også på universiteterne. Engang var det – tro det om I vil – nykritik, der var den nye vinkel, og i 1973 blev det kvindeforskning med kredsen:  ”Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kaptalismen”, som kørte over to år. Vi  holdt studiekreds om vinteren her på Odense Universitet, som endnu afventede Rustenborgs færdiggørelse. Om sommeren mødtes deltagere fra hele Norden på ”sommeruniversitet”. Når man ser det materiale, der blev udarbejdet forud for kredsen, er det forbavsende omfattende, godt og solidt[4]. Til gengæld synes jeg, at den efterfølgende publikation, som vi kaldte den hvide bibel, kom til at lide af tidens forspisthed på marxisme.  En nytænkende ideologikritik var selv blevet ideologisk og normativ. Alt skulle helst handle om arbejderklasse og socialisme og af den rigtige slags. Vi begyndte at måle kvindearbejderlitteraturen i forhold til klassebevidsthed ud fra en skala fra et til ti.[5] Derfor var det meget tidstypisk, at et af de første kurser – afholdt på Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet med Pil Dahlerup som lærer – resulterede i en bog om Clara Zetkin: nemlig  Arbejderkvinder i alle lande. Udvalgte artikler og taler fra 1974.

De første kvindekurser på Odense Universitet blev oprettet 1973/74, dels i tværfaglig regi, dels på Nordisk institut. Jeg begyndte at undervise i 1974/75, mens jeg endnu var studerende. FN’s kvindetiår blev indledt i 1975, og undervisningsministeriet havde skrevet rundt til universiteterne med opfordring til at gøre noget i den anledning. Det var baggrunden for, at der blev oprettet kvindekurser under tværkursusinstitutionen, (som var afløser for filosofikum) på Odense Universitet.  Kurset hed: ”Autoritet og familie”. Kursuslitteraturen var bl.a. Petra Milhoffer: Familie und Klasse. Ein Beitrag zu den politischen Konsequensen familialer Sozialisation, på tysk, på første år!

1975 var også det år, hvor kvindeforskningen for første gang blev registret af Dansk Sprognævn, og året, hvor det første kvindeforskningstidsskrift  Signs, som stadig eksisterer, blev udgivet. 1975 markerede også 100 året for, at kvinder fik adgang til at studere ved universitetet. Næsten samtidig passerede kvinderne 50 % af kandidatproduktionen på humaniora, og de tal er siden gået op og op overalt.

Der blev også oprettet et tværfag, ledet af Mette Bryld, som døde sidste år, og hvis barnebarn Asker Bryld Staunæs er tilstede i dag.  Kurset, som skulle være en analyse af radioprogrammet ”De ringer vi spiller” med Jørgen Hjorting, var inspireret, af datidens omfattende ideologikritik af bladet Eva, Søndags-B.T. og såmænd også af Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg, som  i disse år igen står for skud fra en postkolonial vinkel. Emil blev dengang stemplet som individualist og en kommende ”agrarkapitalist”.

Der kom flere kvindekurser bl.a. på Nordisk Institut, og jeg vil gerne her fremhæve ”min indsats” for at have fået litteraturen tilbage til danskfaget på trods af, at jeg ikke var litterat men historiker. Litteraterne læste økonomisk historie, bøger af Svend Åge Hansen og Erling Olesen. Skønlitteraturen blev forkastet som værende borgerlig. Men jeg var ikke kommet over på dansk for at læse økonomi. På dansk bifag var vi en gruppe kvinder, som begyndte at undervise fra 1977 i skønlitteratur og emner som kvindebevægelse og kvindebevidsthed, som afslutning på 1-delen.

Vi etablerede Kvindekoordineringen på Odense Universitet i 1977, hvor vi introducerede nye kvindelige studerende til universitetet, vi pressede på for at få oprettet kvindekurser. Vi fremstillede et blad ved at brænde stencils, ligesom der blev oprettet en central i Århus for formidling af relevante opgaver for 25 øre pr. side. Fremstillet på samme måde eller med en blå spritstencil. Den ”sorte” stencil lugtede fælt, mens man fik blæk på hænder og tøj af den ”blå”.

Vi ”fik lov” til at redigere et kvindenummer af det lokale tidsskrift Bidrag (nr. 8 1979).  Susanne Knudsen og jeg fik sågar lov til at skrive om marxisme og kvindestudier i et lokalt filosofisk tidsskrift: Symposion (nr 2/3 1980). På faget dansk lykkedes det at få slået en lektorstilling op i kvindelitteratur. Den blev besat med Inge Lise Hjort-Vetlesen. Så der skete mange ting i disse bygninger.

Tværfaglighed begyndte at dukke op og kom i så høj kurs, at der blev etableret Laboratorier på tværs af de humanistiske fag på Odense Universitet. Vi undfangede den ide at foreslå et laboratorium for kvindeforskning, som  dog blev til en arbejdsgruppe  for kvindestudier og endnu senere til Center for kvindestudier, et af de første i landet etableret 1981, men da havde jeg forladt byen. Nina Lykke og Mette Bryld og senere Anne Scott Sørensen blev de centrale kræfter i dette center.[6]

Det lykkedes mig ikke at få et stipendium på OU, så jeg drog i 1980 videre til AUC efter et kort ophold i Århus.  Jeg var ude for et lille ”berufsverbot”, da jeg søgte et stipendium på OU. På trods af at jeg havde fået mit eget udvalg, da historie ikke ville behandle min ansøgning, lykkedes det professoren i historie at påvirke flere fakultetsrådsmedlemmer. Han havde fundet ud af, at jeg ville afskaffe den politiske historie. Hvad jeg dog også gerne ville. Jeg havde sammen med en medstuderende skrevet en artikel i 1978, som bestemt ikke havde meget til overs for 1. Verdenskrig og det sønderjyske spørgsmål, som trods mit sønderjyske ophav ikke kunne fænge mig. Vi ville have undervisning i dagligdagen, familien og privatlivet.

Jeg har aldrig siden været på et historisk institut. På AUC kom jeg på et samfundsvidenskabeligt institut og på Københavns Universitet blev Nordisk filologi/dansk vært for kvindestudier fra 1992. Inden da havde Center for kvindeforskning været et selvstændigt center i ca. 10 år.

Bogen indeholder også et længere kapitel 7 om ligestilling: ””Det går af sig selv”. Om ligestilling i højere uddannelse og forskning”. Det indledes med et afsnit ”Op ad bakke”. Ligestilling hører ikke til den sjoveste del af mit akademiske liv. Der foregik ikke ligestillingsarbejde på universiteterne under min studietid, men jeg læste historie sammen med en skolelærer, som senere gik hen og blev minister – og derfor ikke blev færdig med studiet. Ritt Bjerregård nedsatte i 1976 udvalget Kønsroller og uddannelse, som jeg blev medlem af, og det giver mig endnu et jubilæum. Så til næste år har jeg 40 års jubilæum med ligestillingsudvalg. Og jeg har siddet i mange. Det startede på AUC med et kvindeudvalg. Næsten samtidig med at jeg begyndte som seniorstipendiat på Københavns Universitet, blev den første ligestillingsrapport afleveret med forslag om at nedsætte et ligestillingsudvalg. Endnu et udvalg kom jeg i og sådan fortsatte det.  I de senere år har jeg siddet i Task Force for flere kvinder i forskning og ledelse på Københavns Universitet, som har stillet forslag til ligestillingshandleplaner. (Http://mangfoldighed.ku.dk/)

Jeg vil ikke sige, at der ikke er sket noget, men det har ofte været mere læbernes bekendelse end konkret handling. Med Sarah Ahmed  kan man sige, at ligestilling er en performance-kultur.[7] Og derfor er vi nødt til hele tiden at være på mærkerne, såfremt der skal ske noget. En masse programmer behøver ikke at betyde, at der sker noget.

Selv om der ikke blev talt om kvinder i akademia, blev ligestilling taget op, også i 1970’erne. Her vil jeg gerne nævne, at Krakaprisens grundlægger Else Høyrup – så tidlig som i 1974 – skrev bogen Kvinder: Arbejde og intellektuel udvikling. Samme år udgav Danske studerendes Fællesråd rapporten Ka´ kvinder læse på bagggrund af et seminar afholdt i Tisvilde.

Jeg håber, at dette lange og lidt kedelige kapitel 7 kan give en baggrund at arbejde videre på. Der har været mange planer, som blot er forsvundet. På trods af loven om mainstreaming fra 2000 blev Videnscentret for ligestilling  nedlagt hurtigt efter, at vi fik en VK-regering i 2001. Ethvert politisk pres om kønsligestilling forsvandt. Med en ny forskningsrådsstruktur i 2003 gik planer om  ligestilling i glemmebogen, og der skete intet  i forskningsrådene i ca. 10 år. I 1998 var der dog blevet vedtaget ligestillingsplaner for Forskerforum og forskningsrådene, men de forsvandt i den nye rådsstruktur indtil 2013, hvor ligestilling blev sat på dagsordenen igen.

En særlig dansk model var ellers blevet præsenteret af Forskningsministeriet ved konferencer i Brussel og i Oslo i 2001 (før regeringsskiftet). Den bestod af statistik (Bertel Ståhles undersøgelser), mangfoldighed og ansættelsesbekendtgørelsen (hvor det er ledelsen der ansætter). Den danske model blev der ikke talt mere om under den nye regering. Ligestilling blev til debat og information. De sidste to til tre år har der været en del mere fokus på ligestilling i akademia. Så vi har brug for Foreningen for kønsforskning både til at presse på for ligestilling og kønsperspektiver i forskning og uddannelse, hvilket har været EU politik i mange år. Danmark går også på det punkt (jfv. også barsel til mænd) sine egne veje i Norden.

I det sidste kapitel 8 har jeg samlet en række forslag. Det er vigtigt ikke  udelukkende at se kvinderne som problemet, men også at ændre strukturerne i akademia. Og så arbejde videre på at fikse fagligheden, og her kommer kønsstudierne ind i billedet. EU med Londa Schiebinger i spidsen har gjort et enormt stort arbejde, og i det ser ud til, at EU og fokusset på Women and science har presset Danmark til at gøre noget. Da Ritt Bjerregård i 1976 nedsatte et dansk kønsrolleudvalg var det på baggrund af en nordisk betænkning med samme navn. Tingene sker ikke af sig selv. Inspirationen og presset kommer ofte udefra.  Det er tydeligt at se i et langt perspektiv.

Kapitel 9, som ikke er med i bogen, er vel den stafet, som jeg giver videre. Det er ikke mig, der kommer til at tegne fremtiden, men forhåbentlig nogle af jer. Her tænker jeg dels på at bringe kønsforskningen videre frem, dels på det mere begrænsede perspektiv, at få kønnet videnskabsstudierne, således at kvinder og køn ikke bliver ved med at være fodnoter til videnskabshistorien,  og at vi ikke fortsat bliver præsenteret for videnskabsteoretiske og videnskabshistoriske introduktioner, der udelukkende handler om og er skrevet af mænd.

I dag har jeg ikke talt meget om bogens første 4 kapitler, hvad jeg faktisk plejer at gøre. Her er videnskabshistorien i fokus. Jeg er gået langt tilbage og har spurgt, hvad kvinder har bidraget med til viden og kundskab.  Selv om de ikke kunne studere på et universitet, kan vi alligevel finde eksempler på lærde kvinder, ligesom jeg mener, at vi kan finde vidende kvinder inden for f.eks. jordemodergerning, sygepleje, håndværksmæssig kunnen i landbruget og husholdning. Med et bredere kundskabsbegreb vil man kunne opfange kvinders bidrag til viden og kundskab. Hvad der er videnskab, og hvad der falder uden for feltet: demarkationslinjerne er bestemt af mennesker og mest af mænd. Dette lægger op til en udvidelse af  kundskabsbegrebet. I dag er ernæring et omfattende forskningsområde, men da kvinderne gerne ville have husholdning ind på landbohøjskolen eller universitetet, var det stort set umuligt. Da man forsøgte i forbindelse med etablering af Aarhus Universitet, blev forslaget af mange betragtet som ”en dødvægt i Universitetets i forvejen tunge last”. I dag er ernæringsforskning i høj kurs. Den akademisk felt er en kampplads.

I kapitel 2 følger vi kvinderne ind på universitetet i slutningen af 1800-tallet, en begivenhed som faldt sammen med, at videnskaben blev moderniseret og blev rigtig ”videnskabelig”. Hvordan så den videnskab ud, som kvinder fik adgang til? Var der noget i denne videnskab, som fremmede eller hæmmede kvindernes integration? Videnskaben var jo på mange måder optaget af kvindeligheden. Og som jeg allerede viste i Kvindekøn (1987) skete der med moderniseringen en biologisering og naturalisering af kønnet, en biologisering, som blev benyttet til at fratage kvinder intellektualitet og dermed holde dem ude. Kønnet er sådan set rigt repræsenteret i videnskaben, men det ser ud til, at der var en konflikt mellem videnskabelighed og kvindelighed: den kropslige og reproducerende kvindelighed. Vi trænger her bl.a. til en analyse af det humbolske universitet, der var moderne og fremadrettet, men ikke på kvindernes vegne, fordi det binære syn blev fastholdt. Det betød, at kvinder var og blev undtagelseskvinder. De hørte egentlig ikke hjemme indenfor forskning.

Jeg har i bogen set  på, både, hvad der hæmmer, og hvad der fremmer kvinders integration i videnskaben. Har der været barrierer, har der også været meget støtte at hente for kvinderne, herunder kvindebevægelsen, i Dansk Kvindesamfund og  Kvindelig læseforening.  Det er jo også en succeshistorie og ikke kun en historie om modstand, men trods det må man nok sige, at kvinder er blevet ekskluderet mere systematisk fra videnskaben end fra andre sociale aktiviteter med undtagelse af hæren og kirken.

Jeg synes, at vi er nået langt, men der er stadig mange opgaver foran os. Denne bog har været vigtig for mig at få skrevet. Tak endnu engang til Else Høyrup for at have skabt grundlaget for en pris og til foreningen for at give mig prisen.

 


[1] Først i januar 2014 blev den første kvindelige lektor i filosofi ansat på KU. Jeg kender mindst 10 kvindelige filosoffer, som har været i pibelinen/rekrutteringsprocessen på KU, men som ikke er blevet ansat her. Jeg havde dog to kvindelige lærere, som var to af de tre kvinder, der på det tidspunkt var uddannet i filosofi, nemlig Astrid Kærgaard og Jytte Strøm.

[2] Bente Rosenbeck:  Fra aktivisme til akademia. Forskningsgruppen Køn, krop og hverdagsliv (red.): Er det spor? Feminisme, aktivisme og kønsforskning gennem et halvt århundrede.  København 2012.

[3] Jeg har skrevet om denne tid i et essay: Ka’ kvinder læse? i Morten Bendix Andersen & Niklas Olsen:  1968. Dengang og nu. København 2004. Historiestudiet har jeg skrevet om i I baghjulet af …Den nye Danmarkshistorie. Rasmus Dahlberg & Per H. Hansen (red.): Anvendt historie. En bog om og til historikeren Søren Mørch. København 2003.

[4] Signe Arnfred og Karen Syberg (red.) Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen. København 1973.

[5] Signe Arnfred og Karen Syberg (red.): Kvindesituation og kvindebevægelse under kapitalismen. København1974.

[6] Skriftserie fra Arbejdsgruppen for kvindestudier udsendte sit først bind i 1982: Overgangskvinden. Kvindeligheden som historisk kategori 1880-1920.  Den blev  efterfulgt af Skriftserie fra Center for kvindestudier fra 1985

[7] Sarah Ahmed:  On Being Included. Racism and Diversity in Institutional Life.  2012

2015: Bente Rosenbeck

Krakaprisen 2015 går til værket Har videnskaben køn? Kvinder i forskning af Bente Rosenbeck.

Med bogen Har videnskaben køn? samler og formidler Bente Rosenbeck mange års undervisning i køn og kønsteori på Københavns Universitet, dansk ligestillingshistorie og viden om ligestilling i Akademia.

Rosenbecks værk er på den ene side en klassisk synliggørelse af de kvinder, der er gået mod strømmen og ind i videnskaben trods forventningerne til deres køn, og på den anden side indskriver hun sig i en kategori-kritisk kønshistorie i og med, at hun undersøger, hvordan viden om kønnet og kvindeligheden er blevet konstrueret af videnskaben. Rosenbeck viser hvordan kønsforskningen og de feministiske teorier har rystet – samt udvidet rammerne for videnskaben ved at påvise og kritisere den ideologi, de antagelser og den videnskabelige kultur, som har været taget for givet og anset for naturgiven i forskellige perioder og indenfor forskellige fagområder.

Bogen falder i tre dele: En historisk gennemgang af kvinder i forskning og ”forskning” om kvinder, en oversigt over nyere kønsforskningsteorier og to mere debatterende kapitler, der stiller spørgsmål, om ligestilling i højere uddannelse og forskning og om kønsforskningen har forandret videnskaben.

Bente Rosenbeck viser, med et forrygende overblik og via medrivende empiriske eksempler hvordan den moderne videnskab paradoksalt nok både giver kvinderne formel adgang til Universitetet og samtidig bliver brugt til at føre rationelt bevis for, at kvinders psyke og fysik gør dem uegnede til at være akademikere.

Rosenbeck argumenterer for, at modsætningen mellem den offentlige og den private sfære udgør et centralt omdrejningspunkt for forståelsen af køn og akademia. Ved at repræsentere det private og hjemlige blev kvinder anskuet som en modsætning til det videnskabelige. Det problematiske billede af kvinden i videnskab var en parallel til det problematiske billede af kvinden i offentligheden.

Bogens kapitel om videnskabelighed og kvindelighed udgør en overbevisende gennemgang, som på forbilledlig vist syntetiserer en række studier af kvindelighed og samtidigt sætter disse i en historisk kontekst, der bl.a. omfatter politiske debatter om socialpolitik og ægteskabslovgivning i Norden.

En anden fascinerende redegørelse i bogen omfatter repræsentationer af de kvindelige studerende i fiktionen, der skildrer disse pionerers møde med akademia og akademisk kultur. Disse fiktive stemmer skrevet frem af bl.a. Gyrithe Lemche, Aase Handen og Sonia Hauberg, belyser jf. Rosenbeck vanskeligheden ved at begive sig ind i universitetsverdenen og det hun med bl.a. tysk forskning i hånden karakteriser som ’det akademiske borgerskab’ iklædt en ideologi om maskulinitet.

En af værkets kvaliteter er både dets historiske gennemgang af bevægelser fra ’kønsrolleforskning til kvindeforskning’ og fra ’kvindeforskning til kønsforskning’ og i forbindelse med sidstnævnte dens gennemgang af nogle af de nutidige forståelser og teoretiske tilgange til studier af køn. Læseren møder her positioner og forskere, som tegner et landskab – også for en novice udi køns- seksualitets- og andethedsforskning, og her taler bogen ud til en bred akademisk offentlighed.

Kapitlet om ligestilling i højere uddannelse og forskning er i høj grad baseret på Bente Rosenbecks egne erfaringer gennem 35 års engagement i ligestillingsarbejdet på universiteterne. Her møder vi en skarp og kritisk gennemgang af ministeriers og universiteters ligestillingsbestræbelser, der bliver sat i perspektiv både af bogens historiske afsnit og af de kønsteoretiske overvejelser. Bente Rosenbeck peger i særlig grad på akademias herskende neutralitetsdiskurs som en bremse for ligestillingsbestræbelserne og understreger, hvorledes universiteternes faglighed må ændres, før der kan skabes ligestilling.

Til slut stiller Bente Rosenbeck spørgsmålet, om kønsforskningen har forandret videnskaben? Som hun besvarer med en forsigtig optimisme, idet kønsforskningen allerede har medført en udvidelse af, hvad der betragtes som legitime forskningsområder og synsvinkler. Og Rosenbecks udgangsreplik er, at i Akademia vil en bedre kønsbalance ikke blot indebære større retfærdighed og øge kundskabsressourcerne, men  vil også bidrage til en demokratisering og modernisering af videnskaben.

Værket skriver overbevisende og yderst velskrevet kvinders ligestillings- og uddannelseshistorie ind i universitetshistorien og videnskabshistorien og kobler på ambitiøs vis denne til videnskabsteorien og kønsvidenskabens videnskabskritik.

Afslutningsvis skal fremhæves, at Bente Rosenbeck kontinuerligt og vedholdende har spillet en aktiv rolle i selv at forandre videnskaben, at gøre “det private videnskabeligt” og skabe rum for kvinders liv og erfaringer. Både som studenterpolitisk aktiv, som rødstrømpe, gennem forskellige nævn og udvalg, hvor hun har kæmpet for større ligestilling på universiteterne, og ikke mindst som en utrættelig stemme i den offentlige debat. Ved at give Bente Rosenbeck Krakaprisen, gives prisen således ikke bare prisen til et enkeltstående værk, men til et livsværk.

 

 

 

 

Takketale

Først og fremmest tusind tak til prisudvalget for de fine ord og for den anerkendelse i tildeler mit arbejde med afhandlingen om piger og vold. Også et meget stort tak til mine kollegaer på RUC for at indstille mig til prisen. Jeg føler mig meget beæret over at blive anerkendt i dette fora af kønsforskere, fordi min afhandling netop er et produkt af mødet mellem den nordiske kønsforskning og den amerikanske feministiske kriminologi. Faktisk har nogle af de tidligere modtagere af KRAKA-prisen været centrale inspirationskilder for min undersøgelse af forholdet mellem køn, magt og vold.

Min undersøgelse har først og fremmest søgt indsigt i, hvordan socialt udsatte piger og unge kvinder gør brug af vold, og hvilken betydning de tillægger volden. Jeg har ønsket at bryde med en etableret forståelse, der anskuer pigers voldelige adfærd som udtryk for individuelle problematikker og patologi.

De nordiske undersøgelser har været domineret af en socialpsykologisk forståelsesramme, der ser vold som udtryk for bagvedliggende problemer, der bunder i mistrivsel og opvækst i dysfunktionelle familier. Jeg ønskede med afhandlingen at flytte fokus fra de dysfunktionelle individer og deres familier til en undersøgelse af voldens form og funktion i pigers hverdagsliv.

Der er i bred forstand nogle konceptuelle barrierer for at begribe pigers brug af vold som andet end patologi eller afvigelse. En række forskere fremhæver, at pigers brug af vold udgør en dobbeltafvigelse, idet pigerne både overskrider samfundsnormer, der i stigende grad sanktionerer brug af vold og overskrider passende fremførelse af femininitet. Jeg ønskede at bevæge mig udover både det patologiske blik og blikket på vold som kønnet afvigelse.

I mine læsninger af pigernes beretninger om voldelige hændelser var jeg optaget af at forfølge de subjektpositioner, der blev sat i bevægelse. Jeg fandt, at pigers brug af vold kan være forbundet med bevægelser mod at være ”syg i hovedet”, ”klam” eller ”taber”, men de kan også bidrage til at etablere subjektpositioner forbundet med magt og handlekraft.

En af pigerne siger følgende:

Man skal virkelig vise, at folk skal have respekt for én. Og at man virkelig kan noget. For ellers bliver du slået ned, bliver du overfaldet, bliver du et eller andet, hvis du viser, at du er svag.

Det hverdagsliv pigerne beretter om, er karakteriseret ved en forventning om andres brug af vold. De fortæller om en overraskende forekomst af vold i hverdagslivet – vold i familien og mellem jævnaldrene, mobning i skolen, tyveri, chikane og trusler. Vold og krænkelser finder ikke sted dagligt, men de er en del af hverdagens forventningshorisont, og det former unges interaktion på afgørende måder.

I dette sociale terræn kan det være særdeles effektivt at være kendt som én, der ikke finder sig i noget. Jeg genkender et rationale for respekt og gengældelse, der betyder, at vold ikke kun udgør en afvigelse, men kan være en både berettiget og forventet reaktion på krænkende adfærd. Vold er et redskab til positionering og regulering af andres plads i og udenfor fællesskabet. Brugen af vold er imidlertid reguleret af forventninger og begrænsninger, der er betinget af alder, køn og etnicitet. Jeg har derfor anlagt et intersektionalitetsperspektiv, der synliggør, hvordan kategoriseringerne i forening sætter specifikke muligheder og betingelser for modstand og etablering af magtfulde positioner.

Det er et begrænset antal af unge, der ofte gentagne gange og mere eller mindre direkte er i konflikt med hinanden. Volden som aktualitet og potentialitet banker som en ”puls af uvished”, og her citerer jeg Jette Kofoed, og sætter både positioner og relationer i kontinuerlig bevægelse. Hvem finder sig i hvad? Hvem bakker op om hvem? Hvem er værdige til beskyttelse og hvem ekskluderes af fællesskabet?

Volden, den truende adfærd og den fortællende voldspraksis (som trods alt fylder mest) indgår i et spil om magt og muligheder. Det er mikropolitiske kampe, der udspiller sig ikke bare blandt piger men blandt unge af begge køn. Jeg har været særligt optaget af pigernes multiple kønnede tilblivelser i dette rhizomatiske sociale landsskab. For det er med kønnet som indsats og omdrejningspunkt at pigerne involverer sig i konflikter med vold både som potentialitet og som aktualitet.

Jeg følger eksempelvis Mayas kønnede tilblivelser gennem en række konflikter på hendes efterskole. Hendes narrativ fortælles frem som en noget slingrende passage fra at være udsat og afvigende til at blive genkendt indenfor rammerne af hegemonisk femininitet. Hun siger følgende:

Når jeg stod og kiggede mig i spejlet, så kunne jeg se, hvordan jeg ville ende, hvis jeg fortsatte med det her. Med at tage stoffer og slås og køre psykisk terror på andre. Jeg ville ende som en trunte, der rendte rundt i en 1-værelses lejlighed og ikke havde råd til at betale en skid. Stå nede på gaden for at få penge til mit stof og få penge til at købe mad. 

Maya frygter, at hun vil ende som narkoprostitueret, hvis ikke hun lægger stilen om. Hun bliver tilbudt et ophold på en efterskole, hvilket udgør en vigtig brik i hendes bestræbelser på at fjerne sig fra den livsbane, der inkluderer vold og stoffer. På efterskolen møder hendes bestræbelser imidlertid en del modstand. På den ene side er der en udtalt nul-tolerance for vold (vold er udsmidningsgrundlag), på den anden side er efterskolen befolket af unge, der deler rationalet om respekt og gengældelse.

På én gang trækker Maya på en hegemonisk femininitetsdiskurs hvad angår det lange, glattede hår, de ordnede negle og passende heteroseksuel orientering, samtidig med at hun søger en position øverst i elevernes hierarki gennem en aggressiv attitude og ved at vise vilje til vold. Det producerer et spændingsfelt mellem at gøre nok, for at sætte sig i respekt, uden at gøre for meget, og risikere udsmidning og genkendelse som afviger.

Dette spændingsfelt forbliver uafklaret gennem hele hendes konfliktnarrativ. Maya frygter ikke bare vold og dominans fra andre piger, men også den chikane og underordning, som drengene inviterer hende til. Som hun siger, ”for dem var tøser bare noget, der skulle kneppes, og så skulle de kende deres plads”. Her træder hyper-maskulinitet frem som et magtfuldt fortællespor, som underordner pigerne som sårbare og passive og som objekter for det heteroseksuelle begær.

Som subjekt vil Maya gerne det heteroseksuelle blik, men hun gør modstand mod en underordning. Hendes modstand udspiller sig (næsten) indenfor rammerne af hegemonisk femininitet. Hun svarer igen, når hun føler sig nedgjort, og på et tidspunkt uddeler hun en syngende lussing til en af drengene, i hele skolens påsyn. Hun balancerer flere gange den hårfine grænse mellem at gøre nok og gøre for meget, mellem at fremstå magtfuld i efterskolens sociale terræn og undgå genkendelse som afviger, på vej mod positionen som ”social taber-luder”, for at blive i hendes egen kategorisering.

Afvigelse og patologi er i høj grad kategoriseringer, der er i spil i pigernes møde med velfærdsstatens behandlende og adfærdsregulerende institutioner. Det er Louise et godt eksempel på. Ingen tvivl om, at hendes brug af vold er ekstrem ikke mindst på grund af de elementer af ydmygelse og seksuel krænkelse, der indgår i den vold, hun udøver. Hun er imidlertid også et eksempel på, at piger der bruger vold bliver til som behandlingskrævende afvigere ud fra historisk specifikke logikker, rationaler og behov.

Den måde piger karakteriseres på i den dominerende socialpsykologiske forståelse har fokus på manglende empati, manglende impulskontrol, manglende sociale kompetencer, og grænseoverskridende seksualitet. Det afspejler dominerende forestillinger om kvinder som omsorgsfulde, empatiske, kontrollerede og konsensussøgende. Og diagnoserne står i kø, for at forklare pigers voldelig adfærd.

Det var ordene om afhandlingen. Måske mere et forsøg på at pirre nysgerrigheden end et forsøg på at skitsere afhandlingens centrale bidrag til kønsforskningen. Jeg glæder mig nu til at kaste mig over mit næste projekt, der omhandler pigers afsoning på sikrede institutioner. Forskningsrådet for Samfund og Erhverv har bevilget en postdoc, hvor formålet er at anlægge et kønsperspektiv på behandling og straf af kriminelle unge.

Danmark udmærker sig internationalt ved, at vi som et af de eneste vestlige lande udelukkende tilbyder kønsintegreret afsoning. Det har formodentlig nogle særlige implikationer for de kvindelige afsonere, der udgør en minoritet på institutionerne. Jeg glæder mig til at videreudvikle forståelsen af køn, risikoadfærd og vold, med fortsat inspiration fra alle jer kollegaer beskæftiget med kønsforskning.

Så endnu en gang: Tusind tak for Kraka-prisen!.

2014: Ann-Karina Henriksen

Kraka prisen 2014 går til “Dramatiske Liv – en antropologisk undersøgelse af pigeperspektiver på vold og konflikter” af Ann-Karina Henriksen på grund af ph.d.-afhandlingens nyskabende og dybdegående indsigter i og brugbare viden om 13-23-årige pigers brug af vold.

Afhandlingen åbner et nyt forskningsfelt, og udfylder et aktuelt videns-tomrum med komplekse forståelser af volden, dens kønnede rationaler og betydninger. Henriksen giver gennem et indefra-perspektiv stemme til udsatte pigers oplevelser og fortællinger om konflikter, der intensiveres i momenter af vold og krænkelser.

Afhandlingen forbløffer ved sin flerhed af betydninger, der på en og samme tid viser volden og konflikterne som dramatiske og hverdagsagtige, uhyre komplekse og såre enkle, for sjov og for alvor.

Henriksen sætter fokus på et fænomen, der med jævne mellemrum skaber spektakulære nyhedsoverskrifter, om bl.a. stigning i pigevold. Henriksens afhandling påpeger mangetydige kulturelle forklaringer, herunder større anmeldelsestendenser, ændring af retspraksis og en ny samfundsmæssig reaktion på pigevold.

Ifølge Henriksen er der snarere end en stigning i volden, tale om en ny samfundsreaktion, om en intens moralsk panik, fordi pigevolden bliver fortolket som et udtryk for en ny og mere aggressiv form for femininitet. Henriksen viser, hvordan det virker særligt grænseoverskridende og stigmatiserede for piger at udøve vold, hvilket betyder, at pigerne af fx hjælpeapparatet bliver sat i bås som ”vilde piger” eller iskolde piger.

Forskningen i unges vold er præget af et altovervejende fokus på drenge og mænds vold, og afhandlingen tilbyder et væsentligt og nyt bidrag til at få indsigt i og forstå de kønnede dynamikker i pigers og unge kvinders voldelige konflikter. Afhandlingen forstyrrer dominerende stereotype kategoriseringer og sammenhængende mellem køn og vold, ved blandt andet at vise, hvordan pigernes udøvelse af vold, drejer sig om forhandlinger af status, ære, hierarkier og mulighed for at udøve indflydelse på eget liv.

Henriksen beskriver voldens mening og pragmatik, men indstiller også blikket på volden som et dramatisk sted at opholde sig, ikke kun fordi pigerne i høj grad lever på gaden, men fordi pigernes vold handler om socialt liv og død.

Henriksen begejstrer ved sin tværfaglighed, indlevelse og åbenhed overfor genstandsfeltet. Metodisk er Ann-Karina Henriksen inspireret af det klassiske antropologiske feltarbejde, hvor hun eksemplarisk viser hvordan feltarbejde kan være en gavnlig metode, når kønsproblematikker og vold skal undersøges.

Henriksen udsætter sig for felten ved 7 måneders deltagelse i pigernes hverdag, og gennem egen krop erfarer hun de kulturelle betydninger som skabes i et ukendt og konfliktfyldt terræn. Via tæt kontakt opnår hun en særlig sensitivitet i forhold til tavs og kropslig viden. Metoden er baseret på åbenhed, nærvær, sansning og tænkning.

Dette sætter Henriksen ind i en større politisk, social og populærkulturel sammenhæng idet hun også anvender kilder såsom musik, medier, rapporter og politiske udmeldinger på området. Dermed skaber afhandlingen et komplekst og nuanceret billede af en gruppe piger, deres kønskonstruktioner og voldsforståelser.

På baggrund af afhandlingens nyudvundne viden om et fænomen, der ellers er præget af stereotype og ureflekterede antagelse, overdrages KRAKA-prisen i år med en opfordring om at formidle konklusionerne til både politikere og praktikere inden for området.

Det er netop forskning som den Henriksen har præsenteret i ”Dramatiske Liv”, der tydeliggør brugbarheden og værdien af dansk kønsforskning.

 

Ann-Karina Henriksen: Dramatiske liv: en antropologisk undersøgelse af pigeperspektiver på vold og konflikter. Download afhandlingen

Læs Ann-Karina Henriksens takketale.

Indkaldelse til KRAKA-prisen 2013

For at støtte nyskabende kræfter inden for dansk kønsforskning, uddeler Foreningen for Kønsforskning hvert år KRAKA-prisen. Prisens formål er at hædre en studerende, forsker eller formidler, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning.

Foreningen for Kønsforskning indkalder hermed indstillinger til KRAKA-prisen 2013.

KRAKA-prisen er stiftet på grundlag af en gave fra cand.scient. i matematik og BA i russisk Else Høyrup til Foreningen for Kønsforskning. Den uddeles  i form af et pengelegat hvert år i forbindelse med foreningens generalforsamling og årskonference. I år vil prisen blive uddelt ved foreningens årskonference den 13. april på KVINFO.

Prisens formål er at fremme dansk kønsforskning. Prisen tildeles et nyskabende og aktuelt værk, der bidrager til udvikling og/eller formidling af dansk kønsforskning. Det pågældende arbejde kan bestå i en artikel, et speciale, en monografi mv.

Alle kan indstille kandidater til prisen – det er dog ikke muligt at indstille sig selv. Indstilling sker ved indsendelse af det påberåbte værk samt en kortfattet motivation for værkets prisværdighed. Prismodtageren udpeges af en uafhængig prisbestyrelse, nedsat af foreningen.

Fristen for indstillinger er den 15. februar 2013.

Indstilling samt et eksemplar af værket sendes til:

Beate Sløk-Andersen

Gormsgade 6, lejl. 22

2200 København N

Prismodtageren forventes at holde en tale ved overrækkelsen. Talen trykkes efterfølgende sammen med prisbestyrelsens motivering i tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning.

Pionerværk om afrikanske kvinder hædres

Årets KRAKA-pris gik som tidligere offentliggjort her på siden til lektor Signe Arnfred – herunder kan du læse prisbestyrelsens begrundelse.

“Rethinking Gender in Africa honoreres med KRAKA-prisen 2012 for sit unikke bidrag til forskningen i køn, kultur og slægtskab i Afrika. Værket væver overbevisende indsigterne fra 30 års feltarbejde i Mozambique sammen med postkolonial feministisk tænkning i fængslende og originale analyser, som er præget af en slående åbenhed over for genstandsfeltet og en opvakt teoretisk nysgerrighed, der kan inspirere alle områder af kønsforskningen.

Der er tale om et pionerværk, som præsenterer kvindeperspektiver i Afrika, der ellers kun har fået begrænset plads i kønsforskningen. Undersøgelserne af mozambikanske kvinders initieringsritualer og deres bidrag til kvindelige fællesskaber åbner en ellers lukket verden, hvor kvinder fremstår stærke og kreative. Værket bevæger sig med lethed gennem forskellige tematikker og niveauer og fremstår som en ypperlig formidling af dansk kønsforskning.

Signe Arnfred, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet har igennem hele sin karriere beskæftiget sig med kvinders vilkår andre steder i verden. I 1981-84 arbejdede hun i den nationale kvindeorganisation i Mozambique, hvor hun blandt andet ledede en omfattende dataindsamling som baggrund for fastlæggelse af en revideret kvindepolitik. Interessen for kvinder i den tredje verden og særligt i Afrika har resulteret i en lang række publikationer.

KRAKA-prisen uddeles ved årskonferencen for Foreningen for Kønsforskning fredag den 11. maj på Roskilde Universitet. Prisen, der uddeles for 14. gang, er stiftet på grundlag af en gave fra cand.scient. Else Høyrup, og har til formål at fremme dansk kønsforskning.”

Signe Arnfred: Sexuality and Gender Politics in Mozambique. Rethinking Gender in Africa. Woodbridge: James Currey/Uppsala: The Nordic Africa Institute, 2011.

Årets KRAKA-prismodtager 2012

Som afslutning på Foreningen for Kønsforsknings årskonference er KRAKA-prisen blevet uddelt. Modtageren var lektor Signe Arnfred, Roskilde Universitet, som fik prisen på baggrund af værket “Sexuality and Gender Politics in Mozambique: Rethinking Gender in Africa”.

KRAKA-prisen er stiftet på grundlag af en gave fra cand.scient. i matematik og BA i russisk Else Høyrup til Foreningen for Kønsforskning i Danmark. Den uddeles hvert år i forbindelse med foreningens årskonference. Prisen er indstiftet med det formål at hædre en studerende, forsker eller formidler, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning, med et pengelegat.

Charlotte Kroløkke overrakte prisen på vegne af prisbestyrelsen. Den fremlagte begrundelse for Arnfreds modtagelse af prisen vil blive lagt på denne blog snarest muligt.

Der skal lyde et stort tillykke til Signe Arnfred fra Foreningen for Kønsforskning..

GROFT SAGT: Overbevisende kønsforskning

I Berlingske i går aftes skrev Edith Tingstrup:

“Edith Thingstrup: Foreningen for Kønsforskning i Danmark indkalder nu indstillinger til Kraka-prisen 2012. Prisen tildeles et nyskabende og aktuelt værk, der bidrager til udvikling og/eller formidling af dansk kønsforskning.

 

Groft sagt skal hermed indstille Politikens tænketank Kraka og dens kønne direktør. For det første hylder tænketanten jo Kraka ved at stjæle hendes navn. For det andet ledes tænketanken af den største politiske begavelse i Danmark siden Regnar Lodbrog – nemlig en ren sagnfigur ved navn Peter Mogensen, hvis saga løbende genudsendes på TV2 News. Peter Mogensen kan bare forklare alt, uanset hvad der sker, og levere skarpsindige analyser af kvindelige statsministres vilkår. Hvem kan glemme den seneste? »Helle skal have flere politikere omkring sig. Jobbet som statsminister er svært.« Aldrig er kønsforskning blevet formidlet på mere overbevisende facon.”

 

.

And the winner is…

Foreningen for Kønsforskning uddeler på årskonferencen KRAKA-prisen, som er indstiftet med det formål at hædre en studerende, forsker eller formidler, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning, med et pengelegat.

I år går prisen til Lise Busk-Jensen for værket ”Romantikkens forfatterinder” og Charlotte Kroløkke for artiklen ”Biotourist Performances: The Doing of Parenting During the Ultrasound”. Indstillingen til årets pris, der via YouTube blev læst op af sidste års modtager, Lene Myong Petersen, kan læses her.

Vi ønsker mange gange tillykke!

Du kan læse mere om KRAKA-prisen her..

← Older
1 2